Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 93 – Juli 1993 – side 9

Marxisme i hverdagen

Hvem skaber vold?

Martin B. Johansen

Efter gadekampene på Nørrebro i København d. 18-19 maj har mange politikere haft travlt med at tage afstand fra at bruge vold som et middel i den politiske debat.

“Ordet er tungere end sværdet,” som de så poetisk forsøger sig.

Den slags mennesker må leve i en drømmeverden. Det kapitalistiske system er fyldt med vold og foragt for almindelige mennesker. Arbejdsløshed, nedslidning på arbejdet, salmonella i maden, nedskæringer på sygehuse og plejehjem – alt dette er hverdagens vold mod almindelige mennesker.

Men volden kommer også mere direkte til udtryk, når FN bruger flere penge på krigsførsel i Somalia end på at hjælpe de sultende. Og når politiet nidkært griber ind overfor sømænd, der kæmper for ordentlige forhold på deres arbejdsplads. Eller når politiet standser og kropsvisiterer farvede personer på gaden, fordi en “forkert” hudfarve pr. definition er mistænkelig i politiets øjne.

Alt i alt udsætter systemet almindelige mennesker for fysiske overgreb i et omfang, der langt overstiger den vold, som almindelige mennesker udøver mod systemet. Systemets vold opvejer rigeligt, at der en gang imellem på demonstrationer bliver kastet nogle brosten mod politiet.

Derfor er det ikke i første omgang socialisters opgave at tage afstand fra, at der bliver smidt brosten mod politiet. Vi skal tværtimod sende anklagen for vold tilbage til den herskende klasse og afsløre de hyklere, der bekymrer sig mere om en brækket finger hos en politibetjent, end de bekymrer sig over, at almindelige mennesker lemlæstes.

Overtalelse og magt

For socialister er det vigtigt at forstå, at volden i det kapitalistiske system ikke er en uønsket bivirkning, men tværtimod en grundlæggende forudsætning for systemet. Vold er en indbygget del af den politiske kamp. Et samfund, hvor mindretallet behersker og udbytter det store flertal, kan ikke overleve uden brug af vold.

Naturligvis regerer den herskende klasse ikke alene ved brug af fysisk tvang overfor arbejderklassen. Gennem skoler, medier, kirker og domstole kan de i lange perioder overtale arbejderklassen til passivt at acceptere rollen som kapitalens skaffedyr.

Men når overtalelsen ikke slår til, så viger systemet ikke tilbage fra at bruge vold. For eksempel giver loven arbejdsgiverne “ret” til at nægte folk at arbejde, men den modsatte rettighed findes ikke for arbejdernes vedkommende. Strejkende arbejdere, som forsøger at standse produktionen på en virksomhed gennem fysisk blokade, bliver ofte mødt af politiets knipler, hunde og tåregas.

Der er to vigtigt pointer i dette. For det første kommer volden “oppefra”. Den grundlæggende årsag til vold i samfundet er det kapitalistiske system selv. Og statsmagten er grundlæggende et voldeligt apparat.

For det andet tvinger systemet arbejderklassen til selv at gribe til vold, hvis den vil sætte sine krav igennem overfor de herskende.

Det rejser imidlertid et problem, for selv om socialister moralsk kan retfærdiggøre, at der bliver kastet med brosten mod politibetjente, så er der en fundamental forskel på, om det er 100 eller 10.000 demonstranter, der kaster brosten.

Forskellen er, at 100 demonstranter er udtryk for afmagt, mens de 10.000 er udtryk for magt.

Det er forståeligt, hvis en lille gruppe demonstranter griber til brostenene, når de står overfor en massiv og veludrustet politistyrke. Det er forståeligt, men det er også tåbeligt. I en sådan situation vil en vurdering af styrkeforholdet hurtigt vise, at demonstranterne er for få til at holde politiet tilbage, og ethvert forsøg på at gøre det kan kun beskrives som desperation eller masochisme.

Det grundlæggende problem for demonstranterne på Nørrebro natten efter EF-afstemningen var ikke politiets brug af skydevåben, men at demonstranterne var for fåtallige.

Arbejderklassens stærkeste våben er, at den udgør det store flertal af befolkningen. Selv om mange arbejdere stemte ja til Unionen, så var utilfredsheden så stor, at der sagtens kunne have været mobiliseret tusindvis af demonstranter efter afstemningen.

Og det kunne have givet demonstrationen et helt andet forløb. Politiet er uddannet til at tage sig af aktioner og demonstrationer, så længe demonstranterne er få og isolerede. Men aktioner, der mobiliserer tusinder eller titusinder, vil hurtigt vise, at magten er i hænderne på de undertrykte, hvis de kan blive enige om at tage den. Og det vil i sidste ende gøre spørgsmålet om vold til et spørgsmål om de herskendes desperate forsøg på at klynge sig til deres privilegier.

Flere artikler i serien Marxisme i hverdagen

Flere artikler fra nr. 93

Flere numre fra 1993

Se flere artikler af forfatter:
Martin B. Johansen

Siden er vist 1651 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside