Vi har alle lært, at Danmark er et demokrati, men det er forkert, hvis vi tager udgangspunkt i, at det græske ord betyder "folkestyre".

For den danske styreform sikrer ikke flertallet af befolkningen en afgørende indflydelse på, hvad der forgår i samfundet.

Årsagen er, at de valgte politikere i folketing og byråd ikke har magt over samfundets vigtigste beslutninger. Danmark har haft en høj arbejdsløshed siden 1973, selvom et massivt flertal af folketingspolitikerne har sagt, at de er modstandere af arbejdsløshed. Men det er ikke politikerne, som beslutter om virksomhederne skal fyre eller ansætte folk.

Det er få hundrede mennesker, som går igen i de store koncerner og selskabers bestyrelser, som tager de afgørende økonomiske beslutninger om virksomhedernes investeringer. Og de beslutninger lægger rammerne for, hvilke beslutninger politikerne overhovedet kan tage. For eksempel udgør værdien af de centrale aktier i A.P Møller – koncernen alene 20% af det samlede danske aktiemarked. Så hvis blot en mand, Mærsk-McKinney Møller, flyttede sine værdier til udlandet ville det danske aktiemarked krakke, og samfundsøkonomien ryste.

Industriens succes

De økonomiske magthavere er ikke bange for at bruge deres udenomsparlamentariske magt. Industrien har krævet en lavere erhvervsbeskatning, hvis de ikke skulle flytte produktion til udlandet, og det har de fået. Siden 1986 er selskabsskatten faldet fra 50% til 32% af det skattepligtige overskud.

Dansk Industri har også ført en kampagne for at få forkortet dagpengeperioderne, og i dag kan arbejdsløse kun få dagpenge i fire år mod syv år for bare få år siden.

Den økonomiske elites beslutninger er hverken styret af ondskab eller hensyn til, hvad der godt for Danmark. De ser på, hvor de kan tjene flest penge på markedet. Hvis de kan tjene flere penge på våben, reklamer eller spekulation, end på at opfylde almindelige menneskers behov, ja så gør de det.

Men markedets tvang fratager ikke pengemændene for ansvar. De forsvarer med næb og klør et markedsøkonomisk system, som ikke kan forenes med et reelt demokrati, hvor befolkningen planlægger produktionen af varer og tjenesteydelser efter deres egne behov. Og det er ikke underligt, når systemet giver dem økonomiske privilegier, som den øvrige befolkning dårligt har fantasi til at drømme om.

I det daglige er det ikke engang de folkevalgte politikere, som udfylder de rammer, den økonomiske elite sætter for samfundsudviklingen. Det er topembeds-mænd, som kører statsapparatet, og politikernes reelle kontrol med, hvad der forgår er ringe. For eksempel gav topembedsmænd først i 90erne Sparbank Nord et ulovligt skattefradrag for at overtage den krakkede Himmerlandsbank. Skandalen kostede dengang skatteminister Ole Stavad hans post, selvom en senere undersøgelse viste, at han var blevet misinformeret.

Hvis polikere kommer i konflikt med topembedsmændene holder de sjældent længe. Selv Venstres nuværende leder Anders Fogh Rasmusen fik ørerne i maskinen, da han som skatteminister i den borgerlige regering begyndte at uddele fyresedler i ministeriet. Pressen modtog oplysninger om, at han havde ansvaret for kreativ bogføring i skatteministeriet, og Anders Fogh måtte forlade sin post.

VIP-loger

Når det gælder statspparatets rygrad er situationen endnu værre. De talrige hvidvasknings-rapporter efter 18. maj urolighederne på Nørrebro og den nuværende PET-skandale viser, at demokratisk kontrol med justitsministeriet er en illusion.

De økonomiske magthavere og topembedmændene har ikke blot det til fælles, at de har meget magt, høje indtægter og ikke er valgt demokratisk. De mødes også for at udveksle synspunkter, erfaring og viden bla. i Dansk Selskab for Virksomhedsledelse, som består af topchefer fra den offentlige og private sektor opdelt i over 50 grupper. VL-gruppernes sammensætning er hemmelig, men blev afsløret i 97. For eksempel sad Nationalbankens direktør, stats- og finansministeriets departmentchefer og en viceadmiral fra Forsvarskommandoen i gruppe med repræsentamnter for bla. Den Danske Bank, Novo Nordisk, Carlsberg og Danisco.

Mange af magthaverne har ben i både den private og offentlige sektor. Et eksempel er forsvarsministeriets tidligere departementschef Michael Christiansen som både er direktør for Det Kongelige Teater, bestyrelsesformand i Lauritzen-koncernen (ejer bla. DFDS) og har poster i Øresundsforbindelsen.

Dette lag af højlønnede bureaukrater kontrollerer de store private og offentlige virksomheder samt statsapparatet. De er en herskende klasse som kan sætte deres vilje igennem, hvis almindelige mennesker ikke bruger deres udenomsparlamentariske magt. Intet tyder på at de herskende vil afgive deres magt og privilegier, hvis et folketingsflertal beslutter at indføre et andet samfundssystem, for magthaverne kan bruge deres kontrol med økonomi, politi og militær til at forhindre, at det sker.

Reelt demokrati

Men almindelige lønmodtagere udgør 80-90% af befolkningen, producerer alle varer og tjenestydelser og kan derfor lamme samfundet. Den magt har arbejderbevægelsen gennem tiderne brugt til at gennemtvinge de reformer, som har forbedret flertallets levevilkår. Den magt kan arbejderne også bruge til at afskaffe de nuværende magtstrukturer, indføre et reelt demokrati og sætte samfundsmaskinen i gang for vores deres egne mål.