Nationalisme er intet alternativ

Der er gode chancer for at give EU-projektet et afgørende skud for boven. Strejker og protester over hele Europa har gjort det sværere for dem at enes indbyrdes, og skulle det lykkes at stikke flere kæppe i hjulet på EU vil det svække magthaverne i Europa.

Men hvis den kamp skal føres effektivt, skal EU-modstanderne gøre op med nogle af de overskrifter, som kampen hidtil er blevet ført under.

Mange EU-modstandere mener, at alternativet til EU er “Nationernes Europa”. De ser først og fremmest kampen mod EU som en national kamp for selvstændighed. De glemmer to ting. At det er de nationale ledere, der har sat gang i Unionsprocessen, samt at disse nationale ledere i forvejen fører en arbejderfjendsk politik i deres egne hjemlande.

Socialister ser først og fremmest kampen mod EU som en social kamp. Spørgsmålet er, hvem der skal sætte dagsordenen, Europas bosser eller Europas arbejdere.

Vi skal ikke alliere os med mere nationalt-sindede bosser i kampen mod EU. Hvad er forskellen mellem en EU-kommissær, der siger, at vi skal spænde livremmen ind, og en dansk-sindet EU-modstander, der siger det samme?

Vore allierede skal vi finde blandt italienske arbejdere, der strejker mod en regering med fascistiske ministre, tyske metalarbejdere, der strejker mod Kohls lønstyring, britiske hospitalsarbejdere, der kæmper mod Majors nedskæringer.

Om det er Bruxelles eller Christiansborg, der forvalter nedskæringerne, er et valg mellem pest og kolera.

I stedet skal vi argumentere for, at arbejdere i alle lande – i og uden for EU – har en fælles interesse i at bekæmpe det internationale konkurrenceræs.

Arbejderne i alle lande skal bekæmpe det internationale konkurrenceræs

Vi skal heller ikke, som bl.a. Enhedslisten gør i deres alternativ “Et Europa uden EU”, opstille “nye europæiske samarbejdsmodeller”. Så længe samarbejdet repræsenterer de samme regeringer og de samme herskende klasser, kan det være det samme, hvad samarbejdsorganisationen hedder.

I stedet skal vi pege på, at det kun er gennem international solidaritet på gulvplan, at der kan opbygges et reelt alternativ. Det betyder f.eks. støtte til anti-krigsbevægelsen i ex-Jugoslavien. Eller støtte til de arbejdere i Italien og Spanien, der slås mod de selv samme korrupte regimer, som Enhedslisten vil have til at samarbejde i CSCE.

Vi skal slås for mere demokrati – både i EU og i Danmark. EU-parlamentet er godt nok ikke verdens mest demokratiske organ, men EU-kommissionen er det langt mindre. Det ville være et klart fremskridt, at EU-kommissionen blev underlagt parlamentarisk kontrol – hvor begrænset den end måtte være.

SF har denne gang meldt klart ud, de danske forbehold skal ikke udvandes. Tværtimod skal de indgå i den danske regerings udspil til regeringskonferencen i 1996.

Selv om mange nok vil være skeptiske over for SF’s standhaftighed, er det et rigtigt signal. De danske undtagelser skal ikke kun omfatte Danmark. De skal bruges til at stoppe hele unionsprojektet.

Problemet er, at SF tror på, at de kan reformere EU. At det kan blive et redskab for sociale fremskridt og miljøkontrol.

SF “glemmer”, at det er de store europæiske koncerner, der har det store ord at skulle have sagt i EU-sammenhæng. Ligesom det er Industrirådet og de store selskaber og banker, der har det store ord at skulle have sagt i Christiansborgs kulisser.

Om det er Bruxelles eller Christiansborg, der forvalter nedskæringerne, er et valg mellem pest og kolera

På samme måde med alternativet. I EU-politikken er det for SF et bedre EU, i Danmark et bedre folketing. Socialisters svar bør være, at hverken Christiansborg eller Bruxelles kan løse de problemer kapitalismen står i. De kan kun løses ved at afskaffe kapitalismen.

Alternativet er international arbejdermagt opbygget fra neden. Et skridt på vejen er et nej til EU-partiernes planer om et styrket EU.