Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 99 – Januar 1994 – side 11

Fascismen i Italien sidste gang

Ågot Berger

Facismen i Italien er igen på fremmarch. Men vi har nogle erfaringer på hvordan den skal bekæmpes.

I april 1945 fejrede millioner af italienere den fascistiske diktator Mussolinis død. Arbejdere og bønder havde været hovedkraften i at bekæmpe den italienske fascisme.

Knapt 50 år senere opnår det fascistiske MSI i Italien, med Mussolinis datterdatter i spidsen, over 40% af stemmerne i Rom og Napoli.

Fascismen i Europa er ikke længere en ubetydelig størrelse. Spørgsmålet må stilles: Kan fascismen vende tilbage? Og vigtigere: Hvilke erfaringer har vi, om hvordan fascisterne kan bekæmpes?

I kølvandet af den russiske revolution i perioden 1917-23 var Europa præget af en offensiv fra de revolutionære kræfters side.

I de to “røde år” fra 1919-1920 så man også et revolutionært opsving i Italien. Torino var centrum for arbejderklassens aktiviteter og især fabriksbesættelserne.

Bevæbnede arbejdere valgte fabriksråd, udfordrede regeringen, og opfordrede socialistpartiet og dets fagforening CGL til at sprede kampen til hele Italien. Også på landet var der blandt landarbejderne omfattende kampe for en jordreform.

Godsejerne mente, at regeringen ikke udviste nok forståelse for deres problemer med de oprørske bønder. De beklagede sig over, at regeringen ikke ville sætte millitær og politi ind for at beskytte deres ejendomme.

Fabriksejerne var ligeså utilfredse med den ustabile situation og den massive strejkebevægelse. Både blandt gods- og fabriksejere diskuterede man hvordan en revolution kunne undgås.

Den revolutionære bølge blev brudt, fordi det italienske socialistparti (PSI) var i stand til at kanalisere utilfredsheden over i forhandlinger.

Som i andre lande gik arbejderbevægelsens højrefløj i samarbejde med de liberale/borgerlige partier for at sikre det kapitalistiske produktionssystem.

Mussolini kom på banen i den ustabile situation der opstod efter arbejderklassens nederlag. Han forenede kapitalisternes interesser i kampen mod fabriksbesættelser og jordreformer.

Fascisternes nationalistiske og socialistfjendtlige ideologi, kombineret med deres paroler mod bankkapital og storindustri, appelerede også til småborgerskabets ideologi.

Godsejerne, virksomhedsejerne og kredse i hæren øgede støtten til Mussolini efter at arbejdernes offensiv var blevet stoppet i 1920. Storkapitalen støttede Mussolini økonomisk. Fascistpartiets march mod Rom, blev finansieret med 20 millioner.

Marchen mod Rom skulle fastslå fascisternes styrke i gaderne. I forbindelse med marchen sendte storkapitalen et støttetelegram. I telegrammet understregede de, at den eneste mulige løsning var en regering med Mussolini i spidsen.

I 1922 tog Mussolini statsministerposten. Dette skete efter at fascistiske bander havde terroriseret progressive aviser, fagforeninger, landbrugscooperativer, socialister og kommunister.

Efter at Mussolinis fascistparti kom til magten fortsatte terroren og alle andre partier blev forbudt og arbejdernes organisationer opløst.

Kommunistpartiets lederskab blev arresteret sammen med hundreder af partimedlemmer. Reaktionen blandt de “pæne” liberale politikere, kongen og Vatikanet var udbredt sympati for italiens nye stærke mand. Efter et besøg i Italien i 1927 udtalte den daværende engelske konservative minister Winston Churchill sig om situationen i Italien.

Han understregede, at han helhjertet støttede fascismen i kampen mod “leninismens bestialske appetit og begær”. “England har endnu ikke måttet bekæmpe denne fare på samme dødbringende måde.

Vi har vores egen måde at gøre tingene på. Italien har vist, at der er en måde, hvorpå man kan bekæmpe de underminerende kræfter....”

Historien har vist, at borgerskabet er parat til at ty til fascimen som kriseløsning, for at beskytte det kapitalistiske produktionssystem mod et voksende socialt oprør.

Hvordan kunne de italienske fascister erobre magten ovenpå et revolutionært opsving i arbejderklassens aktiviteter? Hovedansvaret for nederlaget skal placeres hos det italienske socialistparti (PSI).

Det manglede viljen til at sprede og optrappe arbejderoprøret. Dernæst undlod PSI at mobilisere aktivt mod den voksende fascisistiske trussel. PSIs leder Matteottis budskab i marts 1921 var ikke til at tage fejl af: “Bliv hjemme: besvar ikke provokationerne. Selv en kujonagtig tavshed kan somme tider være heroisk.”

I 1922 begyndte antifascister at opbygge organiseret modstand mod fascismen. I samme periode, som denne bevægelse styrkede mobiliseringen mod fascismen indgik PSI en “fredspagt” med fascisterne. Aftalen betød, at begge parter skulle afvæbne sine grupper.

Mussolinis fascistiske terrorkorps  overholdte ikke aftalen. Så mens arbejderne og de antifascistiske organisationer afleverede deres våben fortsatte fascisterne deres terror.

I 1921 havde Kommunistpartiet (PCI) brudt med PSI. Kommunisterne udgjorde den vigtigste opposition til PSIs manglende vilje til at mobilisere mod fascismen.

Men PCI førte en håbløs ultravenstrelinje. De afviste ethvert samarbejde med PSI og andre antifascister, der ikke var erklæret revolutionære.

Derfor er PCI også medansvarlige for fascisternes sejr. PCIs leder Bordiga afviste i 1922 enhver ide om, at fascisterne skulle kunne tage magten.

Tre måneder inden Mussolinis magtovertagelse, skrev Bordiga: “Den største fare er, at de (fascisterne og PSI) går sammen i enighed om at opretholde systemet, for en legal og parlamentarisk løsning.”

Det eneste der kunne have stoppet Mussolini var en enhedsfront, mellem PCI, PSI og fagforeningerne. Denne enhedsfront skulle aktivt have konfronteret fascisterne i gaderne og på arbejdspladserne.

I 1923 sagde den tyske kommunist Clara Zetkin på et møde i Kommunistisk Internationale: “Fascismen kan ikke bekæmpes på de italienske reformisters måde: ‘Rør ikke mig så vil jeg heller ikke røre dig.’ Nej styrke mod styrke. Ikke i form af individuel terror, men den organiserede revolutionære styrke som proletariatets klassekamp er.”

Lenin havde sagt: “Adskil jer organisatorisk fra Turati (PSIs leder), og dan derefter en alliance med ham.” En alliance mod reaktionen,samtidig som kommunisterne fastholdt den ideologiske og organisatoriske kamp mod socialistpartiet.

Den italienske kommunist Gramsci opsamlede i 1926 den strategi PCI burde have fulgt: “Kommunistpartiet skulle have dannet en alliance med socialisterne mod fascismen. Denne enhedsfront var det eneste som kunne have stoppet fascisterne, og bragt arbejderklassen tilbage på banen.”

Flere artikler fra nr. 99

Flere numre fra 1994

Se flere artikler om emnet:
Italien
Nazister: Italien

Se flere artikler af forfatter:
Ågot Berger

Siden er vist 2747 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside