Overenskomst 99 for det offentlige område rejser spørgsmålet om, hvordan de offentlige lønmodtagere skal organisere sig for på den ene side at støtte hinanden, og på den anden side undgå at ethvert forsøg på at undsige finansministerens stramme styring bliver udlagt som usolidarisk med de andre grupper i fællesskabet.

Det er denne situation både sygeplejersker, gymnasielærere og jordemødre står i. Skolelærernes problem er lidt anderledes. Det handler om, hvor meget de skal arbejde mere for at forhindre, at 100.000 ekstra elever de kommende år kommer til at belaste budgetterne yderligere. Deres situation adskiller sig også ved at dårligt forarbejde fra ledelsen i Danmarks lærerforening betyder, at deres konflikt kan blive lagt i sommerferien, hvor de fleste jo har lavet andre planer, og kamplysten derfor er til at overse.

Pampernes foræderi

Sygeplejerskerne og jordmødrene er begge medlemmer af det kommunale fællesskab KTO, og gymnasielærerne er med i Akademikernes centralorganisation (AC). Sygeplejersker og jordmødrene har mulighed for at konflikte; men er blevet undsagt af formanden for KTO, Poul Winckler. Han har direkte opfordret arbejdsgiverne til at smække låget på pengekisten i, for ikke at belønne nej sigerne og straffe ja sigerne, som han direkte udtrykker det. Det er ikke første gang, Winkler taler arbejdsgivernes sag, på trods af han er betalt for det modsatte. Ifølge Winckler er en yderligere lønstigning til sygeplejerskerne usolidarisk med de andre offentlige grupper, der har stemt ja til deres overenskomster. Logikken er i virkeligheden omvendt.

Hvis sygeplejerskerne er i stand til at hive flere kroner hjem, vil det med garanti give andre grupper blod på tanden til at udfordre Lykketofts snævre økonomiske rammer. Og det er jo nok også Winklers reelle bekymring. Hans funktion som topforhandler er ikke, at sikre medlemmerne de bedst mulige vilkår, men at sikre sig at arbejdsgiverne har tiltro til, at han kan holde oprørske arbejdergrupper i skak. Samtidig fremstiller han resultatet som en vældig sejr for arbejderbevægelsen.

Gymnasielærerne har stemt sin overenskomst massivt ned. 96% har stemt nej og med en stemmedeltagelse på 88% må modstanden siges at være meget markant. Alligevel bliver overenskomsten gennemtrumfet af Amtsrådsforeningen og AC, som rent fagretsligt kan kræve gymnasielærerne idømt bål og brand, hvis de vælger at aktionere imod forliget.

Og her ligger problemets kerne. De offentlige fagforeninger er gået sammen i deres fællesskaber for at kunne stå stærkere overfor deres fælles modstander, som hvad enten det er stat, kommune eller amt, i sidste ende styres af finansministeren. Det kan være meget svært som isoleret gruppe at vinde en konflikt. Sporene fra 1981, hvor socialrådgiverne efter 149 dages strejke måtte kapitulere, skræmmer stadig en del.

Alligevel er det de store fællesskaber, der i dag forhindrer, at der overhovedet stilles spørgsmålstegn ved den ramme, arbejdsgiverne har udstukket.

Aktivitet på gulvplan

For at få forhandlerne til at byde ministeren trods skal de presses. Og den bedste måde at presse vores forhandlere på er gennem aktivitet på gulvplan. Gymnasielærerne er indtil nu dem, der har været længst fremme med mange forskellige aktionsformer. Der har bl.a. været arbejdsnedlæggelser, deponering af elevernes årskarakterer og arbejde- efter-reglerne-aktioner. På Slagelse gymnasium har samtlige lærere enkeltvis bedt rektor om en udtalelse til brug ved jobsøgning. Det er tydeligt, at "Nu er det nok" bevægelsens støtte til og aktioner for gymnasielærerne har inspireret lærerne til selv at gå i aktion.

Problemet er bare, at de er for sent ude. Eksamen står for døren, og de fleste lærere er så pligtopfyldende overfor eleverne, at de har valgt ikke at aktionere under eksamen. Men det betyder ikke, at slaget er tabt. Den gulvplansorganisering og det netværk, der er blevet dannet af gymnasielærere, kan vise sig meget nyttigt. På et tidspunkt skal der samles støtte til kampen mod konkret at få elev nr. 29 i klasserne. Lærerne bør udvise aktiv solidaritet med gymnasieelevernes aktioner i "Nu er det nok". Hvis de samtidig aftaler kollektive støtteaktioner og arbejdsnedlæggelser, når konflikten opstår, er det langtfra sikkert amterne vinder det slagsmål.

Risikoen ved at stå alene udenfor AC må opvejes mod bagdelene ved gang på gang at få trukket en elendig overenskomst ned over hovedet. Der er andre måder at sikre sig opbakning på end ved at være medlem af en centralorganisation. Den bedste måde er ved selv at vise solidaritet med andre grupper, der slås. Gymnasielærerne kunne starte med at støtte skolelærernes kamp mod dårligere vilkår for deres forberedelse. Når så gymnasielærerne skal til at slås mod elev nr. 29 kunne skolelærerne bakke gymnasielærerne op. Der er ingen automatik i denne strategi, men den er utrolig effektiv. Det kræver at man styrker egne netværk og begynder at samarbejde med beslægtede grupper, ikke kun på forbundsniveau, men allervigtigst på arbejdsplads og tillidsmandsniveau.