Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 267 – 4. april 2007 – side 9

Boganmeldelse

Blekingegadebanden – den danske celle

Freddie Nielsen

Med 3 dages forskræp i Politiken, med reklamer bag på busserne, og ikke mindst den måde som “Blekingegadebanden“ gang på gang er blevet trukket frem som konkrete eksempler på venstrefløjens holdninger og moral – så er det selvfølgelig med bange anelser, at man giver sig i kast med Øvig Knudsens bog Blekingegadebanden.

Jeg vil derfor starte med at slå fast, at jeg er positivt overrasket. Selvfølgelig rummer bogen for meget sensationslyst, spekulationer og psykologisering, men når det store regnskab skal gøres op, synes jeg, at Øvig Knudsen har arbejdet ganske dybt og nærmest sobert med sagen.

Dermed ikke sagt at jeg selv ville have grebet det an på samme måde, men man føler altså ikke, at man sidder med 430 siders “venstrefløjen er terrorister, og nu skal de have så mange som muligt over nakken“.

Selv om bogen er skrevet af en journalist og dermed lider af manglende kilder, og selv om den mange steder er lidt vel sensationspræget, er der gjort et reelt forsøg på at give et billede af baggrunden fra Kommunistisk Arbejdskreds (KAK), der opstod med bruddet mellem Sovjetunionen og Kina i 1963.

Ligeledes redegøres der for KAK-lederen, Gotfred Appels “snylterstatsteori“, der mener, at den vestlige arbejderklasse er købt i en sådan grad, at den ikke kan forventes at gøre oprør, uden at den tvinges af revolutioner i 3. verden. Det andet element i teorien er derfor, at vestlige venstreorienterede skal holde sig fra den lokale klassekamp, og i stedet koncentrere sig om konkret støtte til revolutionære bevægelser i 3. verden.

Teorien hører klart til blandt de mest særprægede og meningsløse ideer, der er forstret på venstrefløjen, men den er vigtig for at forstå, hvordan en flok venstreorienterde kunne slå sig på røverier i stor stil.

Et tredje element i bogen er PFLP (Folkefronten til Palæstinas befrielse), som KAK kastede sin kærlighed på, og som de opbyggede snævre forbindelser til siden 1969.

Selv om PFLP nok lidt vel meget ses som en terrorgruppe, rummer bogen ganske informative afsnit om PFLP. Og det skal nok gibbe lidt i én og anden blandt de, der har set frem til bogen, når Øvig Knudsen forklarer, at den zionistiske terrorgruppe Irgun (ledet af den senere ministerpræsident Menachem Begin), først var inspirationskilde for FNL i Algeriet og siden for PFLP.

Problemet med bogen er mere, at den ikke har videre betydning for venstrefløjen. Bevares – vi skal ikke forsvare Blekingegadebandens handlinger eller afvise, at de var venstreorienterede, ud fra noget med at sådan gør rigtig venstreorienterede ikke.

Og vi skal slet ikke sige “jamen, de gjorde da i det mindste noget“. Det er ikke nok bare at handle, vi må først spørge, om hvorvidt handlingen kan føre til masseaktivitet, og det har hverken Blekingegadebanden eller PFLP’s handlinger været indrettet efter.

Alle blev de oprindelig vakt for sagen på grund af vrede over manglende indflydelse og demokrati i deres eget land og på grund af USA’s beskidte krig i Vietnam. Derfor er det også vigtigt at have brugbar teori, der kan pege på de handlinger, der bedst kan sikre et samfund uden krig og uretfærdighed, og sikre at der ikke i frustration over tingenes tilstand opstår nye Blekingegadebander – men til det formål er bogen aldeles uegnet.

Som historieskrivning er den lidt la la. Som spændingsroman er den lidt langtrukken. Som dokumentation er den ofte for spekulativ. Jeg tror, at folk, der køber den efter Michael Holbek Jensens anmeldelse i Urban – “Med sit gysende portræt af et politisk avlet monster midt i den hyggelige kolonihave er bogen et dynamitbrag og en milepæl i nyere dansk historieskrivning.“, også vil blive skuffede.

Blekingegadebanden. Den danske celle
af Peter Øvig Knudsen
Gyldendal, kr. 299

Flere artikler fra nr. 267

Flere numre fra 2007

Se flere artikler af forfatter:
Freddie Nielsen

Siden er vist 6432 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside