Socialistisk Arbejderavis
Nr. 12 – September 1985 – side 7
Marxismens betydning
Studenter: Mellem to klasser
Jørn Andersen
Historisk set har studenter været radikale fortalere for at ændre verden. På universiteter og andre læreanstalter har studerende haft adgang til tanker om verden – også nye tanker om forandring af verden.
Studenter og andre intellektuelle har været i stand til at sætte ord på utilfredsheden. En utilfredshed, som ikke udsprang af studenternes tankespind, men af dybereliggende modsætninger i samfundet.
I 1840’erne i Danmark var national-liberale studenter med til at formulere kravene om borgerlige frihedsrettigheder, der senere blev til grundloven af 1849. Men det var ikke de national-liberale studenter, der indførte grundloven af 1849. Den industrielle udvikling havde skabt et nyt socialt lag – borgerskabet. Ved at slutte op bag borgerskabet kunne studenternes ideer om at forandre samfundet blive til virkelighed. De havde ikke selv magten til det.
Maj 68
Universiteterne i mange lande var igen i oprør i 60'erne. Studenteroprøret udsprang af utilfredshed med forholdene på universiteterne, professorvældet og de autoritære former generelt.
I Paris i maj 68 var studenterne gnisten til den største generalstrejke nogensinde, fordi studenteroprøret faldt sammen med begyndende krisetegn i de vesteuropæiske lande. Reallønnen faldt, priserne og arbejdsløsheden steg. 60'ernes opsving havde også betydet mere monotont arbejde, akkordsystemer, dobbeltarbejde for kvinderne og elendige boligmiljøer i betonbyer.
I midten af maj sker der en eksplosion. Studenternes demonstrationer blev brutalt angrebet af uropolitiet. Det var gnisten, der fik unge arbejdere til at slutte op om kampen. Renaultfabrikkerne okkuperes, og den 20. maj er 9 millioner franske arbejdere ude i strejke.
Præsident de Gaulle og regeringen holder hemmeligt møde med franske generaler stationeret i Tyskland, militæret besætter radio- og fjernsynsstationer, og der bliver arrangeret borgerlige massedemonstrationer til støtte for regimet.
Fagtoppen fik standset strejken, og arbejderne blev passiviseret med en minimal lønforhøjelse. Politiet ryddede de besatte universiteter og opløste venstrefløjsorganisationer. Studenterne og arbejderklassen led nederlag, nogle erfaringer rigere.
Mange studenter opdagede, at da store dele af arbejderklassen gik i strejke, havde arbejderne en magt, der kunne true systemet. Studenterne kan boykotte studierne i årevis og demonstrere til dommedag uden at blive en reel trussel mod staten. Arbejderklassen besidder derimod magten til at ændre samfundet.
Marxismen
Mange radikaliserede studenter fandt i marxismen en forklaring på, hvad der egentlig skete i samfundet, hvorfor arbejderklassen spiller en afgørende rolle og studenternes klasseposition i et kapitalistisk samfund. Som hovedtendens svinger de studerende med den klasse, der er i offensiven. I 1849 var det borgerskabet, i maj 68 var det arbejderklassen, i 1985 er det atter borgerskabet.
Gennem fagkritiske grupper, Marx-studier og kritik af den viden, der blev formidlet, fik mange en forståelse af, at borgerskabet havde magten over produktionen og dermed over samfundsudviklingen. De fandt en materialistisk forståelse af imperialismen og fik visioner om et nyt samfund.
Den internationale økonomiske krise sætter ind i Danmark i 73-74, massearbejdsløsheden og en skærpet krisepolitik fra arbejdsgiverne og staten slår igennem. Socialdemokratiet administrerer krisepolitikken med indkomstpolitikken og en stadig mere skærpet arbejdsretslig praksis. Samlet sker der en afmatning og en afvæbning af arbejderklassen efter 1976.
Der bliver færre overenskomststridige strejker, fagbureaukratiet får en mere fremtrædende rolle i de kampe, der foregår, og solidariteten på tværs af fag og arbejdspladser begynder at smuldre. Selvtilliden i arbejderklassen bliver svækket. Det er den situation, som vi kort betegner som nedgang i klassekampen. Der er stadigvæk mange kampe, men der er færre, som vindes.
Det betyder, at det er sværere at slå igennem med ideer, som peger på, at arbejderklassen kan smadre kapitalismen. Påskestrejkerne var et befriende brud med passiviteten, og fagbureaukratiet mistede for nogle få dage kontrollen med arbejderklassen. Det ideologiske klima var også bedre. Nogle studenter i Århus vendte hurtigt kampen mod Haarder til en fælles kamp mellem studenter og arbejdere, mod Schlüter.
I slutningen af 70’erne var der kampe mod adgangsbegrænsninger, politisk disciplinering og på mange kollegier var der husleje-boykot. I foråret 1976 kæmpede studerende over hele landet mod lukningen af RUC. Kampen blev vundet, men det blev studenterbevægelsens sidste store sejr.
Generelt er situationen på universiteterne, at krisepolitikken gennemføres uden de store sværdslag. Nedskæringerne og truslen om arbejdsløshed er med til at disciplinere den enkelte student. I dag er hovedparolen tilpasning til erhvervslivet og staten.
Tilpasning
De miljøer, som arbejdede med marxistiske analyser og orienterede sig mod arbejdere i kamp, er væk. De studerende, som har beholdt de radikale visioner, orienterer sig mere mod franskmanden Andre Gorz’ ideer om proletariatets død.
Revidering af marxismen og orientering mod radikale partier med såkaldte realistiske svar, som SF og VS, er blevet orienteringen for mange radikaliserede studenter. Ofte er det kombineret med en snæver orientering mod universitetsverdenen og en nedgravning i studenterrådsarbejde.
Progressive studenter står politisk i en splittet situation. Splittede mellem deres egne visioner om et bedre samfund og deres ambitioner om at uddanne sig til en bedre social position end arbejderens.
Som færdiguddannede inden for statsapparatet eller industrien bliver mange »konservative som 30-årige«. Andre bliver løsrevne intellektuelle, der ligesom studenterne ikke besidder nogen samfundsmæssig magt. Den eneste mulighed for studenter, der ønsker en bedre verden, er at tage parti i klassekampen, – at tage arbejderklassens parti.
Alternativet
IS – Internationale Socialister – er en revolutionær organisation, der fastholder, at arbejderklassens frigørelse er dens eget værk, at, revolutionen må være international, og at vi ikke får socialisme gennem folketinget.
Det er ikke afgørende at være arbejder for at deltage i opbygningen af et revolutionært parti. Det afgørende er, at alle medlemmer har forståelsen af, at vore ideer om en bedre verden først får indhold, når de knyttes til arbejderklassen.
I dagens politiske klima er der stor fare for, at studenterne bliver nyttige idioter for den herskende statsmagt, hvis ikke de fastholdes, arbejder og kæmper for revolutionær socialisme, i en kollektiv organisation.
Billedtekst:
Enhed mellem arbejdere og studenter i Paris 1968
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed