Socialistisk Arbejderavis
Nr. 95 – September 1993 – side 12
U2: “Zooropa”
Europa i kaos
Jacob Nøhr Schubart + Søren Bjarnø
Det irske rock-band U2 stiller på deres nye album flere spørgsmål, end de besvarer.
U2 har siden midten af 80’erne været et af verdens største rockbands. Da de slog igennem, hentede de deres inspiration i USA og fik deres rockrødder fra blandt andet blues, gospel og Elvis Presley.
Idag er det Europa, der er deres udgangspunkt og inspirationskilde. Deres fortolkning og syn på 90’ernes Europa (Zooropa!) giver sig udslag i deres radikale musikalske stilskift.
U2 udtrykker sin nye musikstil ved, at de laver mange brud i melodierne og pludselige breaks. De sampler underlige, splittede og umiddelbart meningsløse lyde ind i melodierne.
Lydsiden underbygges af teksternes søgen efter svar og forklaringer. I sangen “Dirty Day” skriver U2:
You want explanations
I don't even understand
if you need someone to blame
throw a rock in the air
you're bound to hit someone guilty
Teksterne stiller generelt en masse spørgsmål: Hvorfor er Europa (verden) så kaotisk? Hvilke værdier og normer har vi? Hvad er vores grænser? Hvad bevæger vi os hen imod?
I sangen “Zooropa” giver U2 selv et skræmmende bud på fremtiden: Uncertainty can be a guiding light. Bandet udtrykker en usikkerhed om det Europa, vi lever i, og i følge U2 kan selve usikkerheden blive en ledetråd. Dette ikke-svar er helt i det nye albums ånd. De mange spørgsmål, de stiller, bliver ikke besvaret.
U2 bruger meget tv-mediet som udtryksmiddel på koncerterne. Via kæmpestore tv-skærme bombarderer de publikum med chokerende billeder af brændende hagekors, krig, sult, elendighed og mennesker i nød.
I hæsblæsende tempo bliver usammenhængende, lynhurtigt sammenklippede ord kastet i hovedet på publikum. Ord som krig, sult, voldtægt, fred, mord, kærlighed, passivitet, ligegyldighed kører over skærmene i en blitzagtig strøm. Denne koncertform er ny for U2 og netop gennem den visuelt forvirrende udtryksform blandet med det splittede og kaotiske lydlandskab, formår U2 at skabe associationer om et Europa i opløsning.
Det er nyt ved U2, at de ikke giver svar og udtrykker deres mening. De har altid haft holdninger til mange politiske spørgsmål. De støtter Amnesty International og har tidligere skrevet sange om konflikten i Nordirland, Martin Luther King og apartheid. På dette område skiller de sidste to albums Achtung Baby og Zooropa sig ud fra det, U2 tidligere stod for. På det nye album nøjes de med at omtale og beskrive problemerne.
Billedtekst:
U2’s Bono på Europaturné: “I'm not sure what a lot of the new songs are about, they just ... arrived.”
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe