Socialistisk Arbejderavis
Nr. 13 – Oktober 1985 – side 4
Socialisme i én kommune
Ivan Jensen
En række venstrefløjspartier stiller op til valgene til kommunalbestyrelserne og amtsrådene. Den 19. november kæmper kandidater fra såvel borgerlige som socialistiske partier om vælgernes gunst.
Men hvordan er situationen forud for valget? Hvad kan venstrefløjspartierne stille op overfor nedskæringspolitikken og den stadig stærkere statslige styring af kommunernes økonomi? Er der en vej ud af moradset eller ...
Sparekniven
Inden for de sidste år har skiftende regeringer strammet grebet om kommunernes økonomi. Anker Jørgensens socialdemokratiske regering pålagde kommunerne vækstrammer, der i realiteten betød nedskæringer, da flere og flere opgaver samtidig blev overladt til kommunerne. Den borgerlige regering har derimod indført en bevidst styring af kommunernes indtægter og dermed også af udgiftsniveauet.
Regeringen har grebet ind ved at kræve uændret skatteudskrivning, reduktion af bloktilskuddene, ændrede
refusionsordninger, krav om takststigninger og stramninger af kommunernes mulighed for låneoptagelse.
Denne politik har betydet, at kommunerne på een og samme tid er blevet pålagt restriktioner, der har medført kraftige nedskæringer, mens kassebeholdningen fortsat er vokset. Kommunerne i Storkøbenhavn udgør en undtagelse.
Regeringen har været på røvertogter i de kommunale kasser. Først blev bloktilskuddene reduceret, da kommunerne skulle bidrage til regeringens kriseløsningspolitik. I anden omgang har regeringen opkrævet en såkaldt »konjunkturgevinst« hos kommunerne. Kommunernes kassebeholdning er vokset på grund af regeringens asociale politik, og det er en del af disse penge. som regeringen vil have igen.
Dyrt bekendtskab
Regeringens politik har været et dyrt bekendtskab for arbejderklassen. Nedskæringerne i den offentlige sektor har øget presset på arbejderklassen. Skattetrykket er stigende, taksterne er blevet højere og tusinder er blevet arbejdsløse på grund af nedskæringerne.
For de offentligt ansatte er situationen blevet forværret gennem øget arbejdspres. Dels ved lavere normeringer og dels ved dybere sociale problemer hos brugerne af den offentlige sektor.
Arbejderklassen er blevet angrebet fra flere sider. Arbejdsgivere, stat og kommune har ført en fælles kamp mod arbejderklassens hovedkrav: 35 timers arbejdsuge, reallønsfremgang og genindførsel af dyrtids- og taktregulering.
Socialdemokraterne i kommunalbestyrelserne har været villige redskaber i gennemførelsen af regeringens nedskæringspolitik.
Ganske vist har socialdemokraterne i ord protesteret mod nedskæringerne. Men det sidste ord i protesten er knapt nok udtalt, før de samme socialdemokrater fatter sparekniven og svinger den hensynsløst.
Kampen mod regeringens nedskæringspolitik er også en kamp mod den socialdemokratiske praksis i kommunalpolitikken.
Socialdemokraterne har ikke ønsket at tage et opgør ned regeringens politik. I praksis er de medansvarlige for den førte politik. Ganske vist forsøger socialdemokraterne og de borgerlige at købe sig til stemmer ved valget i november. Det sker ved, at der i budgettet for 1986 bruges af kommunernes kassebeholdning til uddeling af små-lunser til en udhungret offentlig sektor samt til det, de samme politikere betragter som prestigeprojekter: svømmehaller, sportshaller m.v.
Arbejderflertal i kommunerne
Et væsentligt punkt i valgkampen for SF, DKP og SAP er arbejderflertallet. De tre partier har fortsat illusioner om et arbejderflertal i kommunalbestyrelserne, hvor det lykkes at presse socialdemokraterne til at føre en arbejderpolitik.
Erfaringerne fra den nuværende valgperiode viser, at socialdemokraterne ikke lader sig presse af venstrefløjen. Tværtimod! Presset går oftest den modsatte vej på trods af, at SF, DKP og SAP med utallige appeller har forsøgt at »presse« Socialdemokratiet.
I en række kommuner, Århus, København m. fl., er der et overvejende »arbejderflertal«, men socialdemokraterne har klart foretrukket de borgerlige partier som samarbejdspartnere.
Budgetforlig
I forrige valgperiode frem til 1981 indgik SF og DKP i budgetforlig sammen med socialdemokraterne i en række kommuner. I København indgik SD og DKP flere budgetforlig, der medførte nedskæringer, mod at DKP fik hensigtserklæringer om budgetudvidelser. Hensigtserklæringer, der aldrig blev ført ud i livet. SF er også blevet kompromitteret på samme måde.
