Nr. 7 - sept. 1998
 
Socialistisk Revy
hjemmeside
 
Indhold nr. 7

Forsiden
 
Aktuelt
3 Leder
4 Kort nyt
8 På randen af kaos
11 Fra kaos til revolution
18 Pølsefabrikken
 
Teori/historie
14 50 år med international socialisme
20 Fremmedgørelse
 
Andet
13 USA på vrangen
23 Fra asken og i ilden
26 Månedens bog
27 Anmeldelser
30 Marxisme
31 Mød IS

Socialistisk Revy nr. 7 – Side 4 – September 1998

Kort Nyt

Profit eller velfærd
Kampen mod nazisterne
PET og 70'ernes venstrefløj
SU-nedskæringer?
USA's terrorbomber

Profit eller velfærd

Regeringen har lagt op til et finanslovsforlig med de borgerlige, der kommer til at byde på nedskæringer og forringelser af sociale ydelser. Det på trods af Nyrups valgløfter om forsvar for velfærden og bedre forhold for familierne.

Argumentet for at skære ned er, at samfundet ikke har råd til velfærd. Den lidt mere avancerede version af det samme argument er, at hvis vi vil beholde velfærdsstaten, må vi skære i dele af velfærden. Dette argument er bredt accepteret af både borgerlige og socialdemokratiske politikere. Forskningschef Niels Ploug fra Socialforskningsinstituttet stiller argumentet klart op, når han siger, at regeringen må vælge mellem "enten at give de 60-årige penge for at trække sig tilbage, selv om de fleste uden problemer kunne blive et år eller to mere på arbejdsmarkedet, eller tilbyde de 70-80 årige en rimelig pleje og et godt sygehusvæsen uden lange ventelister." De såkaldte økonomiske vismænd konkluderer det samme i en rapport, der udkom i foråret.

For at underbygge argumentet om, at der ikke er råd til velfærd, hives skræmmebilledet om 'pensionsbomben' frem: I de næste 10-20 år bliver der alt for mange gamle, der skal forsørges, hedder det. I løbet af de næste ti år vil gruppen af 60-70 årige vokse fra 463.000 til 655.000, en stigning på 47 procent. I løbet af de næste 20 år vil antallet af 70-80 årige stige fra 573.000 til 690.000, en stigning på 20 procent.

Når regeringen hævder, at der ikke er råd til velfærd, er det fordi den ønsker at hælde pengene i de riges lommer

Men økonomien har før klaret langt større "belastninger". For eksempel er antallet af personer på overførselsindkomster tredoblet i perioden 1970 til 1996, hvilket er langt mere end den såkaldte 'pensionsbombe'. Men samfundet brød ikke sammen af den grund.

De, der siger, at der ikke er penge nok til velfærd, kigger som regel på statens udgifter og konkluderer, at så mange penge har vi da virkelig ikke råd til at bruge. I alt bruger staten omkring 210 milliarder på overførselsindkomster. Det er naturligvis ufatteligt mange penge, men der er faktisk mange flere penge i omløb i hele samfundet. Udgifter til indkomstoverførsler vil med regeringens finanslovsforslag udgøre sølle 6,9 procent af bruttonationalproduktet i 1998. I 1994 var tallet 9,4 procent.

Der er i hvert fald ét sted, hvor der er penge nok, nemlig i erhvervslivet og aktionærernes lommer. De danske firmaer har rekordoverskud. Ifølge Børsen er profitterne steget med 29 procent i årets første halvdel. Vel at mærke uden at omsætningen er steget tilsvarende.

Firmaet Carnegie Bank har undersøgt en ny "trend" indenfor erhvervslivet: store firmaer tilbagekøber deres egne aktier, og pumper på den måde penge ud af virksomheden direkte ned i aktionærernes lommer. Carnegie Banks opgørelser viser, at fem danske virksomheder har foræret aktionærerne 7,5 milliarder kroner på det seneste. Politiken skriver i en artikel: "Når fænomenet netop i år ser ud til at brede sig, er det også fordi mange virksomheder efter nogle års optur bugner af penge. Og det er ikke alle, der lige står og har brug for dem eller kan finde på noget at bruge dem til."

