Natos bombninger på Balkan og deres frygtelige konsekvenser viser, at århundredet slutter som det begyndte: Mærket af krige. Århundredet startede med løfter fra lederne af verdens imperier om fred og fremgang. Men i hvert eneste årti har vi set almindelige mænd og kvinder myrdet, lemlæstet og psykisk nedbrudt som følge af krig, og millioner er døde af virkninger af krig – sygdomme, sult og folkevandringer af flygtninge.

Og hver gang en ny krig er på vej, præsenterer magthaverne deres mål i det mest ædle lys. De siger altid, at deres krig er mod tyranni og ondskab og for demokrati og frihed. Og hver eneste gang er løgne pumpet ud for at maskere, hvad alle krige i virkeligheden handler om – magt, kontrol og magthavernes mulighed for at opdele kloden og få profit.

Kapitalismen er uden sidestykke det mest blodige samfund i historien. Fra starten har kapitalismen affødt krige om kolonier, guld, slaver, olie, opium, billig arbejdskraft og "strategiske fordele". Konkurrencen mellem rivaliserende kapitalister driver dem videre i jagten på profit. Det er ikke nogen fredelig proces. Efterhånden som rivalerne går fallit og kapitalistiske koncerner bliver større, bliver de stadig mere afhængige af at kunne bruge staten og militæret til egen fordel. Og det 20. århundrede har ubestridt været det mest blodige, fordi kapitalismen samtidig med konkurrencen om markeder og ressourcer også har skabt dødbringende våben i et enormt omfang.

Kolonikrig

Første verdenskrig, 1914-1918, var en krig om kolonier. England herskede over en tredjedel af verden, mens Frankrig kontrollerede halvdelen af Afrika og Indokina. Den tyske herskerklasse kom senere med i kapløbet og havde derfor kun få kolonier, men ville gerne have flere.

Den britiske regering vidste, at den kun kunne få folk til at gå i krig, hvis den overbeviste briterne om, at der blev begået frygtelige rædsler mod uskyldige mennesker. Den gjorde alt for at dæmonisere den tyske herskerklasse og dens hær. Der var løgne i pressen, om at tyske soldater i Belgien voldtog nonner og mishandlede børn. En komité af advokater og "historikere" erklærede: "Mord, begær og plyndringer herskede i store dele af Belgien i et omfang, der ikke er set i nogen krig mellem civiliserede nationer gennem de sidste 300 år."

Senere undersøgelser kunne ikke bekræfte en eneste af disse historier.

Skulle ende alle krige

10 millioner døde i 1. verdenskrig. En ny international orden blev erklæret af sejrsmagterne – England, Frankrig og USA. De sagde, at det var en krig, der skulle ende alle krige. Men blot 20 år senere blev verden igen sønderrevet i endnu større omfang af 2. verdenskrig. En massiv krise i 1930'erne skærpede den økonomiske konkurrence mellem stormagterne.

I dag hyldes krigen som en krig mod fascismen i Tyskland. Almindelige soldater blev med fuld ret motiveret af kampen mod Hitler og nazisterne. De så det som en krig for demokrati. Men magthaverne kæmpede for deres egne interesser. Den britiske herskerklasse kæmpede for at bevare det britiske imperium, især i Mellem- og Fjernøsten. USA ønskede at overtage Englands rolle som verdens dominerende magt og at bekæmpe konkurrencen fra Japan. Japans herskere ønskede kolonier i Indonesien, Malaysia og Sydøstasien for at få olieforsyninger. Resultatet var 50 millioner døde.

Afslutningen af 2. verdenskrig indvarslede Koldkrigsperioden. Konkurrencen mellem det daværende Sovjetunionen og Vesten førte til flere krige.

Kun fem år efter 2. verdenskrigs afslutning var der krig i Korea. USA og Sovjetunionen udkæmpede en blodig episode i 'den kolde krig' på bekostning af befolkningerne i Nord- og Sydkorea. USA brugte tæppebombing og napalm i Korea, og 100.000 børn blev efterladt forældreløse.

Koreakrigen blev efterfulgt af Vietnamkrigen. USA sagde, at det var en krig mod diktatur og for demokrati og civilisation. I "civilisationens" navn smed USA flere bomber over Vietnam, end man havde smidt under hele 2. verdenskrig. USA væltede bomber ned over vietnamesiske civile og sprøjtede napalm over marker og landsbyer. Én million døde i Vietnam. Yderligere en million døde, da USA udvidede bombningerne til Cambodia. Omkring 55.000 amerikanske soldater mistede livet.

Ved afslutningen af 'den kolde krig' blev vi igen lovet fremgang og fred. Men kun et år efter blev Saddam Hussein proklameret som den "ny Hitler". Pressen fyldte os med historier om, hvordan Saddams hær voldtog stewardesser i Kuwait og rev babyer ud af kuvøser på et hospital. Senere blev det afsløret, at de alle historierne var løgn. Der døde børn – men det var på grund af de allierede bombetogter, og der dør stadig børn som følge af sanktionerne.

Løgne retfærdiggør drab

Dette århundrede har set gentagelser af en frygtelig cyklus: Der bliver udspredt løgne for at retfærdiggøre drabene. Få år senere er det svært at finde nogen, der vil forsvare myrderierne. I dag siger mange politikere, historikere og militærpersoner, at 1. verdenskrig var meningsløs.

Mange siger nu, at Golfkrigen i 1991 var en krig om olie. Men mens krigen foregik oppiskede regering og presse et krigshysteri og fordømte enhver, som gik imod disse krige.

Kapitalisme skaber krig. Men den skaber også modstand mod krig. Modstanden mod Vietnamkrigen i 1960'erne var med til at radikalisere en hel generation. I dag må vi gøre alt, hvad vi kan, for at gå imod Natos krig på Balkan. Men vi må også kæde det sammen med modstanden mod det system, der skaber krig, og med kampen for en bedre verden, der kan afskaffe krig for altid.