Socialistisk Arbejderavis
Nr. 112 – Februar 1995 – side 4
Kommentar
Pensionsbomben
Charlie Lywood
Velbjergede forskere, økonomer og borgerlige politikere vil fratage almindelige folk deres velfortjente folkepension, fordi “der ikke er råd”.
En tilfældig “prognose” fra den nu nedlagte Socialkommission forudsiger, at der ikke vil være arbejdsdygtige folk nok i år 2030 til at opretholde den nuværende folkepensions størrelse, hvilket vil fremkalde en såkaldt “pensionsbombe”.
Det har fået hele det borgerlige kor til at råbe op om afskaffelse af efterlønnen, forhøjelse af pensionsalderen og foreslå en privatisering af området, og dermed et opgør med princippet om ens folkepension til alle.
Opgøret med folkepensionen, en af velfærdsstatens grundpiller, startede allerede i 1991, da den daværende borgerlige regering standsede indbetalingerne til Den Sociale Pensionsfond. Denne fond blev oprettet i 1977 på Venstres initiativ (det var før de ny-liberalistiske og monetaristiske tendenser vandt indpas). Fondens formål var at sikre, at der stadig var penge til ens folkepension til alle, og at værdien af denne kunne fastholdes. Fagforeninger, specielt inden for den private sektor, fik travlt med at oprette arbejdsmarkedspensioner.
Men disse sikrer kun dem, der er i arbejde, og samtidig fratager den staten ansvaret for alle borgere. Men man fortsatte angrebet på grundlaget for folkepensionen, da der skal betales realrenteafgift af fondens 140 milliarder kroner.
En gennemgang af argumenterne for “pensionsbomben” afslører, hvor indholdsløse de er. Der er ingen, der ved, hvor mange arbejdsduelige der vil være i år 2030. Alle de, som på dette tidspunkt er under 35 år, er slet ikke født endnu. Samtidig er der 305.000 arbejdsløse og 70.000 på orlov. Hvad kunne der ikke være produceret til pensionisternes ve og vel, hvis denne enorme arbejdsstyrke fik en chance for at bestille noget. Hvis dette ikke er nok, så kan man kigge på produktionskapaciteten i Danmark.
Blot det lille opsving, som blev pustet i gang i 1994 betød en forøget produktion med stort set de samme mennesker og maskiner som i 1993. Vismændene skriver i deres rapport om dansk økonomi i 1994: “Timeproduktiviteten er i 1994 vokset omkring 4,5%, så produktionen i den private sektor kunne vokse med 6%, samtidig med at beskæftigelsen kun er steget svagt.”
Hvad ligger der så bag snakken om “pensionsbomben”? Siden 1987 har profitten år for år ædt sig ind på lønnen, således at lønnen i dag kun udgør 60% af bruttonationalindkomsten mod 67% i 1987 (Vismændenes rapport). Problemet for kapitalisterne i dag er altså, at selvom de har langt flere penge end nogen sinde før, er investeringerne stadigvæk ikke rentable. For at konkurrere i dag skal der enorme summer til, som skal bindes over mange år.
Hvis pensionen kunne privatiseres, således at folk hver især selv skulle tegne en forsikring til deres alderdom, så kunne kapitalmarkedet både tjene på denne opsparing og slippe for at afgive en del af profitten i skat. Det er den simple logik bag “pensionsbombe”-snakken. Arbejderne har interesse i en høj, ensartet folkepension. Kapitalistklassen i en opsplittet, individuel, privatiseret pension.
Det burde ikke være svært at regne ud, hvor socialister skal placere sig i denne debat.
Se også:
SAA 112: IS mener: Afvis forligene
SAA 112: Overenskomst ‘95: Pas på fagtoppens udsalg af arbejdstiden
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed