For 15 år siden var det utænkeligt, at offentlige opgaver skulle udføres af private. Men der er sket meget siden. For det første har den massive liberalistiske propaganda sat sine spor. Det er i dag politisk legalt, at snakke om privatisering, udlicitering, sponsorering, offentlig konkurrence osv. Alle parlamentariske partier er påvirket eller direkte styret af denne ideologi.

For det andet er den offentlige økonomi presset, fordi der skal bruges stadig flere penge til erhvervslivet og skattefordele for de rige. Alle offentlige serviceydelser er under pres. De skal spare penge hvert eneste år.

Det betyder, at hverken serviceniveau eller tålelige arbejdsforhold for de ansatte kan fastholdes, hvis besparelseskravet skal holdes. Den logik accepterer alle politiske partier, desværre også Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten. Og når de yderste muligheder for besparelser er opbrugt, så griber man til udlicitering. Så serviceforrringelser på de ansattes og brugernes bekostning kan fortsætte.

Eksemplerne på konsekvensen af udlicitering er skræmmende.

Buschaufførerne er så pressede og stressede, at tissepauser, venlige svar og hensyn til passagererne er udelukket.

På sygehusene har udliciteringen af rengøringen, medført benhårde arbejdsforhold under kommando af Jysk Rengøring og møgbeskidte hospitaler.

Modstand på gulvplan

Det ved alle ude på gulvet. Derfor er modstanden mod udlicitering enormt stor i fagbevægelsens menige rækker. Vi vil ikke have smadret løn- og arbejdsforhold blot for at nogle kapitalister skal score profit. Vi vil heller ikke have demonteret og forringet den velfærdsstat vi har bidraget til med vores skattekroner og arbejde.

Modstanden er så stor, at Socialdemokratiet og SF måtte afstå fra den fulde liberalisering af deres politik, og enhver fagforeningspamper får læst teksten af medlemmer, hvis de ikke er faste i kødet over for udlicitering.

Kamp og protester mod udlicitering er derfor også en ideologisk kamp mod liberalisme og tanken om, at vi alene skal bære krisens byrder.