Socialistisk Arbejderavis
Nr. 13 – Oktober 1985 – side 4
Nu skal vi stemme – ikke bestemme
Freddie Nielsen
Nu skal alle borgere atter engang til at bruge deres grundlovssikrede ret – stemmeretten.
Stemmeretten er selve kernen, ja det helligste i det borgerlige demokrati. Men samtidig er den et af de mest hykleriske instrumenter i det borgerskabet kalder demokrati.
Stemmeretten er det instrument, borgerskabet- bruger til at fastholde sin magt med, på en fredelig måde, ved at arbejderne splittes som klasse.
Stemmeafgivningen er et individuelt anliggende og ligger derfor milevidt fra enhver form for arbejderdemokrati. Det demokrati vi f. ex. ser i strejker, hvor arbejdere handler sammen som klasse.
Ord og realitet
Ordet demokrati betyder folkestyre, altså at flertallet hersker Intet kan vel lyde flottere, end at flertallet bestemmer, under hensyn til mindretallet.
Når vi alligevel siger, at det borgerlige demokrati intet har med folkestyre at gøre, men er en del og hersk-politik til at. fastholde borgerskabets magt over arbejderklassen, så skal det ses ud fra, at magten i det borgerlige samfund ligger i den private ejendomsret og statsmagten og ikke i flotte principper.
Det absolut grundlæggende princip i et kapitalistiske system er ejendomsretten, demokratiet derimod er ikke et grundlæggende princip. Vi har netop set, at i situationer hvor kapitalismen har været truet, tøver borgerskabet ikke med at bruge diktatur for at fastholde deres magt.
Ytringsfriheden virker som en sikkerhedsventil på en dampmaskine, den sikrer imod at et overtryk får hele maskinen til at eksplodere. Men den sikrer på ingen måde, at den damp der lukkes ud, opsamles og bruges til noget.
Alle har lov til at sige deres mening, men ikke alle har råd til at lave en avis eller radiostation. Ytringsfriheden er kun reelt garanteret dem, der har pengene.
Ligeså med stemmeretten. Det er et princip, der giver alle borgere en følelse af indflydelse på det samfund vi lever i og en ide om, at staten er neutral.
Problemet er bare, at dels ligger magten over staten ikke i parlamentet, men i politi, militær, dommere og statsembedsmænd, der ikke er valgte. Dels er den ikke neutral. som vi f. eks. ser. når politiet sættes ind imod strejkende arbejdere. Statsmagten er derimod udtryk for kapitalistklassens magt over arbejderk Lassen.
Enkelte individer
På den anden side er stemmeafgivning en individuel handling. Her handler arbejderklassen netop ikke som klasse, men som enkeltindivider, der på 10 sekunder afgiver deres suverænitet, 4 år frem i tiden.
Det så vi i Frankrig i 1968, hvor 10 mill. arbejdere strejkede og sammen med flertallet af studenterne kæmpede for at fjernet præsidenten, de Gaulle. Da de Gaulle udskrev valg, genoptog arbejderne arbejdet, og da valget kom 3 uger senere blev han genvalgt. Det skete fordi arbejderdemokratiet blev opløst, da arbejderne genoptog arbejdet. 3 uger senere gik de til valgurnerne som enkeltpersoner, ikke som klasse.
Skindemokrati
Når vi siger det borgerlige demokrati er et skindemokrati, skyldes det, at vi ikke har et samfund af ligestillede individer. Men et klassesamfund. hvor de få ejer produktionsmidlerne og høster frugterne af de manges arbejde.
Dette demokrati fungerer kun i ganske få dage. Når en politiker er valgt een gang, så går der 4 år, før han skal stå til regnskab for sine handlinger.
Samtidig ophører demokratiet helt, når man træder ind ad fabriksporten. Her sker politiske fyringer, selv om man siger, at ytringsfriheden er et grundlæggende princip. Arbejdere kan heller ikke bare stemme bedre økonomiske løn- og arbejdsforhold igennem overfor arbejdsgiveren. Når den slags kræver strejker, skyldes det at demokratiet er underordnet ejendomsforholdene.
Som vi ser, er det borgerlige parlamentariske demokrati ikke indrettet til at ændre samfundet og gennemføre arbejderklassens interesser – tværtimod.
Arbejderdemokrati
Revolutionære socialister peger på det arbejderdemokrati, der vil komme til udfoldelse, når arbejderklassen tager magten over produktionsmidlerne og smadrer den eksisterende statsmagt.
Arbejderdemokratiet vir komme til udfoldelse igennem arbejdernes kollektive forsamlinger i produktionsenhederne og sovjetterne – arbejderstaten. Men i modsætning til nu vil alle, der har en beføjelse, være valgt. Alle valgte vil, i modsætning til nu, blive aflønnet med en gennemsnitlig arbejderlønning. Og endnu vigtigere, alle valgte vil være direkte valgt og dermed også tilbagekaldelige af dem, der har valgt dem.
Det er det demokrati, vi ser i kimform i enhver selvstændig strejke. Og samtidig viser alle historiske erfaringer, at det er den måde, som arbejderklassen har organiseret sig på i alle revolutioner.
Når vi således, selv om vi ikke mener at det borgerlige demokrati har en døjt med demokrati at gøre alligevel forholder os til valg, så skyldes det, at arbejderklassen kun handler som klasse i kamp, og indtil da forholder sig til det borgerlige demokrati.
Vores indfaldsvinkel er netop at afsløre hykleriet bag det såkaldte demokrati. Og igen og igen fastholde, at hverken parlament eller fagbureaukrati kan frigøre arbejderklassen, det kan kun arbejderklassen selv.
Se også:
SAA 13: Socialisme i én kommune
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed