Socialistisk Arbejderavis
Nr. 94 – August 1993 – side 13
1968
Foråret i Prag
Jørgen Lund + Peter Iversen
Begivenhederne i Tjekkoslovakiet i 1968 satte for mange spørgsmålstegn ved det frie i den frie verden og det socialistiske i de “socialistiske” lande.
I august 1968 blev et såkaldt socialistisk land besat af sine allierede. Russiske tanks rullede ind i Tjekkoslovakiet og satte en stopper for “foråret i Prag”.
Midt i året 68 blev det skåret ud i pap, at de “socialistiske” lande ikke udgjorde noget alternativ for oprøret blandt Vestens unge, blandt studenter og arbejdere. Siden kommunistpartiet i 1948 overtog statsmagten i Tjekkoslovakiet, blev det statslige bureaukrati den nye herskende klasse.
Men fra begyndelsen af 60’erne stod landet overfor grundlæggende økonomiske problemer, og der opstod en reformfløj i det regerende kommunistparti, der ønskede decentralisering og rationalisering for at bekæmpe stagnation, den tekniske tilbageståenhed og fald i levestandarden.
Reformpolitik
I januar 68 var Alexander Dubcek blevet valgt som ny partileder med det formål at gennemføre en reformpolitik under sloganet om “socialisme med et menneskeligt ansigt”. Formålet var at skabe større effektivitet og øge produktionen.
De nye ledere lovede at afstå fra brugen af fortidens metoder, dvs. censur og politistatsmetoder, for at skabe opbakning om bureaukratiets mål.
Foråret i Prag 68 var en åbning af de kræfter, der havde været undertrykt under de forudgående årtier: først og fremmest de intellektuelle og studenterne, men også arbejderklassen.
I den politiske friheds skygge blev der formuleret krav om bedre løn- og sociale forhold, sammen med strejketrusler, og snart kom de første strejker imod reformpolitiske lukninger af urentable fabrikker, “omstrukturering af arbejdskraft” mv. Især fra juni-juli 68 blev arbejderklassen aktiv i forsvaret af reformpolitikken, med dannelse af hundreder af komiteer på arbejdspladserne til forsvar for ytringsfriheden eller reformpolitikken.
Arbejdere ved Nitrogenværkerne i industribyen Ostrava udsendte en resolution, hvori de skrev: “Arbejdernes komite for forsvaret af ytringsfriheden vil, hvis det bliver nødvendigt, beslutsomt bruge aktionsformer, som gør det helt klart, at undertrykkelsen af friheden i Tjekkoslovakiet altid er sket mod arbejderklassens vilje.”
Ude af kontrol
Bølgen af demokratisk udvikling kom bag på partiledelsen, – og kom ud af dens kontrol. Dubcek kaldte det “anarki, hvis man troede, at alle skal blande sig i alting”, og han appellerede utallige gange til disciplin og til ansvarlig opførsel, især i medierne og på arbejdspladserne.
Efter 20 års terror opstod et åbent diskussionsmiljø, hvor det sprudlede med konkrete forslag og bidrag til det politiske liv. Kommunistpartiets monopol blev brudt: “I storbyerne var gaderne tomme efter arbejdstid. Alle var til møder,” skrev en journalist.
Dubcek-gruppen planlagde en partikongres i september 68, som skulle give hans fløj så endegyldig en magt, at de kunne undvære afhængigheden af den folkelige aktivitet til fordel for en kontrolleret reformpolitik fra oven.
Det russiske kommunistparti så med stigende skepsis på det tjekkoslovakiske partis linje, på den frie debat og partiets manglende autoritet over for den folkelige aktivitet. Natten til den 21. august kom så invasionen, hvis formål var at inddæmme “reformismen”. I alt 650.000 soldater fortrinsvis fra Sovjetunionen, men også fra DDR, Polen, Bulgarien og Ungarn rykkede ind over grænsen og besatte alle de vigtigste punkter af strategisk betydning.
Dubcek opfordrede befolkningen til at forholde sig roligt og arbejde normalt. Forsvaret fik ordre til ikke at modsætte sig invasionsstyrkerne. Men arbejderne strejkede, befolkningen – især ungdommen – demonstrerede i gaderne, byggede barrikader og kastede med benzinbomber mod de invaderende tanks.
Dubcek selv og de nærmeste af hans medarbejdere blev arresteret og ført til Moskva. Men efter en uge blev det klart, at kun Dubcek-fløjen havde autoritet nok til at kunne regere samfundet – og de anholdte reformledere blev fløjet tilbage fra Rusland, for at de skulle gøre arbejdet for russerne.
Tandløs modstand
Dubcek-gruppens illusioner gjorde den politiske modstand – ikke-samarbejdslinjen, den bureaukratiske guerillakrig, som alle politiske organisationer førte imod invasionsstyrkerne, og den folkelige modstand – tandløs og udsigtsløs.
Efter august 68 begyndte en langsom, men dybtgående “genopretning”, den såkaldte normalisering.
Alligevel var Tjekkoslovakiet hele efteråret 68 og det meste af 69 præget af stor folkelig uro. Strejkebevægelser og demonstrationer blomstrede gang på gang frem trods stor undertrykkelse, men ebbede efterhånden ud i løbet af 69.
Midt i november 68 besatte studenter læreanstalter over hele landet og blev mødt med et positivt svar fra arbejderklassen, med støtteudtalelser og sympatitilkendegivelser i form af arbejdsnedlæggelser. Jernbanearbejderne truede regeringen, hvis den greb ind. Men da studenternes aktioner først og fremmest var til støtte for Dubceks reformfløj, indstillede de selv deres aktioner og besættelser.
Reformlederne ønskede nemlig ikke strejker til at forsvare sig med. Så udrensningen fortsatte oppefra og ned. I de statslige industrier, medier m.v. blev ca. 1/10 af lederne udrenset fra deres stillinger.
Efterhånden som normaliseringen svækkede reformfløjen, svækkedes også viljen til at forsvare den fra arbejderklassen, selvom det varede et helt år efter besættelsen inden de sidste reformfolk var uskadeliggjort inden for fagforeningsledelserne, – og selv da kom det til protestmøder på arbejdspladserne. I 1969 på årsdagen for invasion var der 100.000’er, der gik på gaden i protest mod invasionen, og det kom til gadekampe, hvis brutalitet viste, at nu var invasionens formål om normalisering opnået.
Tjekkoslovakiet i 68 beviste umuligheden af “reform-kommunismen” – en konklusion, der blev virkelig, da den herskende klasse i Sovjetunionen selv blev presset til den mest radikale reformkommunistiske kurs, efter at Gorbatjov kom til magten i 1985.
Socialisme med et menneskeligt ansigt viste sig at være stalinismens dødsmaske.
Da alle de statskapitalistiske lande kom i økonomiske vanskeligheder og stagnation, der førte til politisk opløsning og krise overalt, kunne ingen reformpolitik redde dem.
Millioner på gaden
Da millioner gik på gaderne blev det ikke en bureaukratisk omgruppering, som 68 var i begyndelsen, men var fra starten en masseopstand.
I den nuværende situation, hvor Østeuropas nye herskere ikke kan opfylde folkelige forventninger kan “folk” igen tage skæbnen i egen hånd ...
For en generation af 68-oprørere i Vesten, satte den tid spørgsmålstegn ved det frie i den “frie verden”, og august 68 satte spørgsmålstegn ved det socialistiske i “de socialistiske lande”. Den nye venstrefløj, der voksede frem efter 68, distancerede sig derfor fra styreformerne i Østeuropa og Sovjetunionen.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed