Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 118 – August 1995 – side 12

Derfor kastede USA atombomben

Jens Klüver

For 50 år siden kastede USA verdens første atombombe over Hiroshima og indledte dermed atomalderen og frygten for en alt-udslettende atomkrig.

Den 6. august 1945 begik USA verdenshistoriens største krigsforbrydelse ved at kaste den første atombombe over Hiroshima. Sammen med ofrene for atombomben over Nagasaki blev mere end 200.000 mennesker dræbt umiddelbart. Efterfølgende steg antallet af ofre for stråleskaderne.

I dag, 50 år senere er pressen stadig fyldt af påstande om, at det var en billig pris for at stoppe krigen med Japan. Men sandheden er, at da USA kastede bomben var Japan allerede i knæ. Udslettelsen af Hiroshima og Nagasaki var alene en magtdemonstration fra USAs side over den nye supermagt Sovjet.

Atombombens destruktionskraft var af en hidtil uset størrelse. Atombomben sprang ca. 600 meter over byen Hiroshima og udslettede nærmest hele byen. Temperaturen under eksplosionsstedet nåede op på 6.000 grader.

Mere end 200.000 mennesker døde af de umiddelbare følger af atombomben. 42 af byens 45 hospitaler blev smadret fuldstændig. Af 298 læger som var i Hiroshima blev de 270 dræbt, og af de 1.780 sygeplejersker døde 1.645. Byen var forvandlet til ruin og aske.

Men også i tiden efter bombningen fortsatte folk med af dø. Mange døde af den store radioaktive stråling, som bomben havde udsendt. Således døde mange mennesker efter en tre ugers sygdomsperiode, hvor symptomerne var hårtab, blødninger ud gennem øjenhulerne og koldbrand i læber, tunge og hals.

Nærmest alle gravide kvinder, der overlevede bomben, fødte for tidlig med det resultat, at børnene døde. De babyer, der overlevede, blev ofte født med abnormt små hoveder.

Op til halvtredsårsdagen har vi så igen fået at vide, at det var nødvendigt at smide de to atombomber over de tætbefolkede byer Hiroshima og Nagasaki. Fx har præsident Clinton udtalt, at man reddede liv ved at ødelægge liv. Og vi får igen og igen fortalt, at atombomberne sørgede for, at krigen mod Japan blev afsluttet hurtigere.

Daværende præsident Truman sagde, at bomberne reddede millioner af liv. Han påstod, at man på den måde ikke behøvede at gennemføre en landgang mod Japan. Som nogle eksperter havde beregnet til at koste omkring 500.000 liv. Men de militære eksperter vidste, at det forholdt sig anderledes. De viste udmærket godt, at i foråret og sommeren 1945 var Japan ved at være slået, og at de søgte en mulighed for at indgå en fredsaftale.

Japanerne var drevet tilbage fra næsten alle erobrede territorier. Der var kun japanske tropper på det japanske hovedland og i dele af Kina. Japan havde været mål for omfattende bombardementer. Fx blev 78.000 mennesker dræbt ved et enkelt bomberaid, hvor der blev anvendt en ny form for napalm-bomber. Omkring 8 millioner mennesker var drevet på flugt fra byerne.

3 måneder før atombomben blev kastet over Hiroshima aflagde William Donovan, chef for CIA's forløber, en rapport til den amerikanske præsident, hvori han skrev, at en af de få krav japanerne ville insistere på var, at den japanske kejser kunne forblive på tronen. Det fik han jo også senere lov til.

Amerikanske militære efterretninger viste, at japanerne i sommeren 1945 havde mistet 83% af deres olieraffinaderier, 75% af deres flymotorproduktion og 60% af deres flyproduktion. Derudover var 90% af den japanske flåde sænket. De resterende skibe blev brugt til at skaffe fødevarer til Japan for at modvirke en begyndende sultkatastrofe.

Alt dette vidste både Churchill og Truman.

Både i april og juni 1945 udtalte den amerikanske generalstab, at Japan ville overgive sig ved en trussel om en invasion. Men præsident Truman fortsatte med at presse på for at bruge atombomben.

General Eisenhower, der senere blev præsident udtalte: “Jeg udtalte mine forbehold. Japan var allerede slået, og det at kaste bomben var fuldstændig unødvendigt.” Admiral William Leahy sagde: “Brugen af dette barbariske våben ved Hiroshima og Nagasaki havde ingen materiel betydning for vores krig imod Japan. Japanerne var allerede slået og rede til at overgive sig pga. den effektive søblokade og de succesfulde konventionelle bombninger.”

Der var ikke nogen militær grund til at kaste atombomberne over Hiroshima og Nagasaki. Det var politiske grunde, der afgjorde brugen. Atombomben var i høj grad ment som en demonstration overfor Josef Stalin for at vise, hvilken destruktionskraft amerikanerne var i besiddelse af. USA's ønske om at vise verdenen, at de var den ledende kraft i verdenen, betød at hundredtusinder af mennesker blev ofret.

Det amerikanerne frygtede var, at den japanske befolkning ville gøre oprør mod deres egen magthavere, og at Sovjetunionen ville gå ind i krigen og derved kunne diktere deres krav til en kommende fredsløsning i Japan. De japanske magthavere frygtede også social uro i landet. Den japanske prins udtalte ,at “det vi frygter, er ikke et nederlag, men en kommunistisk revolution der kunne efterfølge nederlaget.”

Ved Potsdam konferencen i 1945 havde England og USA aftalt med Sovjetunionen, at Sovjetunionen skulle gå ind i krigen mod Japan den 8. august 1945. Men efter konferencen frygtede USA, at man havde givet for mange indrømmelser til Sovjet. Derfor pressede præsident Truman på, for at gøre atombomberne færdige til brug.

Som han skrev i sin dagbog: “Bomben kan meget vel betyde, at vi vil være i en position, hvor vi kan dikterer vores krav ved slutningen af krigen.” Og den amerikanske krigsminister Stimson skrev i sin dagbog: “Vi bliver nødt til at få overgivelsen så hurtigt som muligt, før russerne kommer i nærheden af det japanske hjemland.” Og videre: “Det var af stor betydning, at vi fik Japan på vore hænder, før russerne kunne stille krav og hjælpe med at regere det.”

Det er også grunden til, at bomberne skulle bruges over store civile mål uden, at der blev givet en forvarsel. Det skulle sikre, at japanerne fik en total knockout, så at de hurtigt ville overgive sig til de amerikanske styrker. Derfor blev atombomberne smidt over Hiroshima den 6. og Nagasaki den 9. august. Atombomberne var ikke den sidste handling i anden verdenskrig, men den første store operation i den kolde krig.

I de efterfølgende år har vi til stadighed fået at vide, at atombomberne har bevaret freden. I virkelighed har magthaverne ikke ladet sig afskrække af at planlægge brugen af atombomben. Tidligere præsident for USA, Richard Nixon, har i et interview i forbindelse med 40 års dagen for Hiroshima og Nagasaki bombningerne indrømmet, at amerikanske præsidenter i mindst 7 tilfælde alvorligt overvejede brugen af atomvåben.

I dag har flere og flere lande mulighed for at producere atomvåben. For bare 6 år siden udtalte præsidenter, regeringschefer og andre statsoverhoveder, at Sovjetunionens kollaps har betydet, at de gamle militærstrategier var overflødige. Atom- og brintbomber er noget, der hører fortiden til. Men 50 år efter Hiroshima og Nagasaki bliver der stadig forsket i udvikling og forbedring af disse masseødelæggelsesvåben, hvilket bla. de franske prøvesprængninger vidner om, og verdens arsenal af atombomber kan stadig udslette jorden.

Billedtekst:
Mere end 200.000 blev dræbt, fordi USA ønskede at lave en magtdemonstration overfor Sovjet

 

Se også:
SAA 118: Non a la bombe
SAA 118: Arbejderkamp stopper atomvåben
SAA 118: Marxisme i hverdagen: Kan forbrugerboykot stoppe a-bomben?
SAA 118: IS mener: Gå imod deres våbenvanvid

Flere artikler fra nr. 118

Flere numre fra 1995

Se flere artikler om emnet:
2. verdenskrig

Se flere artikler af forfatter:
Jens Klüver

Siden er vist 19573 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside