Socialistisk Arbejderavis

Nr. 91 – Maj 1993 – side 8

Maj 68 i Frankrig: Studenter og arbejdere i oprør

Det kan ske igen!

Jørgen Lund

Det er maj 68 i Frankrig, der symboliserer hele ideen om “68” som en tid med oprør. For tilhængere af det bestående samfund er maj 68 et spøgelse.

I maj 68 blev arbejdspladser, læreanstalter og skoler over hele Frankrig besat. Hele samfundets normale magtapparat var lammet. Den næsten enevældige præsident forsvandt. Hvem der skulle regere landet, var sat på dagsordenen.

Studenter i oprør

Ingen havde forudset, hvad der ville ske i Frankrig. På læreanstalterne havde der i løbet af vinteren 67-68 været et stigende krav om reformering af uddannelsessystemet og forbedring af de studerendes gammeldags og overfyldte rammer.

I foråret 68 var studenteraktiviteterne blevet så udbredte og forstyrrende, at rektor den 3. maj lukkede den nye universitetsafdeling i Nanterre uden for Paris og dermed tvang studenterne til at holde stormøde inde i Paris’ hoveduniversitet Sorbonnes gård. Universitetsledelsen afblæste al undervisning og tilkaldte politiet for at lukke Sorbonne.

600 af de mest fremtrædende studenteraktivister fra Paris blev fængslet. Og det betød, at ballonen, der var blevet pustet op gennem de forudgående måneder, eksploderede. Sammen med gymnasiaster og unge arbejdere blev der den næste uge lavet spontane demonstrationer foran politiafspærringerne rundt om Sorbonne, efterfølgende gadekampe osv. Demonstrationerne bredte sig til gymnasier og læreanstalter i provinsen, og studenterne fik sympati og opbakning for deres krav over for regeringen, bl.a. om løsladelse af de fængslede.

Barrikadenatten

Efter dagevise demonstrationer på gaderne kom højdepunktet med “barrikadenatten” mellem 10. og 11. maj, hvor politiet voldeligt nedkæmpede studenterne.

Politiet vandt for et par dage slaget om gaderne, men tabte slaget om sympatien i befolkningen. Regeringen svingede, og gav efter for studenterbevægelsens hovedkrav.

10 mill. i generalstrejke

Den 13. maj havde de faglige landsorganisationer opfordret til generalstrejke og demonstration på 10-årsdagen for præsident de Gaulles magtovertagelse.

Arbejderklassens partier og fagorganisationer var under de Gaulle blevet holdt uden for indflydelse og havde fået en række ydmygende nederlag. Nu ønskede man at vise, at man var repræsentant for oprøret, og at man havde situationen under kontrol og kunne udnytte indrømmelser fra regeringen efter 10 års benhård modstand og angreb på arbejderbevægelsen.

10 mill. deltog i den 24-timers generalstrejke, og i Paris var der en million-stor demonstration.

Men for mange franske arbejdere var dette kun begyndelsen. Allerede dagen efter kom den første besættelse på flyfabrikken Sud-Aviation i Nantes. Og i løbet af de efterfølgende dage fulgte alle de største arbejdspladser efter. Arbejderne blev inspirerede af studenternes kamp. De havde længe været trætte af de Gaulles arbejderfjendske politik og kunne nu se, at regeringen gav indrømmelser, når den blev presset.

Tusinder af arbejdspladser over hele Frankrig blev besat i de næste 2 uger. Det var en tidsubegrænset generalstrejke, der voksede i omfang gennem maj måned til at toppe med 10 mio. Den omfattede skoler, trafikknudepunkter, massemedier, fabrikkerne og forlystelser (fra bedemænd til strippere).

Fantasien til magten

Strejkernes årsager var forskellige. Men fælles for dem alle var, at det var arbejdernes selvtillid, der pludselig blussede op i en vældig bølge.

Frankrig blev i maj 68 et eksempel på, hvilke mængder af energi og fantasi, der bliver sluppet løs, når det gamle samfund kommer i krise, og arbejderne fratager magthaverne kontrollen over fabrikkerne. Det grundlæggende var, at den kapitalistiske hverdags produktions- og forsyningslinjer ikke fungerede normalt.

Derfor var der i disse uger mange eksempler på, at aktive strejkekomiteer også begyndte at organisere og styre deres liv selv. Ud fra egne behov.

I provinsbyen Nantes styrede arbejderne reelt byen: De bestemte over adgangen af forsyninger og fødevarer til byen og også over fordelingen.

Andre steder var der også tilløb til, at arbejderne begyndte at styre deres eget liv. Nogle steder blev kontrollen inde på fabrikkerne brugt til at yde service over for andre aktionerende, og nogle enkelte steder var der tilløb til at bruge maskinerne i generalstrejkens tjeneste.

Det var højdepunkter, der viser, at menneskets fantasi og organisation faktisk kan bruges konstruktivt og fornuftigt i kaotiske situationer. Selv når samfundsmaskinen er lammet af generalstrejke.

Der var imidlertid stor forskellighed i de måder, besættelserne blev organiseret på. Det er der i enhver storstrejke.

Oprøret blev blev forrådt

Den første og hidtil største generalstrejke i efterkrigstidens Vesteuropa fik ikke lov at udvikle sig til en opgør med kapitalismen og statsmagten som sådan.

For når generalstrejke og besættelser gør det umuligt for den private eller statslige ejendomsret at bestemme over arbejdspladserne, hvem skal så bestemme? Til daglig er det ejernes fortjeneste og indtjeningsmuligheder. I Frankrig i maj 68 blev spørgsmålet rejst om at bruge kontrollen over arbejdspladserne til at løse folks behov. Kontrollen over samfundet, over flere arbejdspladser, over flere byer, rejser sig i sådan en situation.

