Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 99 – Januar 1994 – side 3

Miljøgaranti

EU betyder mere gift i maden

Martin B. Johansen

Løftet om, at den europæiske union ikke ville forringe de danske miljøbestemmelser var svindel.

Midt i december 1993 kom EU’s julegave til de europæiske forbrugere: Et nyt direktiv om tilsætningsstoffer i maden vil gøre det muligt at få leverpostejen til at holde sig i halvandet år.

Til gengæld må forbrugerne så finde sig i øget risiko for kræft, problemer for allergikere og større risiko for en række andre sygdomme, som menes at blive fremkaldt af madsminke.

I forhold til den nuværende danske lovgivning vil der være tale om et klart tilbageskridt. EU vil tillade 62 tilsætningsstoffer, som ikke er tilladt i Danmark.

Desuden kan industrien forøge indholdet af 204 andre tilsætningsstoffer.

Direktivet indeholder også et nyt begreb, “quantum satis”, som betyder, at producenterne kan tilsætte de tilladte stoffer i en mængde, som de på det nærmeste selv fastlægger.

Af et særligt bilag fremgår det, at der vil blive tilladt 86 tilsætningsstoffer i babymad, hvor dansk lovgivning hidtil kun har godkendt 11.

Industriminister Jan Trøjborg stemte ikke imod dette direktiv, da det blev behandlet, men undlod at stemme, fordi “det er vigtigt, at vi forbliver ved forhandlingsbordet”.

For eksportens skyld

Et af de centrale punkter i Jan Trøjborgs forhandlinger var at få godkendt stoffet E575.

Det er et stof, som de danske mejerier bruger ved fremstilling af feta-ost.

For at redde mejeriernes milliard-eksport til Iran må forbrugerne i Danmark altså acceptere sundhedsskadelige stoffer i fx babymad.

Jan Trøjborgs videre strategi går ud på, at direktivet skal behandles i EU’s “Videnskabelige Komité for Levnedsmidler” og dernæst i EU-parlamentet, som har mulighed for at standse direktivet.

Ingen fortrydelsesret

Men den videnskabelige komité har helt tilbage i 1990 anbefalet grænseværdier for fx nitrat og nitrit, som ligger på under halvdelen af det, som det nye direktiv foreslår.

EU-parlamentets miljøudvalg nøjes foreløbig med at kræve 25 af stofferne ud af listen.

En række supermarkeder og fødevareindustrier, bl.a. FDB og MD Foods, bedyrer, at de hverken vil sælge eller fremstille varer, som indeholder flere tilsætningsstoffer.

Desuden lover Jan Trøjborg at gøre brug af den såkaldte “miljøgaranti”, hvis det endelige direktiv viser sig at være sundhedsskadeligt.

Imidlertid kan miljøgarantien kun bruges overfor varer, der fremstilles i Danmark.

Den kan ikke forhindre import af fødevarer, som indeholder stoffer som nitrit, nitrat og sulfit, der er sundhedsskadelige.

Det vil sandsynligvis tvinge firmaer som FDB og MD Foods til at forøge indholdet af madsminke, hvis de vil overleve i konkurrencen.

Mejeriernes brug af stoffet E575 i feta-ost er eksempel på, at industrien vil bruge tilsætningsstofferne, når konkurrencen tvinger dem til det.

Det viser sig da også, at industrien ikke er særlig utilfreds med EU-direktivet.

“Der var ingen grund til at protestere. På det overordnede plan er vi tilfredse,” hedder det fra Dansk Industri. De mener også, at “quantum satis” er “et fornuftigt begreb”.

Fødevare direktivet er blot det sidste eksempel på, at det var tomme løfter, da politikerne lovede os et bedre miljø i Unionen.

Miljøgarantien ubrugelig

I de sidste måneder er der kommet en hel række forslag fra EU, som vil betyde øget brug af sprøjtemidler i landbruget, dåser i stedet for returflasker, mindre genanvendelse af affald og nu mere sminke i maden.

Miljøgarantien, som skulle sikre, at fx Danmark kunne opretholde sin miljølovgivning, viser sig at være meget lidt værd.

I den snørklede EU-tankegang bliver fx fødevaredirektivet og direktivet om genanvendelse nemlig ikke opfattet som miljødirektiver, men som regler for Det Indre Marked.

Og her kan miljøgarantien ikke bruges.

Billedtekst:
Tulip International har bedyret, at de ikke vil tilsætte de nye giftstoffer, men hvad mon de vil gøre, når det danske marked bliver oversvømmet af billige varer fulde af gift.

Flere artikler fra nr. 99

Flere numre fra 1994

Se flere artikler om emnet:
Miljø

Se flere artikler af forfatter:
Martin B. Johansen

Siden er vist 2065 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside