Socialistisk Revy nr. 16 – Side 17 – Juli 1999

---

Interview

Vejen til socialisme:

Reform eller revolution

af Paul Langhoff

Socialistisk Revy interviewer Per Kring, SFU-Århus og Jesper Høi Kanne, IS-Århus. De er begge aktive i forskellige studenterbevægelser, bl.a. NU ER DET NOK-aktionerne, og deltager ofte i demonstrationer mod krigen på Balkan.

Én af de mest diskuterede strategier blandt socialister er de to standpunkter: parlamentarisme og udenomsparlamentarisme. Socialistisk Revy vil gerne hører nogle argumenter for, hvordan vi bedre kan kæmpe for socialisme i Danmark og resten af verden. Skal vi vælge den reformistiske eller den revolutionære vej.

Hvad er holdningen til klassekamp i Danmark blandt arbejdere og politisk aktive på venstrefløjen?

Jesper: Lige nu ser vi at arbejderklassen i Danmark er meget splittet. Vi har i de senere år oplevet nederlag, som regel fordi staten og regeringen benytter stærke magtmidler til at splitte blokade og strejker. Seneste eksempel er den fuldt legale sygeplejskerkonflikt, som blev ophævet vha. af et regeringsindgreb. Og sådan kan vi bliver ved med at nævne eksempler på konflikter, der er gået i vasken. Det vi mangler er mere solidaritet og en forståelse blandt arbejdere (lønmodtagere) af, at hver enkelt arbejdskamp er gyldig, som et skridt for bedre forhold for alle på arbejdsmarkedet.

Per: Det er rigtigt, at arbejderklassen er meget splittet. Det skyldes bl.a., at mange definerer dem selv som lønmodtagere. Det kan derfor være svært for den enkelte lønmodtagere at se hvilke fællestræk der er, mellem ham selv som en funktionær med stort ansvar og en ufaglært på en produktionsvirksomhed. Vi skal derfor betragte alle arbejdskampe som en klassekamp. Men for mange er det endnu et åbent spørgsmål om, hvor vidt kampen skal gå? Her spiller strategien en afgørende rolle. Vi i SFU vil gerne acceptere et langsommere tempo i retning mod socialisme, sådan efter mottoet: To skridt frem og et tilbage.

Med hvilke midler og strategier vil arbejderklassen kunne fremme et klasseløst samfund i Danmark.?

Jesper: Her er det netop vigtigt, at vi bevare den umiddelbare kontakt til menneskene på gulvplan. Derfor spiller aktivisme en stor rolle i organiseringen af strejker og konflikter på arbejdspladserne. Vi skal bevare nærkontakten for at bevare tilliden mellem den organiserede venstrefløj og arbejderklassen.

Vi kan se hvor galt det går, hvis man nedprioritere den slags arbejde på gadeplan, se bare på Socialdemokratiet. Dér kan man ikke længere tale om et arbejderparti. De har mistet megen opbakning blandt deres oprindelige vælgere.

Per: Det er rigtigt, at Socialdemokratiet har mistet megen opbakning fordi de ignorere deres bagland. Klassekampen oplever et tilbageskridt med Socialdemokratiet ved roret. Men derfor skal vi stadig arbejde for socialisme gennem reformisme. Vi opnår de bedste resultater gennem langsigtede reformer fordi den højredrejning, vi oplever for tiden, ikke gør det realistisk at indføre velfærden på andre måder.

Det er vigtigt, at vi fortsat diskutere enhver politisk beslutning, der bliver truffet på Christiansborg. Samtidig skal vi styrker alle bestræbelser for mere nærdemokrati. Det kan fx være hos kommunen og gennem engagement på det faglige plan.

Er Danmark stort nok til en fragmenteret venstrefløj?

Jesper: Der er ikke tale om en splittet venstrefløj. Vi har bare forskellige indgangsvinkler på forskellige sager, og det skal der også være plads til.

Jeg kunne måske godt ønske mig, at der var bedre kommunikation mellem de eksisterende partier i Danmark. Mange revolutionære socialister i de forskellige partier har for mange fordomme om fx IS. Det skyldes både fejlinformation og decideret mangel på viden om, hvad vi rent faktisk går rundt og laver.

Nogen gange tror jeg, at det er tale om brødnid. Vi stjæler ikke andre partiers medlemmer, men vi deltager i megen politisk aktivitet, og på den måde sælger vi vores politiske budskaber bedst.

Per: Danmark har plads nok til flere socialistiske partier og ungdomsorganisationer end Socialistisk Folkepartis Ungdom. Jeg synes også, at vi skal tage flere initiativer til at samarbejde på tværs af partiskel og revolutionære synspunkter. Det kan med fordel gøres i konkrete enkeltsager, hvor der ikke hersker nogen stor uenighed om linjen.

Sådan som det er nu, så er samarbejdet ikke ringe; men det kan altid blive endnu bedre. Måske kunne vi indrette en fælles base, hvor informationer bliver fordelt videre. Mange gange strander gode ideer til projekter, fordi der ikke er opbakning.

 

Tak for samtalen, det er måske lige netop den slags dialoger der skal til for at kickstarte venstrefløjen, således at vi virkelig kan gøre en forskel.