Men de ledende partier og organisationer i arbejderbevægelsen ville slet ikke stille disse spørgsmål. De havde deres interesser, som bevægelsen var løbet fra, men som de af al magt søgte at indhente. Det første formål var at få kontrol over strejkerne, og dernæst at bruge dem til deres politiske formål. Især de socialdemokratiske og SF-lignende partiers interesse var, at bringe begrebet “medindflydelse” på banen som et formål både politisk og på arbejdspladserne.

De faglige landsorganisationers formål var at fremstå som forhandlingspartner, at få gennemført sociale krav på grundlag af strejkebevægelsen. Hvor de dominerede strejkerne, blev der ikke valgt demokratiske strejkekomiteer. I stedet gennemførte de passive besættelser, der endog udelukkede de meget store grupper af ikke-organiserede og fremmedarbejdere.

Afledning af kampen

Selv om situationen var kaos og vaklen fra Frankrigs præsident og regering, så prøvede de at tage initiativet fra arbejderne. De Gaulle lovede således den 24. maj en folkeafstemning om tillid/mistillid til regeringen og præsidenten, men det blev uden indflydelse, bl.a. fordi trykkeriarbejderne ikke ville trykke stemmesedlerne (og belgiske arbejdere nægtede det i solidaritet med de franske).

Mere succes fik regeringen med at tage de faglige landsorganisationer på ordet, og den 25. maj indlede forhandlinger om bl.a. lønforhold. Dette førte til en aftale, som imidlertid, inden blækket var blevet tørt, blev afvist på de største bilfabrikker, hvor man havde regnet med først at kunne få arbejdet i gang igen.

Det var først, da præsident de Gaulle kom hjem efter en hurtig (ud)flugt til de franske tropper i Tyskland, for at sikre sig disse troppers loyalitet, at regeringen smed trumfkortet på bordet: Den 30. maj blev der udskrevet nyvalg til den franske Nationalforsamling, med temaet “lov og orden”. Godt nok måtte de Gaulle bruge radioen, fordi det statslige tv-selskab var i strejke, men budskabet mobiliserede de passiviserede og skræmte borgerlige: 1 mill. demonstrerede til støtte for de Gaulle i Paris samme aften, og de særlige franske polititropper fik deres selvtillid tilbage, og kunne allerede næste morgen begynde at “befri” offentlige bygninger.

Stemmeseddel frem for strejker

Men det vigtigste var imidlertid, at de dominerende arbejderpartier blev ramt midt i deres egen politik: At vejen til magten går gennem Nationalforsamlingens flertal, og vejen til stemmerne går over ro og orden. Derfor arbejdede de nu for at få afsluttet strejkerne, og for at få isoleret “venstreaktivisterne”, som de hele tiden havde set på med fjendskab.

Især det store franske kommunistparti med ca. 25% af stemmerne, var modstander af de radikale ideer og initiativer. Fra starten i maj havde de betegnet studenteraktivisterne som “farmands sønner, der legede oprør og snart skulle hjem og styre firmaet”. De opfordrede til eksamen, mens universiteterne blev besat, og brugte i de sidste 2 uger af maj især deres faglige landsorganisation til at holde de besatte arbejdspladser adskilte fra udviklingen i generalstrejken.

Efter valgets udskrivelse arbejdede de faglige landsorganisationer samtidig for fuld hammer for at få godkendt aftale-resultaterne med regeringen, og det lykkedes efterhånden at få centrale områder i forhold til offentlige funktioner, som fx transport og offentlige ansatte, til at fungere igen.

Nogle arbejdspladser nægtede fortsat at genoptage arbejdet. Nogle genoptog endog besættelsen og strejkeaktiviteten fortsatte frem til midten af juni. Men generelt var stemningen vendt: Man fik godt nok nogle generelle lønforhøjelser, 1 times nedsat arbejdstid og sikring af faglige rettigheder. Men der var en almindelig stemning af splittelse og skuffelse.

Og valget i slutningen af juni gav for første gang de Gaulles parti absolut flertal. Venstrefløjen og arbejderbevægelsen gik tilbage efter maj-strejken – fordi man ikke var gået endnu længere frem under selve strejken.

Hvordan vinder vi næste gang?

For socialister i dag er den enkle erfaring fra majdagene for 25 år siden, at arbejderklassen har mulighederne og magten til at sætte spørgsmålstegn ved hele det moderne borgerlige system.

Og også, at i sådan en mægtig situation bliver det helt afgørende, at der er socialister til stede i samfundet, som ikke er bundet af den socialistiske valgvej. Som vil gå videre med alle de spædeste former for arbejdernes magt i samfundet. Og ikke sælge ud for troen på stemmesedlen.

Partiopbygning

Der var en socialistisk venstrefløj i Frankrig før maj 68. Men i det franske maj-oprør var de bagefter begivenhederne, fordi de var for små til at få afgørende indflydelse.

Læren er, at hvis de revolutionære skal kunne udfordre de store reformistiske partier i sådanne situationer, skal de have en vis indflydelse og størrelse, inden det bryder løs.

Derfor er det også vigtigt, at socialister allerede i dag organiserer sig, så de kan påvirke udviklingen, når selv de vildeste drømme bliver til realistiske muligheder.

Billedtekst:

Solidaritet med arbejderne var afgørende for de parisiske studenters sag. Deres plakat krævede enhed mellem fabriks- og landarbejderne.

“Gør jeres drømme til virkelighed,” råbte de parisiske studenter og arbejdere i maj 68. De kæmpede mod politiet i gaderne. Frankrig var rystet i ti dage.