Danmark indtog i sidste måned en beskæmmende førsteplads i Europa – nemlig i andelen af indbyggere, der støttede Natos bombardementer af Jugoslavien.

To tredjedele støttede bomberegnen over Jugoslavien.

Men for langt de fleste var støtten et udtryk for, at der tilsyneladende ikke var andre løsninger på de omfattende etniske udrensninger af kosovo-albanerne – ikke fordi de var særligt blodtørstige.

Ikke ud af starthullerne

Holdningen til Natos bombardementer kunne have været ændret, hvis der havde været en stærk anti-krigsbevægelse, som kunne have peget på, at der var et alternativ fra neden. Nemlig et oprør i befolkningen på Balkan mod de nationalistiske ledere og en støtte til kosova-albanernes ret til national selvbestemmelse.

Men en sådan bevægelse kom aldrig ud af starthullerne.

De spæde forsøg, der blev gjort, viste, at den venstrefløj, som kunne have taget initiativet til en bredere bevægelse, var alt for eftergivende overfor den mediepropaganda, der fulgte med krigen.

SF tøvende

SF vaklede på spørgsmålet om hvem, der var den største skurk: Milosevic eller Nato. Aktuelt kunne citere SFs formand Holger K. Nielsen for at sige, at Nato ikke skulle stoppe bombardementerne, før Milosevic havde underskrevet en aftale om at stoppe for de etniske udrensninger:

– Jeg har hele tiden været imod bombardementerne. Men nu er de jo i gang. Og det giver jo ikke meget mening bare at stoppe dem, for at Milosevic kan fortsætte.

– Nato skal ikke bare stoppe ud i den blå luft. Der skal være en aftale, lød det fra SF's formand.

Problemet er, at Holger K. Nielsen ikke ser, at eskaleringen af de etniske udrensninger netop var Milosevic' svar på Natos bomber, og at eskaleringen kun kunne lade sig gøre, fordi Natos bombardementer havde øget opbakningen bag Milosevic og gjort det så godt som umuligt for oppositionen i Serbien at tage til genmæle.

Ikke aktivistforum

Enhedslisten holdt gennem hele krigen fast i kravet om et ensidigt stop for Natobombningerne. Men i deres arbejde i de komiteer, der skulle have organiseret krigsmodstanden, anså Enhedslisten det alligevel for vigtigere at tage et politisk slagsmål med resterne af den stalinistiske venstrefløj end at opbygge et aktivistisk forum, hvor også uorganiserede krigsmodstandere kunne være med. Stalinisterne i antikrigskomiteerne benægtede pure enhver kritik af Milosevic' regime. Deres mangeårige binding til den herskende klasse i Rusland fik dem til at se den russisk-serbiske akse som pletfri og uden skyld i hele konflikten. Derudover nægtede de at arbejde for kravet om, at Danmark skulle åbne grænserne for flygtninge fra Kosovo.

Disse holdninger kunne selvfølgelig gå hen og blive en tikkende bombe under antikrigsbevægelsens troværdighed. Men troværdigheden kom aldrig på prøve, fordi komiteerne endte i ufrugtbare parolediskussioner i stedet for at samle krigsmodstanderne.

FN er ikke en løsning

Det andet store problem i venstrefløjens holdning til krigen var det rystende svage bud på en alternativ løsning.

Både SF og Enhedslisten pegede på, at FN-tropper skulle indsættes i Kosovo, og at fredsforhandlinger skulle ske i FN-regi. Keld Albrechtsen, folketingsmedlem for Enhedslisten, skrev bl.a., at:

– Med Natos nye 'strategiske koncept' indføres et globalt korps, der uden at spørge FN om lov har tildelt sig selv retten til at myrde løs i suveræne stater, såfremt bare nogle af de 19 lande mener, at deres interesser bliver gået for nær. FNs konfliktløsning erstattes nu med Natos tæskehold.

Forskellen på "FNs konfliktløsning" og "Natos koncept" er imidlertid ikke så ligetil at få øje på, hvis man sammenligninger FNs krig i Golfen i 1991 og Natos krig mod Jugoslavien i dag. For ofrene for bomberne er det uden betydning, om FN er blevet spurgt om lov.

FN er ikke hævet over stormagtsinteresserne. Tværtimod sidder verdens fem største imperialistiske lande i den permanente del af FNs sikkerhedsråd. Så en FN-løsning ville være en løsning på stormagternes betingelser og ikke til fordel for befolkningen på Balkan.

Næste gang

Vi har lært af anti-krigsarbejdet, at næste gang NATO, FN eller USA begynder en krig, er det vigtigt helt fra starten at opbygge et aktivistforum også selvom resten af venstrefløjen ikke vil være med eller ikke tror på at det kan lade sig gøre at opbygge et sådant forum.

Samtidig er det vigtig at trække politiske diskussioner ind i et sådant forum, så alternativet til magthavernes løsninger via FN, OSCE eller andet bliver tydeligt, så de mange der umiddelbart er imod krigen, er imod USA og Europas nye herredømme får noget politik at tænke og handle ud fra.