Det er sørgeligt, at en socialdemokratisk regering ikke har mere fantasi end virksomhedsejerne til at gøre det oplagte for at finansiere velfærden: tage pengene fra de rige; genindføre formueskatten og hæve selskabsskatten.

Da regeringen fjernede formueskatten, kostede det statskassen 800 millioner kroner. Dengang hørte man ingen jammer om, at der ikke var råd! Med de sidste års aktiestigninger vil det i dag give mere end de oprindelige 800 millioner at genindføre skatten.

Men man kan sagtens hæve skatten for de rige endnu mere. Ganske vist er aktiemarkedet ude på noget af en nedtur, men det danske aktiemarked har stadig en værdi på knap 800 milliarder kroner, hvilket altså er fire gange så meget som statens samlede udgifter til overførselsindkomster.

Det bør også nævnes, at aktiemarkedet tidligere på året havde en værdi på næsten 900 milliarder, og har altså mistet 100 milliarder kroner, uden at det øjensynligt har haft den store betydning. Det er måske ikke så underligt, at spekulanterne ikke er gået fallit på trods af et tab på 100 milliarder kroner. Under valutaspekulanternes pres på kronekursen i slutningen af august opkøbte Nationalbanken kroner for en værdi af 5 milliarder om dagen!

Argumenterne for, at der ikke er råd til velfærd, klinger hult, når der er råd til at give de rigeste skattelettelser og pumpe penge i, at nogle få stenrige spekulanter kan sove roligt om natten.

Toppen af siden

Nazierne blev bremset – hvad gør vi næste gang?

Den 15. august måtte nazisterne atter en gang sande, at de ikke uden videre kan marchere i Danmark – selv ikke med støtte fra det meste af Europa. De var henvist til en gåtur om morgenen, før nogen kunne få øje på dem. Det signalerer snarere svaghed end styrke, og 'marchen', vil hverken have nogen tiltrækningskraft på svage sjæle eller nogen skræmmende effekt på os andre. Tværtimod viser den, at aktiv modstand kan holde nazisterne nede.

Spørgsmålet er nu, hvilken form for modstand, der kan tage æren for at have holdt nazisterne nede. Det er næppe overborgmester i København Jens Kramer Mikkelsens opfordring til at blive indendørs og lukke vinduerne, som nazisterne frygtede effekten af. Havde det været den eneste form for modstand, ville nazisterne have haft mulighed for at marchere og tiltrække løsere tilknyttede nazisympatisører. De kunne fx have marcheret gennem indvandrerkvarterer og skræmt folk fra at gøre modstand.

Derfor er det et stort fremskridt, at mosaisk trossamfund er blevet presset af de unge jøder til at forlade sin hidtidige politik om passiv modstand til at deltage i demonstration på Christiansborg. Men selvom denne demonstration er et stort fremskridt, så kan man heller ikke bekæmpe nazisterne ved at demonstrere i en anden by eller bydel, end der hvor nazisterne marcherer.

Nazisterne er blevet presset i defensiven af en række aktioner, rettet direkte mod deres aktiviteter. Først i 1994, hvor beboerne i Kværs og Kollund i Sønderjylland, aktivt fordrev nazistisk aktivitet fra deres byer ved at demonstrere foran nazisternes huse ledsaget af angreb på dem.

Dernæst blev nazisternes forsøg på at marchere i Roskilde forpurret af almindelige mennesker, som med sten og flasker jog nazisterne ud af byen trods et stort politiopbud, som skulle beskytte nazisterne.

Det var disse erfaringer, der fik politiet til at konkludere, at de ikke ville være i stand til at beskytte nazisterne, hvis de fik lov at gå i centrum af Køge eller København. At politiet på ingen måde ønskede at genere nazisterne, fremgår af, at politiet tillod dem at marchere om morgenen, selvom marchen var ulovlig.

