Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 9 – Maj 1985 – side 5

Regeringsindgreb og forhandlingsretten

Når ret skal være ret, må der kæmpes

Pia Larsen

Den borgerlige regerings indgreb i overenskomsterne og løndiktatet på 2% har vakt megen vrede på arbejdspladserne og langt ind i fagbevægelsen.

Den brede protestbevægelse blev slagtet, og tilbage sidder nu fagtoppen og skal administrere en overenskomst, de ikke selv har været med til at underskrive. Det har bl.a. ført til røster fra SiD om, at LO skulle trække sine dommere fra Arbejdsretten – noget de andre LO-bosser ikke vil være med til. Det er en knægtelse af den frie forhandlingsret, tordner de alle og fortsætter alligevel med at sørge for, at medlemmerne overholder diktatet.

Ansvarlige forvaltere

Den frie forhandlingsret er for fagtoppen blevet et begreb, der skal værnes om. Og derfor skal den borgerlige regering væltes. Men hvis man ser tilbage i historien, er den frie forhandlingsret blevet knægtet adskillige gange – og oftest af socialdemokratiske regeringer. I 1956 og 58 blev mæglingsforslagene ophøjet til lov, i 1963 fik vi den såkaldte socialdemokratiske helhedsløsning, og i 75, 77 og 79 greb regeringen ind – værst i 75, hvor dyrtidsreguleringen blev suspenderet for en periode.

Socialdemokratiet sagde også denne gang, at de ville have grebet ind i storkonflikten. Blot ville de have sagt 3% i stedet for 2%. Men 3% er stadig meget langt fra arbejdspladsernes krav, og heller ikke socialdemokraterne ville have indført 35 timer med fuld lønkompensation.

Når SiD’s Hardy Hansen alligevel bevilger 180 millioner kroner til at vælte Schlüter og skaffe en socialdemokratisk regering til roret, så skyldes det flere ting. For det første har han hårdt brug for at beholde illusionen om en fri forhandlingsret. For han er jo forhandler, og hvis han skal bevare medlemmernes tillid, så er han nødt til at kunne forhandle. Hvis ikke medlemmerne tror på, at deres ledere skaffer dem de bedst mulige resultater, så er de ikke deres lederposter værdige. Hardy Hansen ved godt, at hans troværdighed er på spil, og han får langt sværere ved at styre medlemmerne i konfliktsituationer.

For det andet er Hardy Hansen socialdemokrat. Det betyder, at nok vil han gerne skaffe sine medlemmer forbedringer, men det skal være inden for systemets rammer. Og systemet er i en alvorlig krise, der betyder, at rammerne er meget snævre. Hvis kapitalen skal kunne klare sig, skal profitterne hæves, og det er det samme som at skære ned på lønningerne. Overalt i verden bruges den samme opskrift – arbejderne skal gennem løntilbageholdenhed »hjælpe« kapitalen til at konkurrere internationalt.

Krisen sætter altså de faglige lederes troværdighed på spil – de er klemt mellem medlemmernes krav og deres egne roller som ansvarlige forvaltere af ro på arbejdsmarkedet.

Når Socialdemokratiet har grebet ind i overenskomsterne, har de altid forsøgt at give det et socialt skær. Indgrebet har været et led i en samlet politisk løsning, hvor man har bildt lønmodtagerne ind, at staten kompenserede via socialpolitikken.

Det har Schlüter end ikke forsøgt at gøre denne gang.

Mange måneder inden forhandlingerne startede, sagde regeringen, at lønrammen ville blive på under 2%. Ellers ville regeringen gribe ind med øgede skatter og afgifter. Diktatet blev på 2% – og alligevel har regeringen planer om øgede afgifter.

Løn og afgifter

De faglige ledere har benyttet afgiftstruslen til at forsøge at holde igen på kravene fra arbejdspladserne – men lønkrav og afgifter hænger ikke sammen på den måde. Det kan man jo se nu, hvor 2%-rammen er kommet igennem – og det rumler alligevel med flere afgifter.

Arbejdsgiverne har kunnet tage det roligt under overenskomstforhandlingerne. De har haft klart løfte om indgreb. Fagbureaukratiet har desværre taget det lige så roligt. Selv om de var lige så klar over indgrebet og en storkonflikt, forsøgte de ikke at mobilisere medlemmerne til en protest, der kunne vælte regeringen. Den varslede storkonflikt blev en meget passiv forestilling, og den efterfølgende strejkebevægelse kom i gang på trods af fagbureaukratiet.

Strejkebevægelsen blev sat i gang af bitterhed over indgrebet. Parolerne gik imod knægtelsen af den frie forhandlingsret, og de faglige ledere slog ud med hænderne og beklagede, at de således var sat ud af spillet.

Da ledelsen på Århus Oliefabrik nægtede at forhandle løn under henvisning til indgrebet, begravede oliearbejderne den frie forhandlingsret – og gik i strejke.

Forhandlinger og rettigheder er i dette samfund ene og alene et spørgsmål om styrkeforhold.

Billedtekst:
Strejkende fra Århus Oliefabrik begraver den frie forhandlingsret.

Flere artikler fra nr. 9

Flere numre fra 1985

Se flere artikler om emnet:
Påskestrejkerne 1985

Se flere artikler af forfatter:
Pia Larsen

Siden er vist 1376 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside