ANC´s sejr ved det sydafrikanske valg vil næppe føre til forbedringer for det store flertal af landets sorte befolkning.

De seneste fem års ANC-styre har ikke for alvor forbedret de sortes levevilkår og alt tyder på, at Mandelas arvtager, den nye præsident Thabo Mbeki vil fortsætte regeringens økonomiske politik. Så Sydafrikas sorte arbejderklasse må selv slås for bedre forhold, de får intet forærende af ANC.

Afskaffelsen af apartheid i 1994 var en sejr. Valget af Mandela symboliserede, at de sorte ikke længere var udelukket fra den politiske proces, og de forhadte race- og paslove, som gjorde de sorte til 2. klasses borgere uden rettigheder, blev afskaffet. Men den økonomiske ulighed mellem sorte og hvide er i dag lige så dominerende som under apartheid.

I gennemsnit tjener en hvid sydafrikaner 10 gange så meget som en sort, og mens de hvide har en arbejdsløshedprocent på 4, er de sortes på 42.

Hele 65% af de sorte lever i fattigdom, tallet for de hvide er under en procent. De hvide ejer 87% af jorden, sorte, farvede og indere ejer til sammen de sidste 13%.

Fattigdommen medfører en voldsom kriminalitet, som går mest udover de fattige, for de rige barrikaderer sig i stærkt bevogtede kvarterer. Hvert år bliver ca. 26.000 mennesker myrdet, det er fire gange så mange som i USA, når man tager højde for befolkningstallet.

AIDS eksploderet

De sortes usle forhold betyder også, at en sygdom som AIDS er eksploderet, for det er svært at køre kondomkampagner, når en tredjedel af de sorte har så få penge, at de går sultne i seng. Så i dag er 25% af de sorte gravide kvinder smittet med HIV.

De sortes fattigdom er paradoksal, for Sydafrika er et rigt land med en udviklet industri og store mineralforekomster, bla. guld og diamanter.

Uligheden stammer tilbage fra apartheidsystemet, som var centralt for opbygningen af den sydafrikanske kapitalisme. Systemet byggede på, at de sorte knoklede til usle lønninger i Sydafrikas industri, landbrug og miner, og indtil de sortes fagforeninger i 80'erne fik vind i sejlene, havde sorte arbejdere overhovedet ingen rettigheder.

En stor del af industrien og minerne var og er ejet af store multinationale selskaber, som tjente godt på den billige arbejdskraft.

Pengemændene støttede sig til de hvide, som udgør 13% af befolkningen. På arbejdspladserne var de hvide lønmodtagere et højtlønnet og priviligeret mindretal, som ofte arbejdede i overordnede funktioner.

Til gengæld for deres privilegier udgjorde de hvide rygraden i Sydafrikas militær og politi, som sikrede udbytningen af de sorte. Derfor bygger den sydafrikanske kapitalisme på billig sort arbejdskraft og økonomisk ulighed mellem sorte og hvide.

Det har fem års ANC-styre ikke ændret på, for ANC's ledere vil ikke afskaffe kapitalismen, de vil blot være med til at administrere den. Og når ANC ikke angriber erhvervslivets og de hvides priviligier, kan de ikke skaffe penge til at forbedre levestandarden for det store flertal af de sorte, som udgør 76% af befolkningen. I stedet er der opstået en lille sort elite, som har det samme forhold til deres sorte ansatte, som de hvide og de multinationale selskaber. For eksempel overtog Mzi Khumalo, som sad fængslet på Robben Island med Mandela, sidste år mineselskabet JCI og forklarede ved den lejlighed, at "Jeg har talt med fagforeningerne her og gjort det klart, at vi er her for at drive forretning. Jeg går ikke ind for noget af det der broderskabspræk."

Mbeki styret længe

Selvom Thabo Mbeki først blev præsident i juni, har han reelt styret regeringens politik længe. Som vicepræsident har han været ANC´s stærke mand, mens den 80-årige Mandela mest har fungeret som nationalt symbol. Og Mbeki har stået for en stram, liberal økonomisk politik, som har gjort Sydafrika til en af den internationale valutafond, IMF´s kæledægger.

Regeringens sidste finanslov betød nedskæringer på uddannelses- og sundhedsområdet, mens erhvervslivet og de rige fik skattelettelser.

Så selv om Mbeki og ANC i valgkampen lovede “omfordeling" og “hurtigere forandringer", så er det ikke sandsynligt, at regeringen vil levere den lovede vare.

ANC fik ellers 66% af stemmerne ved valget og mangler kun en stemme i parlamentet for at have det to-tredjedelesflertal, som skal til for at ændre forfatningen, og den stemme har ANC fået lovning på fra en mindre gruppe i parlamentet. Men Mbeki har flere gange erklæret, at han ikke vil ændre forfatningen.

Opbakningen til ANC er et udtryk for, at de sorte ønsker forandring, og at de fleste samtidig har svært ved at se et alternativ til partiet. Men utilfredsheden med regeringens politik vokser.

I 94 viste en opinionsundersøgelse, at 75% af befolkningen mente, at ANC-regeringen “bevægede sig i den rigtige retning". I dag er tallet kun 43%. Samtidig har arbejdere i bilindustri, platinminer, lufthavne og busdrift alle været ude i store strejker for nylig.

Opinionsundersøgelser har også vist, at 90% af de sorte har optimistiske forventninger til fremtiden, og hvis de forventninger ikke bliver indfriet kan utilfredsheden eksplodere. Thabo Mbeki var selv klar over faren, da han sidste år forklarede: “Hvis flertallet af den sorte befolkning med tiden ser, at der ikke er sket en virkelig forandring, må man forvente, at folket gør oprør."

De sydafrikanske arbejdere har tidligere vist, hvor stor magt de har; det var de sorte arbejderes voksende styrke og organisering, som tvang apartheidregimet til at give op. Arbejderklassen kan også afskaffe den sydafrikanske kapitalisme, men det kræver et politisk brud med ANC, som indtil nu har været i stand til at inddæmme de sortes utilfredshed.