Antiracistisk Netværk havde arrangeret en demonstration i Greve ved nazisternes hovedkvarter, hvor nazimarchen skulle udgå fra, hvilket var det mest logiske sted at være, hvis man skulle stoppe marchen. Men netværket havde delt demonstrationen op i en fredelig demonstration, som stoppede 3-400 meter fra nazi-hovedkvarteret og som skulle undgå konfrontationer med nazisterne, og mindre grupper på 50-200 mennesker, som var parat til at slås mod nazisterne, og som skulle blokere de andre udfaldsveje fra nazi-hovedkvarteret, hvis det skulle blive nødvendigt. Denne taktik indeholdt imidlertid flere problemer.

For det første, hvis en gruppe på mellem 100-200 kom op at slås med de 132 nazister, der var mødt frem, ville den sejrende part være den, der var parat til at bruge de mest beskidte metoder – en kamp antinazisterne næppe ville vinde.

For det andet ville det bekræfte det billede, politiet og medierne elsker at fremstille, nemlig at kampen mod nazisterne foregår mellem en lille flok nazister og en lille flok lige så voldelige antinazister eller autonome – et billede som modstanden i Kollund, Kværs og Roskilde ellers havde rammet en pæl igennem.

For det tredje blev den fredelige demonstration splittet mellem arrangørerne og en fjerdel af demonstrationen, som ligesom de fleste andre demonstrationsdeltagere ikke var sat ind i den komplicerede taktik, og derfor ikke kunne forstå, hvorfor man skulle stoppe lige før hovedkvarteret. De angreb politiafspærringerne foran nazisternes hus, hvilket gav politiet en mulighed for at overreagere med tåregas og pansrede biler, så pressen alligevel kunne få sine billeder med ballade og vold.

Antiracistisk Netværk har angiveligt valgt sin taktik udfra en opfattelse af, at kun de få udvalgte ville være parat til at slås mod nazisterne. Heller ikke Netværket har lært af Kollund, Kværs og Roskilde, hvor det viste sig, at almindelige mennesker var parat til at gå langt for at stoppe nazisterne.

Næste gang nazisterne vil marchere må vi mobilisere de mange til at konfrontere nazisterne, hvis det bliver nødvendigt. Så vil udfaldet af kampen på ingen måde blive overladt til tilfældigheder.

Toppen af siden

PET-sagen: venstrefløjen svines til

Den tidligere agent Anders Nørgårds afsløringer af PET's åbenlyse ulovligheder i form af infiltration og registrering af SAP (Socialistisk Arbejderparti), Internationalt Forum og HT-chaufførerne i 80'erne har afstedkommet yderligere afsløringer.

Der er lækket oplysninger til Justitsministeriet af en sådan karakter, at selv Frank Jensen ikke kan stå imod presset for en uvildig undersøgelse af PET's virksomhed.

Den ideologiske højrefløj, med Berlingske Tidende, Jyllands Posten og koldkrigerprofessoren fra Odense, Bent Jensen, føler sig kaldet til at forsvare PET og har indledt en veritabel offensiv mod 70'ernes venstrefløj. I artikel efter artikel tegner der sig et billede af venstrefløjen i 60'erne og 70'erne som nogle, der beskæftigede sig med femte kolonne virksomhed, terroristiske planer for en voldelige omstyrtning af samfundet og i det hele taget som blodtørstige voldspersoner.

Billedet har meget, meget lidt med virkeligheden at gøre. Venstrefløjens arbejde i begyndelsen af 70'erne koncentrerede sig hovedsageligt om tre ting: kampen mod tilslutningen til det europæiske fællesskab (EF), kampen mod USA's voldelige og blodige engagement i Vietnam og Danmarks opbakning bag samme, og de hyppigere faglige kampe, fx kampen for ligeløn og forbedring af kvindernes situation på arbejdsmarkedet.

Den herskende klasse havde brug for PET til at forhindre, at et oprør ville frarøve dem deres privilegier

Venstrefløjen deltog i disse, fordi her var der mulighed for at knytte de brede kampe mod USA og Danmarks imperialisme, mod kapitalens Europa samt faglige kampe ind i et socialistisk perspektiv. Derfor foregik der en livlig og hed debat om vejen frem mod socialisme, med DKP som den absolut mest konservative kraft. DKP accepterede nemlig opdelingen af verden, som stadfæstet i Jalta aftalen efter anden verdenskrig. Sovjetunionen ønskede ikke revolutioner i de vestlige lande, da det kunne skabe problemer ift. magtbalancen med USA.

