Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 96 – Oktober 1993 – side 8

De rød-hvide imperialister

Jakob Nerup

Få – i hvert fald blandt danskerne selv – opfatter Danmark som et imperialistisk land på linie med stormagterne. Som regel forbindes imperialisme med stormagternes undertrykkelse af små og fjerntliggende nationer.

Officielt rejser udenrigsminister Niels Helveg verden rundt som repræsentant for et fredeligt og humant indstillet land. Men sandheden er faktisk, at Danmark både historisk og i dag optræder som imperialist.

Med kongehuset og de rigeste i spidsen har den danske stat været en meget aktiv deltager i den imperialistiske kamp. Nemlig kampen om nye markeder, hvor man kan sælge varer og udbytte arbejderne så effektivt som muligt. De danske kolonier i Asien, Afrika, Amerika og Grønland handlede alene om profit uanset de menneskelige omkostninger.

Jakob Nerup vil på denne side illustrere de vigtigste eksempler på dansk imperialisme. Nemlig den danske slavekoloni på de Vestindiske øer, den eksisterende besættelse af Grønland og den nuværende deltagelse i alskens imperialistisk krig og udbytning.

De rød-hvide imperialister

Dansk imperialisme er mest kendt for vikingernes blodige togter. Men også i nyere tid er Danmark en aktiv imperialistisk stat. Fra 1600-tallet frem til i dag har Danmark været involveret i imperialistisk røverhandel.

Efter at spanierne havde opdaget mulighederne for udbytning af natur og mennesker i Amerika startede et kapløb mellem de rigeste i datidens Europa – nemlig kongehusene. De sendte bevæbnede skibe afsted for overalt at besætte land og undertvinge befolkningen. Det gjorde det danske kongehus også for at få del i pengestrømmen fra handel og plyndring.

Danmark i Vestindien

Spanierne havde stort set udryddet alle på de Vestindiske øer, da nogle danske krigsskibe landede der i 1665. De koloniserede øen, anlagde en fæstning og hejste det danske flag. Havnen på Skt. Thomas skulle give toldindtægter til det danske kongehus. Det gav rimelige indtægter, og det hjalp også, at havnen var frihavn for områdets mange sørøvere. Men danskerne havde lært af spanierne. Det var ikke nok med en havn. Der skulle tjenes flere penge gennem plantagedrift.

Sukkerplantagerne på de vestindiske øer blev drevet med slaver, som blev fragtet over havet fra Afrika i bl.a. danske skibe. Skibene blev fyldt med sukker og tobak og vendte tilbage til Danmark for at sælge det med en fed profit. Denne trekantshandel bragte 150-200.000 slaver til de Vestindiske øer i perioden 1700-1848.

Slaverne levede et hårdt og undertrykt liv. Vreden over afstraffelser og manglen på frihed gjorde, at oprøret ulmede konstant. Og et oprør brød ud på Skt. Jan i 1733. Slaverne indtog den lille fæstning og plantageejerne og deres slavepiskere flygtede fra øen. I 5 måneder havde slaverne magten på dele af øen, som til sidst blev "renset" blodigt af tilkaldte franske tropper. Alle oprørerne blev dræbt i kamp eller henrettet, hvorefter slaveejerne vendte tilbage og fortsatte deres brutale udnyttelse. Når oprøret ikke blev til mere, skyldtes det, at det ikke blev spredt til de andre øer. For rent faktisk var forholdet ca. 10 slaver for hver hvid, hvilket gav gode muligheder for et oprørs succes.

Frigivelse af slaverne

Trods rygter om flere oprør i de næste årtier blev det ved rygterne. Den franske revolution i 1789 frisatte slaverne, fordi slaveriet  efterhånden var en ineffektiv produktionsmetode. Maskiner og lønnet arbejdskraft gav større profit. Derfor bevægede Danmark sig – omend langsomt – mod en frigivelse af slaverne.

Slavernes frigivelse var blot en midlertidig frihed, fordi de nu blev tvunget til at leve som landarbejdere på sulteløn. Tvangen bestod i, at de, der ikke arbejdede, blev smidt i fængsel.

Indførelsen af det borgerlige demokrati i Danmark i 1849, gjaldt ikke for de tidligere slaver. Ligesom i USA forhindrede love om boglig og økonomisk formåen 95% af alle på de vestindiske øer i at deltage i demokratiet.

Arbejderoprør

Denne kummerlige tilværelse udløste et kæmpeoprør på en skiftedag i 1878, fordi arbejderne blev forhindret i at rejse væk eller søge arbejde, hvor lønnen var størst. Plantagerne blev sat i brand, og hele øen kom i oprør. Danskerne hentede fremmed krigshjælp og slog oprøret ned. Den danske stat genoprettede  sit herredømme blodigt og meget konsekvent med dødsdomme. Oprøret medførte dog enkelte forbedringer for landarbejderne.

Krise for imperialismen

Trods landsarbejdernes forbedrede løn blev de ramt ligesom resten af verdens arbejdere af den økonomiske krise under 1. verdenskrig. Plantageejerne ville ikke hæve lønnen, så landarbejderne startede en månedlang generalstrejke i 1916. Så var ejerne møre til en mindre forbedring.

Men krisen i sukkerrørsplantagerne var permanent. Dels var det blevet for dyrt at producere, dels var salget faldende. Den danske stat og kapital have de sidste 25 år alene haft udgifter til øerne, og da USA var interesseret, blev øerne solgt for 25 millioner dollars.

Det lyder jo som en simpel forretning to stater imellem. Blot med den forskel at man handlede med mennesker atter en gang. Nu var det ikke slaver, men indbyggere på nogle øer, som amerikanerne havde en militær interesse i. Salget kom til afstemning i Danmark men ikke blandt øboerne selv. Det var aldrig fremme i debatten, at øens sorte befolkningsflertal måske ønskede sig deres eget land.

Fra de varme himmelstrøg til polartemperaturer – intet var umuligt i kongehusets jagt på rigdom. I 1721 blev Grønland koloniseret. Indbyggerne – de eskimoiske fangersamfund – gjorde ingen modstand, fordi fangersamfundene er bærere af imødekommenhed og mangel på rigdommens mistænksomhed.

Benhård kolonialisme

Danskernes plan var dog en helt anden end blot at udveksle kulturelle høfligheder. Det handlede nemlig om hvalfangst og sælskind. Det lykkedes at bringe handlen igennem på danske betingelser, og det ændrede fangersamfundene totalt.

Danske rederier er verdenskendte for, at tjene penge på våbentransporter til krigsområder. Nogle gange i det skjulte, andre gange officielt. A.P.Møller sejlede med tropper og våben til USAs hær i golfkrigen, ligesom rederiet gjorde under 2.verdenskrig. Penge lugter som bekendt ikke.

Danskerne tvangsforflyttde grønlænderne til deres handelskolonier og bygder for at opnå den totale kontrol med hval- og sælfangsten. Det danske statskompagni Kongelige Grønlandske Handel udstedte i 1776 monopol til sig selv på al handel med grønlænderne. Hvor de før var selvforsynende, gjorde den danske stat dem afhængige af butikker og penge.

De forstanderskaber, landsråd og kommuneråd, som blev oprettet i Grønland, var kun narresutter. Deres primære formål var at skabe en gruppe af grønlandske medløbere. Den reelle magt lå hos den danske regering. På grønlandsk grund blev magten opretholdt af danske inspektører, bestyrere, landsfogeder og landshøvdinge.

I mere end 200 år var Grønland en overskudsforretning for staten og i særdeleshed for Kryolitselskabet Øresund A/S. Alligevel måtte grønlænderne, især i første halvdel af dette århundrede, leve i dyb fattigdom, usle boliger og med en elendig sundhedstilstand.

Efter 2. verdenskrig indså Danmark, at Grønland måtte moderniseres, urbaniseres og industrialiseres, hvis kolonien fortsat skulle give overskud. En storstilet plan (G-60) skulle føre den nordlige besiddelse op til vestlig standard. Byerne skulle formes som danske byer og grønlænderne gøres til rigtige danskere med danske skolebøger, danske læger, danske brugser, betonblokke og gule bybusser.

