Krig er grusom. Mennesker slår hinanden ihjel på de mest bestialske måder. Børn bliver forældreløse, hvis ikke de selv bliver dræbt. Krigens parter finder på den ene grusomhed efter den anden, som de kan pådrage modparten.

Krigen på Balkan er det seneste eksempel på en forfærdelig krig, hvor serbisk militær ud fra nogle forrykte ideer har lavet etnisk udrensning af kosova-albanere, de har nedbrændt landsbyer, lavet massakre m.m.

Men Nato har ikke været et hak bedre. Natos såkaldte præcissionsomber har udraderet ikke kun militær strategiske mål, men også sygehuse, flygtningetransporter, kemiske fabrikker, boligområder, infrastruktur m.v.

Når man overværer den slags igennem medierne, bliver man frustreret og vred. Ikke kun på Milosovic eller Nato, men også på den pilot som lader bomberne falde, eller på soldaten som trykker på aftrækkeren.

Hvorfor gør de det, er mennesket virkeligt så koldt og grusomt? Først og fremmest skal man passe på med at bruge begrebet "menneskets natur", især som var det noget givent, udenfor menneskets kontrol.

Ofte hører vi argumenter som, at mennesket dybest set er egoistisk, og derfor kan socialismen ikke fungere. I krigstider hører vi om de onde serbere, og at krig er uundgåeligt, og derfor må vi bruge en masse penge på militært isenkram.

Som socialister mener vi bestemt ikke, at mennesket af natur er koldt og grusomt. Tværtimod, grundlæggende er mennesket socialt, men menneskets opførsel afgøres af de materielle omstændigheder, som det lever i.

Derfor krig

Hvorfor lykkes det så igen og igen at få arbejderklassen til at kæmpe mod hinanden i krig?

Under kapitalismen har vi rigeligt med goder, der er en overproduktion af næsten alt, og mange ressourcer bliver misbrugt til at producere våben og skabe profitter til de rige. Problemet er bare, at goderne er ekstremt dårligt fordelt.

En ny opgørelse over rigdommene viser, at de 200 rigeste mennesker på Jorden har fordoblet deres formue på knap 10 år mens stadig flere lever i fattigdom.

Hvis man vil have anpart i velstanden, må man kæmpe en kamp, som næsten altid er på bekostning af andre. Får man et job, er det næsten altid fordi, andre ikke fik det. Har man mad på bordet, er det fordi man fik det job. Hvis man skal have en høj levestandard betalt af en dårlig løn, er det, man køber, produceret af mennesker, som får en endnu dårligere løn.

Hele tiden lærer man, at hvis man vil overleve under kapitalismen, skal man bruge albuerne og kæmpe sig op. Det gælder det enkelte individ men også virskomheder og magthavere.

Afskaf kapitalisme – afskaf krig

Sådan behøver det ikke at være. Hvis man afskaffede kapitalismen, afskaffede konkurrencen som drivkraften og i stedet producerede efter behov. Alles behov. Hvis vi tog kontrollen over eget liv og arbejde, ville der slet ikke være nogen grund til at gøre noget på andres bekostning.

Alle mennesker kunne få dækket deres behov, og få mulighed for at udnytte deres evner. Krigens grusomhed kan altså ikke betegnes som menneskets natur, set som en given tilstand. Mennesket ændrer sig efter de leveforhold de har, og får alle dækket deres behov, er der ingen grund til at gå i krig, og dermed ophører også grusomhederne.