Dette sås tydeligt i Frankrig i 1968, hvor det franske kommunistparti (PCF) gjorde alt for at forhindre, at generalstrejken udviklede sig til et egentligt oprør og mulig revolution.

På samme måde tillod USA og Danmark russiske tanks at rulle over de ungarske arbejdere i 1956 uden at gribe ind. Bagefter brugte de massakren som argument mod Sovjet og mod "kommunismen" som idé. På denne måde havde den herskende klasse i Vesten brug for de vestlige kommunistpartier både som bremse ift. resten af venstrefløjen, som typisk var mere radikale, og som skrækeksempler over for befolkningen.

For den egentlige revolutionære venstrefløj, som blev skabt i studenteroprøret sidst i tresserne, stiller tingene sig anderledes. De kan ikke beskyldes for at have forbindelse til østblokken, da de udpegede dem som imperialistiske (dog ikke dele af VS), i hvert fald undertrykkende og ikke noget forbillede.

I stedet for rettes angrebet på vores revolutionære holdninger. I skrift og tale ytrede den revolutionære venstrefløj sig (også på TV) for ideen om at den herskende klasse ikke vil lade sig stemme væk fra magten, og at det vil være nødvendigt at tvinge dem til det. Det ville også være nødvendigt at forsvare revolutionen mod de gamle magthaveres forsøg på at sabotere den nye stat. Men samtidig blev det understreget, at sådan en revolution kun kunne lade sig gøre, hvis den havde opbakning fra et flertal i arbejderklassen.

De revolutionæres holdninger var farlige for magthaverne i begyndelse af 70'erne af helt andre grunde. De var farlige, fordi de kunne påvirke mange i arbejderklassen. 70'erne var en tid, hvor den borgerlige orden var i søgelyset og vaklede. En tid hvor mange unge arbejdere satte spørgsmålstegn ved systemet og deltog i faglige kampe. Det var ikke DKP's politiske og økonomiske samarbejde med Sovjetblokken, som var farlig, det var tanken om internt oprør fra egen befolkning, som skræmte. Derfor havde magthaverne brug for spionagevirksomhed mod egne borgere. Det er herfra faren mod deres rigdom kommer. Også i dag.

Toppen af siden

Skal de studerende nu betale for årtiers nedskæringer?

Fantasien kender ingen grænser, når den fejlslagne velfærdspolitik skal bortforklares.

Forringelserne i ældreplejen skyldes ikke længere politikernes nedskæringer – hvem kunne dog tro det om de pæne politikere? Nej, skurken er de studerende, som studerer for længe, for sent og for dårligt. Det er påstanden fra tidligere økonomom i Dansk Metalarbejderforbund og nuværende medlem af SU-rådet, Steffen Møller.

De studerendes slendrian er ifølge Steffen Møller udtryk for en fjendsk holdning overfor de svage i samfundet. Som han skriver i Information (1.9.1998):

"Hvilken gammel får gjort mere eller bedre rent, når dagplejen har orlov eller tager en omsorgsdag. Eller lægen har orlov i stedet for af nedbringe ventelister … Er det solidarisk at rejse, servere på en café, hygge sig lidt, når man er veludrustet fra naturens hånd, begavet og måske endda håndsnild?"

Steffen Møller hetz mod de studerende er ikke en enlig svale. Flere politikere brugte sommerens agurketid til at gøre de studerende til syndebukke. Fx blev ordet "cafe-penge" hånligt lanceret om de hjemmeboende studerendes SU. Måske kan du bruge SU'en på caféer, hvis du bor hos forældre, der er rige. Men det er kun de færreste studerende, der gør det.

I juni spillede undervisningsminister Magrethe Vestager ud med, at der skulle spares 400 mio. kr. på budgettet for uddannelserne. Udspillet blev modtaget med kyshånd af de konservative, hvis uddannelsespolitiske ordfører Brian Mikkelsen, foreslog, at man helt fjernede de to sommermåneders SU. Begrundelsen var, at de konservative på den måde "ønsker at frigøre ressourcer i SU-systemet til forbedring af kvaliteten i uddannelsessystemet."

Heldigvis blev udspillet mødt med modstand fra de øvrige partier, selv Venstre, og gennem mange læserbreve i aviserne fra forskellige studerende, fx et i Politiken: "I stedet for at skære i SU-en burde politikerne vende de her skitserede elementer på hovedet; sætte SU-en op, begrænse antallet af deltidsjob for de studerende, og i stedet give disse job til nuværende kontanthjælpsmodtagere, hvis kontanthjælp herved kan bruges til SU… Resultat: et system hvor uddannelse kan betale sig, en nedsættelse af arbejdsløsheden og glæde for i hvert fald to grupper af landets befolkning."

Men det står tilbage, at regeringen ønsker at spare mindst 400 mio. kroner på uddannelsesbudgettet, og en rapport, Kvalitet i uddannelsessystemet, anbefaler derfor, "at der sker en omlægning af SU, så der gennem SU-systemet sendes tydeligere signaler til de unge om de reelle omkostninger ved at påbegynde og afslutte uddannelse i en sen alder."

Hvad dette betyder i praksis ses meget tydeligt af Steffen Møllers forslag:

"En model, hvor SU reduceres pr. måned med f.eks. 500 kr. – erstattet af en ny lånemulighed (ikke tvang) og så en præmie på 500 kr. pr. måned ved bestået første-årsprøve... dog max. 6.000 kr. – og med pligt til at anvende provenuet til afbetaling på evt. optaget studielån." På højere uddannelser skal reduktionen være det dobbelte. Det vil betyde, at studerende uden rige forældre bliver tvunget til at skynde sig gennem studiet eller tage store lån for at overleve, mens studerende fra rige familier kan bruge al den tid, de vil til at fordybe sig.

Steffen Møller og de andres analyse bygger på nogle direkte forkerte oplysninger, fx at unge starter meget sent på universitetet. Men den ovennævnte rapport viser, at ganske vist arbejder mange unge de første 12 måneder, efter gymnasiet, men allerede efter halvandet år, er der lige mange, der arbejder som er i gang med en uddannelse, og efter 3 år er hele 60 pct. i gang.

Toppen af siden

USA – den impotente supermagt

Den 20. august affyrede USA omkring 75 missiler mod mål i Sudan og Afghanistan. Angrebene dræbte 26 mennesker og sårede mindst 75.

USA erklærede, at angrebene ramte terrorist-mål og var hævn for bomberne mod de amerikanske ambassader i Nairobi og Dar-Es-Salaam. Den vestlige verdens ledere, her iblandt den danske udenrigsminister Niels Helveg, var hurtigt ude med støtte og forsvar til USA's aktion. Det på trods af, at USA ingen beviser havde for, at de ramte mål rent faktisk havde noget med terroristisk virksomhed at gøre.

Tværtimod har det vist sig, at den kemiske fabrik i Sudan, som USA bombede under påskud af, at den fremstillede nervegas, udelukkende producerede medicin. Sudan har anslået at fabrikken dækkede op til halvdelen af landets medicinbehov. Da Sudan efter bombardementerne foreslog at sende FN's våbeninspektører til fabrikken for at kontrollere USA's påstande om giftgasproduktion, afslog amerikanerne – det var ikke "nødvendigt". Efterfølgende har flere personer, der har arbejdet på fabrikken, afvist påstandene. Den britiske ingeniør Tom Carnaffin arbejdede for Baaboud familien, som ejer fabrikken, fra 1992 til 1996. Han siger: "Amerikanerne hævdede, at våbnene blev fremstillet i den veterinære del af fabrikken. Jeg har intimt kendskab til den del af fabrikken, og med mindre der er sket radikale ændringer indenfor de sidste par måneder, er den slet ikke udstyret til at opfylde de krav, kemisk våbenfremstilling stiller." Andre vidner har peget på, at fabrikkens sikkerhedsforanstaltninger lå på et ekstremt lavt niveau – noget, der peger væk fra påstande om våbenfabrikation.

De allernyeste oplysninger i sagen udstiller imidlertid USA's kynisme endnu mere. Prøver bestilt af Clinton selv før angrebene viste ingen spor af giftgas. Alligevel beordrede Clinton angrebene.

