NATO's bombninger af Jugoslavien har ødelagt landet totalt. Infrastrukturen er totalskadet, industrien ligger i ruiner og el- og vandforsyningen er nede på 10% af, hvad den var før krigen. Arbejdsløsheden er ekstremt høj, og i Kosovo er hvert andet hus ødelagt.

Det er ikke ligefrem en basis, der giver grobund for opbyggelse af en ordentlig tilværelse for flygtningene, når de vender hjem fra deres livs mareridt.

Og de, der har forårsaget ødelæggelserne, lægger ikke den store vilje til at hjælpe med genopbygningen for dagen. NATO-landene vil give 75 mia. kr., på trods af at det vil koste 700 mia. kr. at få Jugoslavien på fode igen.

De ønsker at betale så lidt som overhovedet muligt, selvom der ikke var problemer med at finde milliarder og atter milliarder af dollars til krigsmateriel.

Og udover at have skabt en menneskelig katastrofe af dimensioner, så har NATO med sine bombninger også ødelagt miljøet på Balkan i en sådan grad, at det vil kunne mærkes i flere generationer. Bombninger af olieraffinaderier og kemisk industri har ført til en omfattende forurening af Donau-floden, hvorfra omkring ti millioner serbere får deres drikkevand.

Desuden er Donau Europas længste flod, og da den løber igennem hele sydøsteuropa, vil hele dette område blive ramt af forureningen med bl.a. det dødsensfarlige dioxin.

Og som om det ikke var slemt nok, så har NATO også gjort brug af våben, som indeholder radioaktiv uran.

Og hvad det kan få af konsekvenser kan man se, ved at kigge på hvordan, det er gået i Irak efter, at de blev brugt i Golfkrigen; der har man oplevet en stærk stigning i antallet af leukæmi- og kræfttilfælde, ligesom antallet af misdannede nyfødte børn er steget kraftigt – især i det sydlige Irak, hvor det meste af krigen blev udkæmpet.