I den nuværende situation er Kosovas befrielseshær UCK ikke et alternativ til NATO´s luftkrig. UCK slås på jorden mod de samme styrker, som NATO bomber fra luften, så en støtte til UCK vil i praksis være en støtte til NATO.

Situation i Kosova kan virke forvirrende, fordi der i udgangspunktet er tale om to forskellige krige, som kører samtidig. UCK fører krig mod Serbien for Kosovas selvstændighed, mens NATO fører krig mod Serbien, for at Milosovic skal acceptere NATOs overhøjhed i området. Men de to krige foregår samtidig, samme sted og smelter derfor i praksis sammen til en. Og i den situation vil det være den stærkeste militærmaskine, her NATO, som bestemmer, hvad krigen går ud på.

NATO er ligeglade med Kosova-albanerne. Derfor ignorede vestens ledere gennem ti år den nationale undertrykkelse i Kosova og startede i april bombningerne, selvom internationale nødhjælpsorganisationer advarede om, at bomberne ville udløse store flygtningestrømme.

Og man kan sagtens forestille sig, at NATO og Milosovic laver en beskidt aftale, hvor Kosova-albanerne bliver sorteper.

Protektorat

Det såkaldte G8-udspil fra de store vestlige lande samt Rusland er et eksempel på, hvordan det kan gå. Udspillet lægger op til, at Kosova formelt forbliver en del af Serbien, men reelt bliver et protektorat under kontrol af en international styrke, mens UCK skal afvæbnes.

Alligevel kæmper UCK nu i NATO´s krig og satser åbent på, at alliancen vil skabe bedre forhold for albanerne.

UCK opstod ellers som en reaktion på vestens ligegyldighed overfor undertrykkelsen i Kosova. Den amerikansk dikterede Dayton-fredsaftale fra 95 opdelte Bosnien mellem de stridende parter, men berørte ikke problemerne i Kosova. I 1989 fratog Milosevic provinsen dens selvstyre og de etniske albanere, som udgjorde 90% af befolkningen, blev udelukket fra jobs i den offentlige sektor.

Dayton-aftalen var et nederlag for den moderate albanske leder Rugova, som havde argumenteret for, at fredelig modstand og apeller til vesten kunne løse problemerne. UCK startede en guerilla-krig og vandt hurtigt opbakning hos især unge, som var trætte af, at Rugova ikke kunne levere en løsning.

Men UCK opgav ikke håbet om støtte fra vesten, tanken var snarere, at de bevæbnede guerilla´er skulle lave så meget ravage i området, at vesten blev tvunget til at forholde sig til Kosova.

I starten så UCK´s strategi ikke ud til at bære frugt, vestlige magthavere stemplede UCK som terrorister.

Men da ustabiliteten på Balkan fortsatte besluttede NATO-landene at fatslå, hvem der bestemte i området, og så sent som i 98 luftede det amerikanske udenrigsministerium muligheden for at bombe både serberne og UCK.

UCK betalte høj pris

Men da UCK, efter først at have sagt nej, til sidst accepterede Rambouillet-aftalen, ændrede NATO attitude. Prisen var høj, UCK måtte opgive bevægelsens hovedkrav, om at Kosovas befolkning fik en bindende folkeafstemning om løsrivelse.

Alene er Kosovas albanske befolkning for svag til at stoppe den nationale undertrykkelse. Derfor har albanerne kun haft to muligheder. Den ene er støtte udefra – i sidste ende fra vestlige magter, som er ligeglade med Kosova-albanerne, og som principielt er modstandere af et selvstændigt Kosova.

Det anden mulighed er, at få opbakning fra den demokratiske serbiske opposition, men den mulighed er udelukket, når UCK er en del af NATO´s krig.

En fredelig løsning på Balkan vil kræve, at serberne accepterer Kosava-albanernes ret til løsrivelse, hvis de ønsker det, og at albanerne samtidig garanterer det serbiske mindretals rettigheder. Men sådan en udvikling er umulig, så længe NATO bomber løs i både Serbien og Kosova.

Derfor må socialister arbejde for at NATO´s krig stopper, og vi kan ikke støtte UCK, så længe bevægelsen i praksis fører krig sammen med de vestlige magthavere.