Og Osama bin Laden, af Clinton kaldet "America's Public Enemy Number One", er ikke bare dukket op af den blå luft. Han kæmpede i guerillakrigen i Afghanistan mod den russiske besættelse af landet i 1979. De afghanske guerillaer fik massiv støtte fra Vesten, og Ronald Reagan og Margaret Thatcher så dem som "frihedskæmpere". CIA ønskede at se Rusland fanget i sit eget Vietnam, og pumpede penge ind i krigsindsatsen mod russerne. Bin Ladens træningslejr i Khost, som var hovedmålet for USA's missilangreb, blev bygget med hjælp fra CIA. USA har selv været med til at opbygge den mand, de nu kalder USA's hovedfjende.

Nogle kommentatorer ser USA's "krig mod terrorisme" som et udtryk for USA's styrke. Og mange peger på skandalen omkring Clintons seksuelle eskapader som baggrunden for den militære aktion.

Selvfølgelig kommer bombningerne belejligt ikke bare for Clinton, men for hele den amerikanske herskende klasse, der har brug for et andet fokus end præsidentens tissemand. Men som leder af verdens største militærmaskine – USA bruger flere penge på militær end resten af verden tilsammen – har amerikanske præsidenter aldrig haft brug for en sexskandale som undskyldning for at gribe til våbenmagt.

Snarere end at vise, at USA står stærkt, tyder aktionen på desperation. Hvad er det modige i at verdens stærkeste militærmagt smider bomber i to af verdens fattigste lande? Hvor i ligger styrken i at jævne en civil medicinalfabrik med jorden?

USA's aktion har forværret forholdet til allierede i hele den muslimske verden og styrket bin Laden politisk. En af Washingtons arabiske hovedallierede, Saudi-Arabien, forholdt sig tavst til angrebene, mens den ægyptiske regering direkte fordømte angrebene i lighed med de fleste andre muslimske lande. USA har allerede tyndslidt tålmodigheden blandt de arabiske befolkninger og ledere ved at støtte en israelsk regering, som åbent saboterer fredsprocessen med palæstinenserne.

Spørgsmålet er, hvorfor USA valgte at udføre angreb, hvis politiske hovedeffekt har været yderligere at destabilisere pro-vestlige regimer i den muslimske verden. Enten forudså Clinton og hans rådgivere ikke de temmelig forudsigelige konsekvenser af deres handlinger, hvilket er muligt – undervurder aldrig den amerikanske sikkerhedstjeneste efter Vietnamkrigen.

Eller også forudså de det, men var ligeglade. De foretrak en brutal amerikansk magtudfoldelse. Dette ville ikke skræmme bin Laden og resten af det radikale Islam. Men det ville minde resten af verden – inklusive de andre stormagter - om Washingtons overvældende militære overlegenhed og dets villighed til at bruge den (Boris Jeltsins første vrede fordømmelse af angrebene viser, at han i hvert fald havde fanget budskabet).

Dette budskab var det vigtigt for USA at sende ud netop nu. Efter den kolde krigs ophør er der åbnet op for konkurrence om, hvem der kan blive den lokale eller regionale stormagt, nu verden ikke er stramt opdelt mellem USA og Sovjet. I denne situation er det vigtigt for USA at fastholde sig selv som supermagten, hvis interesser ikke kan trodses, ligesom USA bruger enorme ressourcer på at sikre, at ingen magt bliver for dominerende i et område. Den økonomiske krise, som startede i Asien, men som nu truer med at påvirke de vestlige økonomier, uddyber denne tendens endnu mere. Kampen om militær og dermed økonomisk dominans bliver med den økonomiske krise mere og mere vigtig for de herskende klasser.

USA's handlinger og de vestlige lederes hykleriske bifald til "kampen mod terrorismen" viser én ting: Imperialisme, som et system af organiseret militær vold, der tillader herskerne i de rigeste lande i verden at dominere og trampe på alle andre, lever i bedste velgående. Den må bekæmpes.

Soc. Revy – hjemmeside  |  Toppen af siden  |  Soc. Revy – indhold nr. 7