Socialistisk Arbejderavis
Nr. 118 – August 1995 – side 8
Arbejderkamp stopper atomvåben
Over hele verden bekymres mennesker over genoptagelsen af de franske atomprøvesprængninger, og mange ønsker at bekæmpe dem aktivt.
Der bliver demonstreret, sendt postkort, lavet cykelture og boykot af franske varer.
Det er med til at presse magthaverne i Frankrig, fordi de nødigt vil miste indtægter og stå i et dårligt lys. Men det, de virkelig frygter, er en fælles kamp arbejderne imellem på tværs af landegrænser.
De faglige aktioner, som specielt arbejdere i Australien, New Zealand og Fransk Polynesien har gennemført, har presset den franske regering meget hårdt. Når man ikke kan få breve, når franske skibe ikke bliver losset, når franske fly ikke får service eller brændstof, så er det meget omkostningsfuldt for de franske kapitalister.
På Bastilledagen d. 14. juli var de faglige aktioner på sit højeste, og i Australien og New Zealand blev franske produkter boykottet på arbejdspladserne. Det har medført, at den australske regering har været tvunget til at udelukke franske producenter af kampfly fra at byde på en ordre til 4 milliarder dollars. Og det gør så ondt i den franske militærindustris pengepung, at den franske regering har måttet hjemkalde ambassadøren.
I Europa er det mest blevet ved en række demonstrationer, heriblandt 10.000 i Frankrig, og så boykotten af franske varer, specielt vin. Boykotten kunne være et slagkraftigt våben, hvis den blev organiseret gennem uddeling af løbesedler foran supermarkeder, og ved at de butiksansatte nægtede at modtage franske varer.
Den nuværende boykot får kun de franske magthavere til at trække på skuldrene, fordi det er en individuel protestform. Fx kan en dansk vin-boykot ikke tvinge Poul Nyrup til at bryde alle bånd med Frankrig.
Faglige aktioner
Derimod kan faglige aktioner tvinge de danske arbejdsgivere til at lægge pres på såvel regering som franske kapitalister.
Derfor er konfliktvarslet fra Restaurations- og Bryggeriarbejderforbundet et skridt i den helt rigtige retning. Det er meget lettere at udelukke fransk vin, hvis de ansatte ikke vil servere den, end hvis gæsten skal tage stilling individuelt. Og restauratørerne vil som regel ikke af sig selv boykotte, fordi de vil sælge hvad som helst for at tjene penge.
Derfor er boykot et glimrende kampmiddel, hvis det bruges kollektivt. En sådan boykot støttes af Frankrigs største fagforbund CGT, som en af lederne, Alphonse Veronese, udtrykker det: “Vi føler os solidariske med folk i det sydlige Stillehav. De er blandt de mange, som har besluttet at boykotte franske varer. Vi forstår dem.” Hvis boykotten og blokaden af franske varer øges gennem kollektive aktioner og bruges af de franske fagforeninger til at lægge pres på magthaverne, så kan prøvesprængningerne stoppes.
Men en storstilet og international faglig aktion vokser ikke ud af ingenting. Enhver kan bidrage til at stoppe sprængningerne. Den individuelle boykot af varer er udmærket, men langt fra nok.
Det vigtigste er, at vi alle steder rejser diskussionen på skoler, arbejdspladser og i foreninger, så man kan vedtage udtalelser og beslutte fælles aktiviteter. Det kan være alt lige fra at erklære skolen for A-våben-frit område til kollektiv boykot af franske varer og indkaldelse til aktioner og demonstrationer.
Vi vil se handling
Enhver politiker med respekt for folkestemningen har udtalt sig imod sprængningerne. Nu skal vi se noget handling. Vil Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten gå i spidsen og arrangere en kæmpedemonstration, når sprængningerne efter planen skal begynde d. 8 september? Vil bureaukraterne i toppen af dansk fagbevægelse gøre noget aktivt for at støtte fagbevægelsens kamp i Stillehavet og opfordre til kollektive aktioner?
Der er masser at tage fat på, hvis prøvesprængningerne skal stoppes. I 1960-63 demonstrerede hundredtusinder af mennesker i Europa mod datidens A-våbensprængninger. Den massive protest var så stor i arbejderklassen, at socialdemokraterne og regeringerne blev tvunget til at underskrive et stop for prøvesprængningerne.
I begyndelsen af 80’erne blev der demonstreret i hele Europa mod den øgede oprustning, indtil den blev stoppet i 1986. I begge tilfælde kom resultatet af en omfattende bevægelse fra neden og ikke fra oven. Og det skete ikke over én nat, men gennem langs tids argumentation og mobilisering.
Disse erfaringer og den kollektive styrke i arbejderklassen over hele verden kan stoppe atomprøvesprængningerne og øget oprustning.
Billedtekst:
60 procent af den franske befolkning er imod atomprøvesprængningerne
Se også:
SAA 118: Non a la bombe
SAA 118: Derfor kastede USA atombomben
SAA 118: IS mener: Gå imod deres våbenvanvid
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed