Krigsskildring uden heroiserende effekter og skjulte reklamer for våbenteknologi.

Hollywoodfilm om anden verdenskrig romantiserer ofte de allierede og amerikanske soldaters indsats som en kamp for den frie demokratiske verden mod de onde nazister, fascister og kejsertidens martyrer.

Derimod er Terence Malicks DEN TYNDE RØDE LINIE et godt eksempel på en krigsskildring set fra de almindelige soldaters vinkel. Kameravinklen er i samme niveau som soldaterne, så indtrykket af kampen om bakken er let at leve sig ind i.

Filmen starter med at vise to soldater, som lever blandt nogle indfødte på en ø i det sydlige Stillehav. Witt (Jim Caviezel) deserterer flere gange fra sit kompagni og bliver til sidst indrulleret i kompagni C under oberst Tall (Nick Nolte). Det er sergent Welshs (Sean Penn) fortjeneste, at Witt kan gøre tjeneste som bårebærer i stedet for at blive stillet for en militærdomstol.

Disse tre karakterer er filmens omdrejningspunkt. Der er ikke nogen decideret hovedrolleindehaver. De er alle vidt forskellige, både hvad angår alder, karriere og livssyn. Witt vil gerne tro på, at der findes en anden verden, som er god, og han mener at have set denne verden blandt de indfødte på den paradisiske ø.

Welsh er afklaret med sig selv. Tilværelsens realitet er alles kamp mod alle, og denne krig er en kamp om ejendom. For ham er der ikke noget alternativ til den destruktive verden(skrig).

Oberst Tall ser sit Charly-kompagnis indsats om erobringen af det strategisk vigtige Guadalcanal som den sidste chance for at retfærdiggøre tabet af familieliv, værdighed og selvrespekt og den årelange indbyrdes magtkamp i hæren om at stige i graderne.

Under scenerne, hvor de skal erobre en bakke, hvor der er placeret en maskingeværrede, er der nogle filosofiske betragtninger om, hvorfra ondskaben kommer, hvad der er blevet af det gode i mennesket – er der stadig en gnist af humanisme tilbage i os? (Witt).

Tvinges til eftertanke

Billedet af fjenden, som er japanerne i bunkerne og dem, der bliver taget som krigsfanger, er overfladisk skildret. Enten er de sindssyge og apatiske, eller de sidder bare tavse i deres laser.

Skuespillerne leverer en god præstation. De har hver sine klicheroller. Enten som den bløde befalingsmand, der ikke vil sende sine soldater direkte i døden ved et frontalt angreb på højen. Eller soldaten, der kaster sig væk fra sine kammerater, da han ved et uheld afsikrer sin håndgranat i bukserne på sig selv.

En ting er iøjnefaldende. På trods af massiv rollebesætning med store skuespillere i minimale roller, så er der ikke en eneste farvet, spansk eller indfødt amerikaner med i slaget om kontrollen over Guadacanal. Hvad skyldes det? Der er intet i filmen, der bare tilnærmelsesvis viser os helte eller et godt argument for at sende soldater i den visse død for idealer og ideologier.

Om selve filmen kan etiketteres som en decideret antikrigsfilm, så langt vil jeg ikke gå. Men der kommer ret mange gode indre monologer frem i løbet af den tre time lange skildring, som tvinger tilskueren til at overveje sin holdning undervejs til de forskellige spørgsmål, der bliver rejst.

Det er en film uden prægnant budskab, dog fænger den dybt og man får ikke lyst til at melde sig som frivillig til den internationale brigade eller blive konstabel i den danske hær.