For både SF og DKP gælder det, at den kommunale økonomi reelt vil kunne opfylde de mange behov. De to partier forestiller sig, at der kan ske væsentlige forbedringer for arbejderklassen med arbejderflertal i kommunerne. I visionære øjeblikke er det socialistiske kommuner, der er på programmet. Bl.a. taler DKP om demokratisk styring i kommunerne, hvor der gribes ind i forhold til kapitalinteresser.
Manglende mobilisering
Nedskæringerne i kommunerne er kun blevet mødt med begrænset modstand. I København har sundhedsarbejderne været ude i kamp mod sygehuslukninger og nednormeringer. Kampen led nederlag, da den var isoleret til kun at omfatte sygehusene, samtidig med at andre aspekter af de kommunale nedskæringer ikke blev inddraget. Sundhedsarbejdere i andre dele af landet blev heller ikke inddraget.
Pædagogerne i Roskilde, Farum, Gedved og Odense var i efteråret 1983 ude i en månedlang kamp mod nedskæringer på daginstitutionerne. Disse kampe forblev også lokale. De blev ikke generaliseret, man forsøgte at redde sit eget skind, i stedet for at tage kampen op mod regeringens nedskæringspolitik.
Disse nedskæringskampe har samtidig vist SF og DKPs fallerede kommunalpolitik. SF og DKP forsøger sig med en parlamentarisk løsning at få flere bevillinger igennem ved at skrive til og tale med socialdemokraterne.
De bruger ikke de parlamentariske poster til at styrke mobiliseringen ved at give kampen retning. Kommunalpolitikerne kunne netop generalisere kampen og påpege andre nedskærings-ramte områder, som kunne inddrages i kampen.
SF og DKP mobiliserer ikke til aktioner fra neden. Aktionerne fra de to partier mod nedskæringerne kommer fra oven. Fra kommunalpolitikere og fagforeningsformænd m.m.
I stedet for mobilisering vælger SF og DKP den parlamentariske løsning. Typisk har SF i forbindelse med kommunernes budgetter foreslået skatteforhøjelser for at imødegå nedskæringerne. Arbejdsnedlæggelser er en by i Rusland ...
Nichepolitik
VS er ikke endnu blevet kompromitteret af budgetforlig og studehandler med socialdemokraterne. Men heller ikke VS bruger kommunalbestyrelsesposterne til at generalisere og mobilisere mod nedskæringspolitikken.
VS har i stedet opdyrket en række »nicher« indenfor det politiske felt. Dette giver nok presseomtale, men er ikke med til at opbygge en aktiv modstand mod nedskæringspolitikken og mod kapitalismen.
Opgør nødvendigt
Statens indgreb i kommunernes økonomi, fortsat massearbejdsløshed, reallønsfald, fastfrysning af arbejdsløshedsdagpengene og sociale nedskæringer er facetter af den kapitalistiske krise.
Der findes ingen enkel løsning på kommunernes økonomiske problemer. Det er ingen løsning at hæve de kommunale skatter, sådan som nogle af venstrefløjspartierne foreslår. Nedskæringer eller skatteforhøjelser, det bliver arbejderklassen der kommer til at betale gildet.
Kommunalvalget giver ikke noget valg. Kampen føres ikke med en stemmeseddel, men ved at arbejde aktivt for en mobilisering mod nedskæringerne i såvel de kommunale som statslige budgetter.
Kampen kan ikke udelukkende føres bag rådhusenes tykke mure, kampen foregår ude på arbejdspladserne. Kampen mod Schlüter er klassekamp og ikke valgkamp. Når de rige sidder på flæsket ændres tingene ikke med valgflæsk.
IS og kommunevalget
Internationale Socialister stiller ikke op ved det kommende kommunalvalg. IS er et lille parti, og vi prioriterer partiopbygningen højere end deltagelsen i en valgkamp.
I stedet for at bruge ressourcerne i en valgkamp har vi valgt at bruge vore knappe ressourcer til opbygning af IS og styrkelse af Socialistisk Arbejderavis.
Men IS afskriver ikke muligheden for at opstille ved kommende valg – til folketing og byråd.
For IS vil det parlamentariske arbejde ligge i forlængelse af det partiopbyggende arbejde. Målet vil derfor være, at det parlamentariske arbejde skal hænge sammen med vores øvrige arbejde for at mobilisere arbejderklassen til kamp mod kapitalismen. Ud fra de prioriteringer partiet har foretaget.
Se også:
SAA 13: Nu skal vi stemme – ikke bestemme
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed