Socialistisk Arbejderavis
Nr. 101 – Marts 1994 – side 8
Mens vi venter på opsvinget ...
Jørn Andersen
Når tingene går ad helvede til, er det altid rart at tænke på, at i morgen bliver det sikkert anderledes. Nogle gange bliver det bedre. Men når tingene er gået skævt år efter år i 20 år, og man stadig tror, at tingene af sig selv bliver bedre, så bliver troen til myte.Politik er fuld af myter. En af de største myter i øjeblikket er, at “opsvinget er på vej”.
Vismænd, regeringsøkonomer, diverse råd og nævn udsender prognoser om, hvor meget ledigheden vil falde i 1994.
Nationalbankdirektør, Erik Hoffmeyer, der ellers ikke er kendt for vilde udtalelser siger: “Muligvis kan opsvinget flade ud i perioder, men det vil forsætte igen.”
De økonomiske vismænd forudser i deres seneste halvårsrapport, at ledigheden vil falde med 15.000 i både 1994 og 1995.
Nyrup-regeringen har på det nærmeste sat livet ind på, at “knække kurven”. Dens skæbne afhænger af, om den er i stand til at påvise faldende arbejdsløshed og økonomisk vækst.
Men det er betydeligt lettere at finde fremtids-prognoser om opsvinget, end det er at finde reelle tal, der understøtter det. Jørn Andersen har kigget på fup og fakta om opsvinget.
Regeringens liv afhænger af, om den får sat gang i økonomien. Men den kan højest skabe et kortvarigt opsving.
De tal regeringen bruger, når de påstår, at opsvinget er på vej, er tal for arbejdsløshed, eksport og produktion.
Om arbejdsløsheden fortæller Det Fri Aktuelt i starten af februar 1994, at “3 store fagforbund med 806.000 medlemmer” siger, at ledighedskurven er knækket inden for deres område. Og “de forventer, at ledigheden vil falde markant i løbet af foråret og sommeren 1994.”
De tre fagforbund er SiD, Metal og HK. Det, de imidlertid snakker om, er at ledigheden ikke længere stiger så meget. Og det er jo dejligt. Men det skal ses på baggrund af, at ledigheden faktisk er steget voldsommere fra 1992 til 1993, end den gjorde i de foregående mange år. Ledigheden steg fra 318.000 i 1992 til 350.000 i 1993, det vil sige med 32.000.
Begrænset fald
Inden for enkelte områder er der sket et mindre fald, bla. for en del af SiDs medlemmer, hvor man er nede på 1992-niveauet. For SiD som helhed forventer man at komme ned på 1992-niveauet. Det samme gælder for HK. Metals cheføkonom forventer ikke, at metalarbejdernes ledighed falder så meget, at 1992-niveauet nås inden udgangen af 1994.
Sandheden om arbejdsløsheden er altså, at den falder lidt i nogle brancher, andre står stille eller har stigende ledighed. Den voldsomme stigning fra 1992 til 1993 er stoppet.
Størstedelen af det indhug i ledigheden, der sker i øjeblikket, skyldes ikke noget opsving, men orlovsordningerne. Selv om langt fra alle, der går på orlov, bliver erstattet af andre, så sker der dog en betydelig genbesættelse især inden for det offentlige område. Det giver nogle tusinde færre arbejdsløse i statistikken, men det er ren sminke.
Fortsat stor arbejdsløshed
At regeringen stort set er magtesløs over den store arbejdsløshed bliver bekræftet af en rapport fra EU-kommissionen. Den roser dansk økonomi, men siger samtidig, Danmark må leve med en høj arbejdsløshed også de næste år.
Regeringens andre indikatorer på opsvinget er, at der er en vækst i produktionen på 1,1% og en stigning i eksporten på godt 5%. Det er ting, der peger på, at dansk økonomis konkurrenceevne er forbedret.
Lille vækst
Der er altså en mindre vækst. Men er det begyndelsen på et opsving, og vil arbejdsløshedskurven knække? Her må vi kigge på, hvad “opsvinget” skyldes, nemlig en forbedret dansk konkurrenceevne og et hjemligt “forbrugsopsving”.
Den danske konkurrenceevne er især forbedret over for USA, Tyskland og Japan. Det betyder øget eksport og øget eksportproduktion. Danmark har en meget lav inflation og lave lønstigninger, hvilket giver en konkurrencefordel.
Desuden blev Danmark ikke ramt så hårdt som så mange andre af valuta-sammenbruddene i september ‘92 og i august ‘93. Sammenbruddet i EMS'en betød reelt at landene op- og nedskrev deres valutaer i forhold til hinanden, hvilket samlet set er kommet dansk økonomi til gode. En forbedring af konkurrenceevnen nytter imidlertid ikke så meget, hvis den internationale økonomi står i stampe.
Forbrugsopsving
Alligevel skal vi nok forvente fortsat vækst nogle måneder endnu. Årsagen er især, at den danske stat har “lempet finanspolitikken”, altså pumpet penge ud i systemet. Det giver øget forbrug og dermed mere produktion. Endvidere er der åbnet mulighed for at forlænge boliglån fra 20 til 30 år, hvilket også giver flere penge til forbrug nu.
Et forbrugsopsving er nødvendigvis midlertidigt. Selv om staten ville, kan den ikke opretholde et opsving i ret lang tid ved at pumpe penge ud. Det forøger statsgælden og betyder stigende inflation.
Forbrugsopsvinget er nødvendigvis også et meget moderat opsving. Det er så moderat, at det ikke vil gøre noget afgørende ved arbejdsløsheden.
Arbejdsløsheden i Danmark er blandt de højeste i OECD-landene. Den er på fem år steget fra 8,7% i 1988 til over 12% i 1993. Hvis arbejdsløsheden skal ned med blot et par procent til 1991-niveauet, skal væksten være omkring 4-5%, fordi rationaliseringer og investeringer i ny arbejdskraftbesparende teknik betyder, at færre arbejdere kan producere den samme mængde varer. Der er ingen, der tror på så høje vækstrater, medmindre der kommer et større internationalt opsving.
Når ministrene Lykketoft, Jelved og Jacobsen siger, at regeringens politik virker, er de samtidig godt klar over, at det kun hjælper en kort tid.
Opstramning
Deres politik har ikke skabt et reelt opsving. Men de håber på, at deres pengeudpumpning får sat lidt flere hjul i gang, så økonomien er gearet til at drage nytte af det internationale opsving, som de så kun kan vente og håbe på kommer.
Men de tør ikke satse på et internationalt opsving inden valget i december. Så også af den grund har de lukket op for pengeposen. Skattereformen har givet de fleste familier lidt ekstra penge, og omlægningen af huslån giver ekstra penge til nogle her og nu.
For folk med gennemsnitsindtægter og et gennemsnitsparcelhus er det imidlertid ikke de store beløb. Derimod har de bedst stillede 5% af befolkningen fået en “forbrugsudvidelse”, der kan mærkes.
Alt afhænger af det internationale opsving. Hvis ikke det kommer inden for kort tid, må regeringen igen stramme mulighederne for forbruget og stoppe væksten.
Faktisk snakker regeringen allerede om at nedsætte tilskuddet til boligforbedringer under henvisning til, at det er nødvendigt at stramme op igen.
Ingen til at trække økonomien i gang
Håbet om et opsving i Danmark bygger på forventningerne om et opsving i verdenøkonomien. Men håbet bygger på sand
Ved årsskiftet kunne USA’s præsident Clinton klappe sig selv på skulderen. Om arbejdsløsheden sagde han: “Se, vi er på rette vej.” Arbejdsløsheden var faldet fra 6,8% til 6,3%!
Faldet i arbejdsløsheden skyldes som i Danmark pengeudpumpning i form af skattelettelser til de bedrestillede.
Ingen økonomiske lokomotiver
Ser vi på verdensøkonomien som helhed, tegner der sig et meget broget billede. Lande som USA, Storbritannien, Norge og Danmark klarer sig rimeligt, mens de, der skulle være lokomotiverne i et opsving, Japan og Tyskland, har store problemer.
Begge lande har haft en høj vækst helt frem til 1991; men i 1993 havde Japan 0-vækst og Tyskland en negativ vækst på 1,5%. Japan er ramt af en dyb finanskrise, og Tyskland har svært ved at komme over omkostningerne ved genforeningen.
Ingen af dem kan i dag trække resten af økonomien i gang. Der er ikke meget, der tyder på et egentligt internationalt opsving. I de 20 år, krisen har varet, har der ind imellem været mindre opsving.
Men krisen i dag er langt dybere, end da den startede. Den første krise i 1973-74 ramte især USA og dele af Vesteuropa minus Vesttyskland. I krisen 1980-81 blev også en lang række ny-industrialiserede lande som Polen, Brasilien og Mexico hårdt ramt.
Men den krise, der har været i verdensøkonomien siden 1990, er ikke kun den hidtil længste. Den er også kendetegnet ved, at den har ramt alle de økonomiske centre: USA, Japan, Tyskland og resten af Vesteuropa – med hidtil uset styrke, samtidig med at krisen i Østeuropa i mellemtiden havde fået de stalinistiske regimer til at bryde sammen.
Kun dele af Sydøstasien oplever i dag en vækst i økonomien.
Forskellige udveje
Det betyder, at det er langt sværere at få gang i økonomien igen nu end i de tidligere kriser. Hver især forsøger landene forskellige udveje; pengeudpumpning, nedskæringer, devaluering osv. Ingen nationalstater kan i dag regulere deres egen økonomi væk fra krisen. Men alle sammen bidrager de med deres forsøg til at gøre verdensøkonomien mere ustabil.
Hvis de for alvor ville løse krisen, skulle de lade krisen få frit slag til at rense kraftigt ud i den uprofitable kapital gennem krak og fusioner.
Ingen løsning
Men de kapitalister, som i så fald ville blive udrenset vil selvfølgelig ikke acceptere en sådan løsning. Men vigtigst så indebærer det en overhængende risiko for, at udrensningerne ikke kun vil ramme uprofitable virksomheder, men trække sunde virksomheder med ned.
Det vil skabe en farlig ustabil situation for systemet, og derfor går andre kapitalister ofte ind og redder større firmaer eller banker, som er truet af fallit. Det så vi senest med Himmerlandsbanken.
Der vil på et tidspunkt komme et internationalt opsving. Men det vil være svagt, haltende og ikke særligt vedvarende. Det vil ikke trække verdensøkonomien som helhed i gang, ikke engang OECD-landene, men vil være begrænset til bestemte brancher og bestemte regioner.
Der er altså ikke meget håb at hente i et snarligt, stabilt internationalt opsving for de danske kapitalister og den danske regering. Tværtimod er der større sandsynlighed for, at den internationale ustabilitet vil ramme dansk økonomi igen. Det er en ustabilitet, der også i Danmark har givet sig udtryk i, at selv mellemstore banker og forsikringsselskaber er blevet overtaget af andre for at undgå fallitter.
Hvis ikke det internationale opsving kommer, står Nyrup-regeringen med endnu større problemer end før. Den begrænsede pengeudpumpning, der er foregået skal betales.
Og regeringen står over for at skulle tackle folks forventninger om et opsving. Forventninger, som den selv har sat i gang.
Angreb og modstand
Hvis opsvinget udebliver er regeringerne presset til at gøre noget og tvunget til at tage chancer
I Tyskland, Spanien og Belgien har regeringernes angreb på arbejderklassen udløst generalstrejker eller massestrejker. Den slags reaktioner vil den danske regering også møde, når de bliver nødt til at skifte fra pengeudpumpning til angreb på arbejderklasens levevilkår.
Øget selvtillid
Selv om kampene i udgangspunktet er defensive, så betyder vundne kampe også, at folk får en større selvtillid. Defensive kampe kan udvikle sig til offensive kampe.
Hvis arbejdsløshedstallet falder en smule, så bliver frygten for fyringer mindre. Det kan igen give øget selvtillid. Og muligheden for offensive kampe.
Vi skal ikke automatisk forvente hurtige opsving i kampaktivitet. Men 1993 har vist øget modstand rundt om i Europa. Sammenholdt med krisens dybde og presset på profitterne kan 1994 komme til at markere et afgørende skift. Et skift som socialister ikke skal nøjes med at hilse velkomment; men som vi skal bruge til at organisere og udbrede modstanden.
Perspektivet for modstanden er ikke kun at vinde noget af det tilbage, som vi har mistet, men helt at afskaffe den kapitalisme, der giver os krise på krise, og som truer med at splitte kloden ad. Det perspektiv er i dag ikke kun mere og mere nødvendigt, det er også mere og mere realistisk.
Billedtekst:
Regeringen påstår, at opsvinget er på vej. Men beviserne for det er tynde ,og regeringens politik er kun midlertidige lappeløsninger, der ikke for alvor kan gøre noget ved den store arbejdsløshed
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed