Valget til EU-parlamentet viste, at modstanden mod EU stadig er stor. Modstanderlisterne fastholdt tilsammen deres mandater, selvom de tidligt i valgkampen var blevet spået en voldsom tilbagegang, og SF fik valgt EU-skeptikeren Pernille Framm fra partiets venstrefløj.

Desværre fik Dansk Folkeparti valgt den fremmedfjendske overløber fra Socialdemokratiet, Mogens Camre, men vi kan da glæde os over, at partiets tilslutning i procent faldt i forhold til folketingsvalget.

Socialdemokratiet fik igen under 20% af stemmerne ved et EU-valg. Mange socialdemokratiske vælgere er fortsat uenige i partiets EU-politik, og skuffelsen over de brudte efterlønsløfter har sikker også fået en til at blive i sofaen .

Men den lave stemmeprocent viste først og fremmest, at mange føler både lede og ligegyldighed overfor hele EU-projektet, og det er jo meget naturligt, når man ser, hvad der foregår på de bonede gulve.

Stemmeprocenten faldt også i næsten alle andre EU-lande; et tegn på at EU ikke er almindelige menneskers, men magthavernes projekt – folkelig begejstring for EU findes simpelthen ikke. Men de lave stemmeprocenter er også udtryk for utilfredshed med de socialdemokratiske regeringers højredrejning i flere lande. Engelske Blair og tyske Schröder offentliggjorde kort før valget et fælles højresocialdemokratisk manifest og deres vælgere svarede ved at blive hjemme. Det betød, at de konservative partier vandt valgene, selvom de fik færre stemmer end ved sidste parlamentvalg.