Socialistisk Revy
Nr. 14 – Maj 1999 – side 23
SiD-Nørresundby
Vi går med i kampen mod nazismen
Hver aften i over to måneder har mellem 75 og 130 mennesker samlet sig foran et hus på Niels Lykkesgade i Nørresundby for at synge.
Huset ligner ikke de øvrige huse i kvarteret. Det ligner en borg – og bag de tilskoddede vinduer bor en gruppe nazister.
Sangerne udenfor er almindelige borgere, som ikke vil acceptere nazisternes tilstedeværelse i Nørresundby.
En af de trofaste borgere foran nazi-borgen er Kjeld R. Mikkelsen, der er kasserer i SiD-Nørresundby.
– Både som privatperson og som fagforeningsmand tager jeg afstand fra nazismen.
– Der var mange af vores medlemmer, der oplevede kz-lejrene indefra under anden verdenskrig. Og den oplevelse er der ikke flere, der skal have. Derfor skal nazisterne stoppes.
Ideen med alsang foran nazi-borgen har sundbynitterne fra lignende aktioner i Kollund og Kværs, hvor lokale borgere for et par år siden tvang nazisten Thies Christoffersen til at forlade sit danske domicil.
59-års-dagen for Danmarks besættelse den 9. april blev også markeret foran nazi-borgen, hvor mellem 600 og 700 sundbynitter og aalborgensere mødte op til alsang.
– Desværre er nazisterne her endnu. Men det er vores opfattelse, at de er dybt påvirket af vores tilstedeværelse, mener Kjeld R. Mikkelsen.
– De holder sig langt væk, når vi er der. Og da vi i påsken holdt døgnvagt fra fredag eftermiddag til søndag aften, viste de sig næsten ikke.
Den næste større markering foran nazi-borgen bliver om aftenen den 4. maj.
Udover alsangen har lokalbefolkningen indsamlet underskrifter mod nazi-borgen, og indtil videre har mere end 15.000 beboere – eller halvdelen af de stemmeberettigede – i Nørresundby skrevet under.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe