Der er en god portion sandhed i udsagnet om, at Natos skæbne bliver afgjort af udfaldet af krigen i Jugoslavien. Hvis Nato får gennemtvunget sin vilje, vil det være en stadfæstelse af, at verdens 19 rigeste lande i Vesteuropa og Nordamerika har en velsmurt krigsmaskine, der har tiltaget sig retten til at sætte sine – og især USA's – imperialistiske interesser igennem næsten overalt i verden.

Atomare stormagter som Rusland og Kina vil blive yderligere trængt op i en krog og tvunget til at tage sine forholdsregler. Verden vil meget nemt blive et endnu farligere sted at leve.

Omvendt vil et nederlag til Nato svække denne udvikling. Lande, som ikke blindt følger diktaterne fra USA og Europa – og de millioner af mennesker, der bor i dem – vil ikke i lige så høj grad føle sig truet af at blive det næste offer for Natos terror.

Det viser historiske erfaringer. USA's forsmædelige nederlag i Vietnamkrigen er et godt eksempel. USA's nederlag til en fattig og dårligt bevæbnet bondebefolkning skabte det, som senere er blevet kaldt Vietnamsyndromet. Det vil sige en frygt i den amerikanske herskende klasse for, at nederlaget kunne gentage sig andre steder, hvor USA invaderede. Vietnamsyndromet har de sidste 25 år lagt en dæmper på USA's lyst til at involvere sig i aktioner, som kunne koste amerikanske soldater livet og skabe en anti-krigsstemning på hjemmefronten.

USA var ude af stand til at stille noget op, da en af deres allierede i Mellemøsten, Shahen af Iran, blev væltet af en revolution i 1979. Selv da 52 amerikanske statsborgere blev taget som gidsel i Teheran, var USA ude af stand til at svare igen. Alle forsøg på militære befrielsesaktioner blev opgivet efter, at to amerikanske helikoptere styrtede ned under det første forsøg. Ydmygelsen af USA var total.

I løbet af 1980'erne, mens Reagan var præsident, forsøgte USA at genvinde selvtilliden gennem en række mindre og ufarlige militære operationer. Luftbombardementer af Libyen, invasion på Grenada og aktionen mod Panamas præsident Noriega. Men selv disse aktioner afslørede, at det amerikanske militærs selvtillid var langt nede.

Det var kun efter, at USA vandt en forholdsvis let sejr i Irak i 1991, at tiltroen til USA's militære kapacitet igen voksede. Men selv herefter er det afgørende for USA's militære operationer, at de ikke måtte medføre tab. Det er baggrunden for, at Nato heldigvis har svært ved at beslutte sig for at sætte landtropper ind i Jugoslavien.

Det er ikke nok at håbe på, at krigen i Jugoslavien snart slutter. Det er også afgørende, at Nato ikke kommer ud af krigen som sejrherre. Det vil få negative følger for millioner af mennesker verden over, som forsøger at sætte sig op mod de vestlige landes imperialisme.