Socialistisk Arbejderavis
Nr. 95 – September 1993 – side 13
Film: "Årgang 93"
Vold uden forløsning
Jakob Nerup
Mange steder, hvor den australske film Årgang 93, er blevet vist, har nynazister og skinheads brugt anledningen til at demonstrere. Senest i Oslo hvor nazister heilede uden for biografen. Disse begivenheder giver grund til ikke at se filmen.
Film skal ses i biografen. Oplevelsen af det store lærreds lyd-, lys-og billedgengivelse gør enhver film mere levende, men ikke nødvendigvis seværdig.
Og det er nøjagtig, hvad man kan sige om den australske film Årgang 93.
Den er flot klippet, og lys- og lydsiden fungerer. Men det er en ulækker og useværdig film, fordi volden og nazismen står uforløst og uimodsagt.
Årgang 93 handler om en gruppe skinheads, deres sociale liv med druk, vold og forkrampede følelser.
Hun, Gabrielle (rig, incestmisbrugt epileptiker), indleder et forhold til skinheadlederen Hando. Deres følelsesmæssige højdepunkt nås, da han boller hende bagfra med front mod naziflaget og bagefter læser højt af Hitlers “Mein kampf”. Forholdet slutter, fordi han ikke følelsesmæssigt tør springe ud. I frustration over brudet stikker Gabrielle gruppens rester til politiet og kaster sig i armene på den forsagte, kærlighedshungrende skinhead Davey, der er Handos bedste (og eneste) ven.
Filmen slutter, hvor den starter, nemlig i vold. Davey dolker Hando i det klassiske trekantsdrama for at redde sin elskede lille incestramte pige.
Filmen bruger kærlighedshistorien som spejl for skinhead-følelser og som vejen ud af vold, racisme og nazisme. En skinhead kan gøre sig fri gennem kærlighed. Men frigørelsen handler alene om at frigøre sig fra gruppen. Ikke om frigørelse fra volden og naziideologien.
Volden sidder filmen igennem som en knyttet næve i mellemgulvet. Den hverken forklares eller forløses og bliver aldrig modsagt. Der er intet i Årgang 93 som antyder et kollektivt modsvar på skinheadvolden.
Årgang vold
Hvert år sin årgangsfilm med volden som bærende element. Hidtil har det været skoler og bander. Årgang 93 er ingen undtagelse. Den foregiver et realistisk billede af skinheads og deres voldelige racisme. Intet kunne være mere forkert, fordi filmen aldrig får beskrevet sociale årsager eller lader virkeligheden komme ind på livet af skinheads.
Det er ikke en facistisk reklamefilm for nazivold, men en ulækker gengivelse af individuelle forløsninger (eller mangel på samme) i et voldeligt, men filmisk dygtigt lavet, forløb. Jeg kan kun opfordre til at bruge pengene på en film, som ikke giver en dårlig oplevelse. F.ex. den svenske “Englegården”, der varmt og humoristisk skildrer mødet med de fremmede.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed