Det som i dag hedder EU, startede med Romtraktaten i 1957. Det bestod af Frankrig, Italien, Vesttyskland, Holland, Belgien og Luxemburg og blev i daglig tale kaldt Fællesmarkedet eller EF.

EF var en toldunion, som betød, at landene kunne handle indbyrdes uden told, men beskyttet udefra af en høj toldmur. Da Europa skulle bygges op efter 2. verdenskrig, var det nødvendigt for kapitalisterne at bevise, at deres system var det bedste. Derfor lå der også allerede i Romtraktaten et perspektiv om, at udvikle de nødvendige politiske redskaber til at sikre det. Fællesmarkedet var, sammen med Marshall-hjælpen fra USA, med til at give kapitalismen en god start i Europa.

Fællesmarkedet blev i 1972 udvidet,i Danmark viste en folkeafstemning et snævert flertal for JA.

For at få et fælles marked til at fungere optimalt, opbygges også en fælles valuta – med aftalte stabile valutakurser – også kaldet EMS. Den økonomiske krise bider sig fast og inflation, devalueringer mv. gør det svært at styre en fælles stabil valuta.

I midten af 80èrne gennemføres så det indre marked. Med det indre marked måtte de svage virksomheder bukke under og tilbage blev de stærke, som derefter udgjorde en stærkere økonomiske enhed, der gjorde EF istand til at konkurrere med USA og Japan. EF's mange fonde, som gav tilskud til landbrug, forskning osv understregede blot denne tendens.

Maastricht-traktaten, blev vedtaget på et topmøde i starten af 1992. Maastricht-traktaten skal udmøntes konkret over en årrække. Men det ligger fast, at Den Europæiske Union = EU er et indre marked på ca 350 mill mennesker. Den økonomiske, monitære union ØMU'en bliver en realitet i form af en fælles mønt, Euro´en, og Den Europæisk Centralbank.

Det skal også være en politisk union, hvor flertallet bestemmer den økonomiske politik, og udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Før havde hvert land teoretisk en vetoret. Vestunionen bliver EU's militære arm, med ret til militære aktioner overalt i verden.

EU skal have fælles arbejdsmarkedspolitik, socialpolitik, uddannelsespolitik, miljøpolitik, asyl/indvandrer politik, politisamarbejde og retsligt samarbejde.

I Maastricht-traktaten ligger alt, hvad man behøver for at oprette en stat – bortset fra folks opbakning.

Ved folkeafstemningen i Danmark i juni 1992 blev Maastricht-traktaten forkastet. Det gav genlyd overalt i Europa, og det var med til at synliggøre den skepsis og modstand, som almindelige mennesker har overfor den Europæiske Union. Men i Danmark fik vi lov til at stemme om stort set den samme traktat året efter den 18. maj 1993 – den hed nu Edinburgh-aftalen og indeholdt de 4 danske forbehold. Den blev vedtaget på SF's anbefaling.

Amsterdamtraktaten, som vi stemte om i 1998, var endnu et skridt på vejen mod en fuldt udbygget Europæiske Union.

Fra Romtraktaten til Amsterdamtraktaten har det været de toneangivende europæiske kapitalister, der har stillet kravene og især borgerlige og socialdemokratiske politikere, som har arbejdet for at gennemføre den Europæiske Union.

Socialdemokratierne har især kæmpet for Maastricht-traktaten og den politiske union for at have et redskab til at styre erhvervslivet og dermed tage hensyn til miljøet, arbejdsløsheden og menneskerettighederne. Men også mange socialister, der tidligere var modstandere af EU, er i dag positive om end kritiske overfor EU.

I de sidste 2 år har næsten alle EU lande være ledet af socialdemokratiske regeringer.

Mest kendt er nok den forhenværende tyske finansminister, Oscar Lafontaines forsøg på at sætte sig op mod markedskræfternes logik. Men Den europæiske Centralbank ville ikke lade sige dirigere af politikerne, og Lafontaine valgte at gå af.

EU er ikke til gavn for almindelige mennesker i Europa. Det er den herskende elites projekt. Derfor er socialister imod EU.