På ganske kort tid har Dogme-95 udviklet sig til at være den nye målestok i dansk film.

Mange vil sige, at grunden hertil er, at de er gode. Men filmenes kvalitet er ikke en forudsætning for, at folk går ind og ser dem.

Hvis ikke de to første dogme-film, "Festen" og "Idioterne", var kommet til Cannes-festivalen, ville de måske kun blive vist i en af de små biografer i København.

Årsagen til, at de kom på Cannes-festivalen, er projektets bagmand, Lars von Trier. Han er en elsket person blandt dem, der sidder og udvælger filmene til festivalen, og han giver enorm god PR for festivallen og filmbranchen.

Og filmbranchen er en industri, hvor film er en vare, der skal sælges. Og hvis filmene ikke skaffer nok profit, bliver de forvist til en af de små biografer.

 

Dogme-filmenes succes skyldes i høj grad, at folk i dag søger efter alternativer. Mennesker er forvirrede, de tror ikke længere på, at den herskende klasse er til for flertallet. Folk kan godt se, at der er noget galt, når de først får at vide, at der ikke er råd til hjemmehjælp og ordentlige uddannelser, og bagefter ser, at erhvervslivet får den ene skattelettelse efter den anden.

Derfor er det naturligt at lede efter alternativer, hvilket dogme-filmene er indenfor filmverdenen.

Dogme-filmene står i opposition til Hollywood-filmene, som stort set alle er formet over den samme opskrift.

Problemet er ikke, at folk ikke vil have kvalitet. Problemet er mangel på tid og energi.

Når man kommer træt hjem, har man hverken tid eller energi til at se de sværest tilgængelige film. Der skal helst være dramatik og action til at holde en vågen.

 

Under den russiske revolution fik almindelige mennesker frigivet enorme mængder energi og hungrede efter viden. Der fulgte derfor en kæmpe opblomstring af kulturlivet. Arbejdere, som aldrig tidligere havde været interesseret i kultur, var nu en del af publikum.

Dogmeprojektet består af gode og interessante film. Men der er en del kritikpunkter.

Det første er den store forskel, der er på filmene.

Instruktørernes forskellighed gør, at de har tolket dogmereglerne meget forskelligt.

"Idioterne" af Lars Von Trier og "Mifunes sidste sang" af Søren Kragh Jacobsen er således næsten umulige at sammenligne.

I "Mifunes sidste sang" er der ingen sammenhæng mellem form og indhold. Den er lige så traditionel som en almindelig spillefilm.

Og det til trods for, at Dogme-manifestet håner dramaturgien i almindelige spillefilm.

"Idioterne" tager derimod dogmeprojektet alvorligt. Form og indhold er ikke til at skille ad, begge dele er fuldstændig ude af proportioner.

 

Humlen i dogmeprojektet er utilfredsheden med den måde, man laver film på i dag. Det håndholdte kamera i "Idioterne" er så uroligt, at man nærmest bliver søsyg, mens det i "Mifunes sidste sang" nærmest er umuligt at se, at det er et håndholdt kamera.

Hvis dogmeprojektet skulle være ultimativt, burde Lars Von Trier have valgt nogle andre dogmebrødre, nogle der kunne have taget udgangspunkt i deres egen produktion, nogle der allerede havde eksperimenteret.

To bud kunne være Nicolas Winding Refn, som lavede den meget specielle "Pusher" (1996), en anden kunne være Niels Arden Oplev, der har lavet "Portland" (1996), som er optaget i en klam gullig belysning for at vise den verden, filmens personer er produkter af.

 

Det er bemærkelsesværdigt at det er "Idioterne", der har klaret sig dårligst af dogmefilmene (indtil videre), da det er den eneste rigtige dogmefilm.

Det viser, hvilke kræfter projektet er oppe imod. Det er umuligt bare sådan lige at revolutionere filmverdenen. Man kan nemlig ikke skille filmindustrien og kapitalismen fra hinanden.

Filmindustrien er underlagt markedets logik og kan ikke eksistere uafhængigt af kapitalismen.

Derfor er det hele systemet, der må laves om, hvis vi skal have en ordentlig filmbranche.