En god uges tid inde i sygeplejerskenes overenskomstmæssige strejke greb den socialdemokratisk ledede regering ind og ophøjede det forkastede forlig til lov.

Senere har lærerne med et meget snævert flertal stemt JA til et forhandlingsresultat med mikroskopiske forbedringer af forberedelsestiden, i forhold til det forkastede forslag.

Forårets begivenheder på det offentlige arbejdsmarked har afledet diskussioner, som er ligeså gamle som arbejdsmarkedet.

Diverse arbejdsmarkedsforskere og andet godtfolk har bombarderet befolkningen foran TV-skærmene med lignelser om, at strejkevåbenet er forældet i det moderne samfund og at det i hver fald ikke kan bruges af offentlige ansatte. I stedet skal konflikter løses på anden måde. Denne gang har også nogle af de frustrerede sygeplersker meldt sig i koret og erklæret strejkeretten for død.

Hvordan ser det så ud i virkeligheden?

Umiddelbart kan det kostateres, at retten til at strejke under overenskomstforhandlingerne ikke er afskaffet hverken ved lov eller ved ophævelse af hovedaftalen.

Strejke er klassekamp

"Men vi kan jo ikke bruge strejkeretten i praksis" udtaler sygeplejersken med fortvivlelse i stemmen. En strejke er klassekamp, og klassekamp er et spørgsmål om styrke- og organisering.

Enhver strejke er ifølge Marx “en skole i kommunisme". Uanset hvor lille eller ubetydelig en strejke synes, er den en udfordring af det bestående samfund. Derfor vil den herskende klasse med alle midler slå ned på strejker og forhindre effektive strejker ved at kriminalisere disse, enten juridisk eller moralsk.

Love og regler ikke uafhængige af samfundet, men et produkt af den måde samfundet distribuerer og producerer goderne på. Således er love og regler under kapitalismen til for at beskytte og opretholde kapitalismen. Det er faktisk forbudt juridisk og moralsk at ville bryde med kapitalismen.

Spørgsmålet er så, om man skal føje eller trodse kapitalismen. Og det er et spørgsmål om styrke. For selvfølgelig kan sygeplejersker og andre offentlige ansatte strejke, også efter et lovindgreb.

Men det kræver andet og mere end stort iscenesatte sørgeoptog. Det kræver, at man har styrken og en organisering til at modstå den herskende klasses modangreb, og at man udbreder og generaliserer kampen. Sygeplejerskerne er ikke den eneste offentlige faggruppe, der har et løneftersløb.

Folkeskole-og gymnasielærerne har været utilfredse med forringelser i forberedelsestiden

Skal disse og andre offentlige faggrupper vinde arbejdskampene, gælder det om at samle alle offentlige ansatte i fælles kamp for bedre løn- og arbejdsvilkår og mod nedskæringer i velfærdsstaten.

Sådanne initiativer kommer IKKE fra KTO med højresocialdemokraten Poul Winckler i spidsen, men skal komme fra gulvplanet.

Det lyder meget let, hvorfor er det så ikke sket?

Der mangler bevidste elementer på arbejdspladserne, arbejdere som er bevidste om mulighederne og har visioner om, at det kan være anderledes. Vi skal være flere socialister på arbejdspladerne, organiserede socialister, der vil kæmpe for et alternativ til kapitalismens barbari.