Særbehandling af dansk arbejdskraft

Dansk arbejdskraft strømmede til for at nyde godt af fødestedskriteriet, et rent racediskriminerende lønsystem indført af folketinget i 1964. Var man grønlænder fik man grønlandsk løn. Var man "udsendt", fik man dansk løn. Højere løn.

Et stigende krav om selvstændighed – bl.a. efter at 71% af grønlænderne stemte nej til EF i 1972 – medførte efter mange tovtrækkerier hjemmestyret i 1979. En bastard, som hverken er frihed eller tvang, hverken selvstændighed eller kolonialisme. Det er en kapitalistisk anordning, som skal gøre det lettere at tilrane sig værdierne fra Grønland, nemlig dem der ligger i undergrunden.

Udbytningens pris for grønlænderne

En forudsætning for indførelsen af hjemmestyret var, at Danmark skulle bevare retten til undergrunden, forsvaret og politiet. De to sidste for magtens skyld og den første for profittens. Det er ingen hemmelighed, at der ligger tonsvis af mineraler og olie gemt i Grønlands undergrund. Alle forventer, at det en dag bliver rentabelt at udvinde dem, og så gælder det om at komme til fadet.

Danmark er et af de få lande, som opfylder FNs beslutning om, at bruge mere end 1% af bruttonationalproduktet til ulandsbistand. Sandheden er dog, at 65% af den danske bistand havner i den danske kapitals lommer. Bygningen af mejerier og cementfabrikker gavner mere FL. Schmidt og de danske mejerier end ulandene.

Hvem kommer så til fadet, når Danmark bestemmer? Det gør de store multinationale selskaber med A.P. Møller i spidsen. Han fik jo den danske undergrund foræret for én (1) krone, så hvorfor ikke give ham Grønland lige så billigt.

Antallet af selvmord og drab er enormt i Grønland. Det er alkoholforbruget også. Det er arbejdsløsheden også. Der sidder danskere i næsten samtlige ledende eller akademiske stillinger. Der er et kæmpe boligproblem.

Der er selvfølgelig en forklaring. Selv om der er mange nuancer og forklaringer på Grønlands nuværende situation, så er der én helt central forklaring – nemlig den danske imperialisme.

Brutal kapitalisering af kulturen

Hele Grønlands udvikling har været bundet op på danske pengeinteresser, hvad enten de var kongelige, statslige eller private. Det har skabt en udvikling, hvor det grønlandske folks kultur og levevis brutalt og hurtigt er tvunget ind på kapitalismens vej. Derfor de mange problemer.

Løsningen for grønlænderne er, som alle andre steder i verden, at arbejderne i Grønland tager sagen i deres egne hænder. At de slås for afskaffelsen af det racistiske fødestedskriterium, retten til undergrunden og mod resultaterne af den kapitalistiske krise.

Militær indsats

Danmark er og har været aktiv deltager i den militære undertrykkelse rundt om i verden.

Uanset hvor få soldater eller krigsskibe, der bliver sendt af sted, er Danmark involveret gennem Nato og FN. Nato's offensive strategi med hurtig indsættelse af brandkorps, ofte under FNs flag, som f.ex. i golfkrigen, er imperialistiske tiltag.

Udrykningskorps

Det nyeste militære tiltag i lille Danmark er oprettelsen af et udrykningskorps, som er tiltænkt FNs kommando. Det er et meget mobilt proffesionelt korps, som skal holdes i en slags permanent alarmberedskab. Det skal kunne sættes ind overalt i verden med få dages varsel. Om det er de blå FN-baretter eller en sort fra Nato er ligegyldigt. Det handler om, at kapitalen skal sikre deres profit i  uroområder.

Se også:
SAA 96: Marxisme i hverdagen: Den nationale arv

Flere artikler fra nr. 96

Flere numre fra 1993

Se flere artikler om emnet:
Grønland

Se flere artikler af forfatter:
Jakob Nerup

Siden er vist 3693 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside