Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 12 – September 1985 – side 4

Vestlig kapital presser Botha

Profitter skal sikres

Hans Erik Madsen

Apartheid-systemets kapitalistiske støttepiller i udlandet er sat under hårdt pres. Det gælder især USA, England og Vesttyskland, som har store investeringer i Sydafrika. Sydafrika er vigtig for kapitalismen som verdenssystem på grund af landets ressourcer og industri og Sydafrikas store økonomiske indflydelse i området.

Sydafrika sikrer lydigheden fra de såkaldt »befriede« sorte nationalstater i det sydlige Afrika. Tager arbejderklassen magten i Sydafrika, vil det true stabiliteten i nabostaterne.

Apartheidsystemet er afhængigt af det tætte økonomiske og politiske samarbejde først og fremmest med USA og England. Det kan ikke overleve uden deres støtte. Og omvendt vil afskaffelsen af apartheidsystemet og en socialistisk revolution i Sydafrika slå dybe skår i de kapitalistiske landes økonomier.

F. eks. udgør Englands investeringer i Sydafrika hele 10% af landets samlede økonomi og 55% af landets samlede udenlandske investeringer. Man regner med, at 250.000 arbejdere er direkte afhængige af eksporten til Sydafrika.

Profitterne trues

Reagan, Thatcher, Kohl og Schlüter fordømmer i ord apartheidsystemet. De gør det, fordi den øgende sorte modstandskamp mod Botha truer den vestlige kapitals profitter.

Men Reagan og co. vil ikke gå til direkte økonomiske sanktioner mod Sydafrika, fordi det går ud over deres nationale industris interesser.

På trods af dette trækker stadig flere virksomheder og banker sig ud af landet, nedskærer aktiviteterne og afslår nye lån på grund af de ustabile forhold.

Udenlandsk borgerskab, regeringer og sammenslutninger af kapitalejere i Sydafrika kræver, at Botha skal give nogle indrømmelser til de sorte, fordi de er bange for en revolutionær løsning i landet.

De vil presse på for at Sydafrika genetableres som et sikkert investeringsområde med stabile profitter.

Reform eller revolution

Økonomiske sanktioner fra udenlandske kapitaler, banker og nationalstater – uanset om de vokser kraftigt – er ikke nøglen til politisk forandring i Sydafrika.

At afskaffe det kapitalistiske apartheidsystem i samarbejde med kapitalister uden for Sydafrika er en illusion. En illusion som UDF og ANC ligger under for med deres handels- og investeringsboycot. Med deres satsning på appeller til FN, de kapitalistiske regeringer og firmaer om at boycotte Sydafrika. Sydafrika er ikke kun råddent, fordi det er racistisk – det er racistisk fordi det er kapitalistisk.

Nøglen til politisk forandring i Sydafrika som i USA, England og Danmark er arbejderklassens egne aktiviteter og organisering. Kapitalismens behov for billig arbejdskraft har skabt apartheid. Men det er samtidig kapitalens behov for en arbejderklasse, som har skabt muligheden for at vælte apartheidsystemet Sydafrika.

Støt kampen mod apartheid

For os som socialister er kampen mod krisepolitikken, fremmedhadet og racisterne herhjemme en del af kampen mod apartheidsystemet i Sydafrika. Enhver aktivitet, som er vendt mod Bothas kampfæller i Danmark, USA og England er en støtte til den sorte befolknings kamp mod det hvide regime.

Arbejdere og undertrykte på tværs af nationalitet og raceskel har ingen fælles interesser med kapitalister og racister, uanset om det er i Danmark eller i Sydafrika. Den vestlige kapitals hensigter med at lægge pres på Botha er diametralt modsatte af vores intentioner med at støtte de sorte arbejderes kamp. De ønsker en fortsættelse af den kapitalistiske udbytning; vi ønsker en socialistisk revolution.

Derfor er der også to udgangspunkter, når man snakker om boycotaktioner rettet mod Sydafrika. Den reformistiske handler om, at man skal lægge pres på regeringen og dansk kapital for at hindre investeringer. Den individuelle boycot med at undlade at spise sydafrikanske varer er lige så utopisk og har ingen politisk effekt.

Vores udgangspunkt for boycotaktioner er at ramme kapitalister, som tjener på sydafrikansk blod og sultelønninger.

Selv om økonomiske sanktioner og boycot ikke er nøglen til politisk omvæltning i Sydafrika, vil vi støtte sådanne aktiviteter herhjemme mod danske firmaer, som profiterer af apartheidregimet.

Fordi det markerer en modstand mod regimets undertrykkelse og giver muligheder for at forbinde protesterne med aktivitet mod vores nationale racister og kapitalister.

Under solidaritetsarbejdet med Solidarnosc i Polen argumenterede vi med, at moralske appeller og humanitær hjælp ikke kunne fjerne Jaruzelski. Derfor samlede Solidarnosc-komiteerne penge ind til radiosendere og trykkeriudstyr.

Den vigtigste støtte til de sorte arbejderes kamp mod Botha og apartheid er på samme måde penge til det »værktøj«, som skal bruges for at fjerne magthaverne.

Derfor vil vi argumentere for direkte økonomiske indsamlinger på arbejdspladser, i fagforeninger og på uddannelsessteder til værktøj, lige fra trykkeriudstyr til kugler og krudt.

Se også:
SAA 12: Apartheid-systemets historie
SAA 12: Sydafrika: Kampen for sort arbejdermagt
SAA 12: IS mener: Sydafrika: Vejen til revolution

Flere artikler fra nr. 12

Flere numre fra 1985

Se flere artikler om emnet:
Sydafrika

Se flere artikler af forfatter:
Hans Erik Madsen

Siden er vist 1976 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside