Anmeldelse af rapporten "Oplevet Diskrimination" af Lise Togeby og Birgit Møller fra Nævnet for Etnisk Ligestilling.

Først og fremmest så beskriver rapporten den oplevede diskrimination – den forklarer den ikke, og den indrømmer endda, at den heller ikke kommer med nogen løsningsforslag. Det er sjovt nok ikke formålet med rapporten. Den peger dog på, at det skulle have en virkning, at der nu i Folketinget er vedtaget et lovforslag mod diskrimination.

Så selv om det er et videnskabeligt korrekt vidnesbyrd på den diskrimination, der sker i større eller mindre omfang overfor udlændinge, som i undersøgelsen er repræsenteret ved fire nationaliteter: bosniere, libanesere/palæstinensere, somaliere og tyrkere, så bidrager den ikke væsentligt til bekæmpelsen af diskriminationen. På den måde er det en lidt pauver undersøgelse. Men den er selvfølgelig et godt våben overfor de folk, som påstår, at der ikke findes racisme. Men hvem gør det? De fleste danskere mener, at der foregår diskrimination.

Undersøgelsen bygger på den idé, at diskrimination bliver mindre i takt med, at de etniske minoriteter bliver bedre integrerede i samfundet. Derfor fokuserer undersøgelsen ikke kun på diskrimination men også på graden af integration.

Men det er overraskende for forfatterne til rapporten, at det er de bedst uddannede, som oplever mest diskrimination. De skulle jo også være blandt de bedst integrerede og derfor være udsat for mindst diskrimination.

Forfatterne er dog heldigvis forsigtige med at sige, at det så betyder, at de er de mest udsatte for diskrimination. Derfor også titlen på rapporten: den oplevede diskrimination. Mange fattige udlændinge udsættes for mindst lige så meget diskrimination som velstillede flygtninge og indvandrere, men de harcelerer bare ikke så meget over det, for det er en del af deres selvforståelse, at sådan er vilkårene altså; når man er udlænding og kommer fra f.eks. Somalia, så bliver man kanøflet.

Rapportens største styrke ligger i, at den giver et mere nuanceret billede af diskriminationen. Vi får bekræftet, at det er somalierne, som i disse år udsættes for mest diskrimination.

Forklaringen på diskriminationen er, at når borgerskabet har problemer med at styre samfundet, så spiller de på de forskellige splittelsesmekanismer, som afleder folks opmærksom hed fra de virkelige problemer. Racisme og diskrimination af fattige i samfundet er en af måderne til at spille folk ud mod hinanden. Diskriminationen bliver brugt politisk. Den er ikke noget naturgivent, som kan bekæmpes med bedre integration. Men det tager undersøgelsen slet ikke højde for.

Fremmedhadet har i de sidste par år været aftagende. Det skyldes bl.a. stigende beskæftigelse. Men f.eks. er angrebene på velfærdsstaten med til at øge den sociale nød og dermed diskrimineringen af minoritetsgrupper. Derfor hænger kampen mod diskrimination tæt sammen med kampen for et bedre samfund. Det er ikke nok at lovgive mod diskrimination. Der skal konkrete forbedringer i levevilkårene til for at komme diskriminationen til livs.