Socialistisk Arbejderavis
Nr. 14 – November 1985 – side 2
Efter stilladsstrejken
Stilladsen faldt sammen
Hans Erik Madsen
150 stilladsarbejdere i provinsen gik i arbejde efter 5 ugers strejke. Stilladsarbejdernes krav om lige løn for lige arbejde og realitetsforhandlinger med Entreprenørforeningen ud fra 92,5 % af priserne i de københavnske stilladsarbejderes akkord blev ikke indfriet.
Strejken har været eksemplarisk organiseret. Flertallet af de strejkende var aktive i indsamlinger på gader, arbejdspladser og i blokadearbejdet. Daglige morgenmøder, valgt strejkeledelse og aktivitetsudvalg styrkede demokratiet og sammenholdet under strejken. Også landsorganiseringen med fælles strejkeledelse, fælles økonomi og fælles afstemninger var en vigtig del af strejkens styrke. »Folk er blevet skide gode kammerater på tværs af firmaerne under strejken«, sagde en af de aktive i Århus.
Effektive blokader
Arbejdsgivernes forsøg på skruebrækkeri blev effektivt stoppet med blokader og nedtagning af stilladser, som blev opstillet af formænd og andre skruebrækkere under strejken.
Stilladsarbejderne mødte stor sympati på arbejdspladserne for deres strejke. De havde også en god klemme på arbejdsgiverne på grund af de mange opgaver, som skulle fuldføres inden vinteren kom. Stilladsarbejderne så ud til at have alle gode kort på hånden, men sådan skulle det ikke gå.
Det der startede som en konflikt mellem stilladsarbejderne og Entreprenørforeningen, udviklede sig lynhurtigt til en principiel kamp om 2% rammen, hvor entreprenørerne med Dansk Arbejdsgiverforening (DA) i ryggen satte alt ind på at forhindre en sejr.
En sejr til stilladsarbejderne ville betyde, at deres landsklub ville stå stærkere end nogensinde tidligere og samtidig give andre arbejdergrupper blod på tanden til at gå i kamp for at sprænge lønrammen.
Derfor var entreprenørerne parate til en langvarig konflikt med stilladsarbejderne, selvom de ville miste store summer på grund af det nuværende boom i byggesektoren. De vidste, at DAs konfliktkasse ville træde til. Århus Oliefabrik fik for eksempel 22 millioner ned i foret fra DA efter strejken i foråret.
Bureaukraterne i SiD
Som i alle andre strejker skulle de strejkende ikke kun komme til at stå overfor arbejdsgiverne, men også bureaukraterne i deres eget forbund. Strejken var en torn i øjet på SiD-toppen. Når arbejderne tager sagen i egne hænder og går i strejke for bedre løn og arbejdsvilkår, truer det bureaukraternes job som professionelle forhandlere og deres ansvarlighed overfor det fagretslige system.
Derfor vil de altid forsøge at stoppe aktiviteter, som de ikke selv kontrollerer. Stilladskonflikten blev da heller ingen undtagelse. Tre gange forsøgte SID sig direkte med udspil for at få strejken stoppet med løfter om, at de ville få et ordentligt resultat igennem.
Tredje gang lykkedes det for bureaukraterne på trods af, at der ikke lå mere på bordet end tidligere. Der lå ingen garantier for realitetsforhandlinger ud fra kravet om 92½ % af priskuranten i København. Den mundtlige aftale, der blev indgået mellem entreprenørerne, Arne Kruse og Per Corfitz fra SiD-toppen samt landsklubbens formand Bjarne Høpner, blev vedtaget på et fællesmøde for stilladsarbejderne i Århus med knebent flertal.
Aftalen gik ud på, at såfremt arbejdet blev genoptaget, erkendte begge parter, at det hidtidige udgangspunkt for forhandlingerne (henholdsvis 50% og 92½ %) var urealistiske. Når det var muligt at få et flertal for dette resultat, var det fordi landsklubformanden, som både har demagogiske talenter og et militant renomme, varmt anbefalede, at man gik i arbejde.
På trods af at al erfaring siger, at det bedste våben stilladsarbejderne havde – var fortsat strejke. At smide strejkevåbnet var det samme som at overlade alt til entreprenørernes og SiD-pampernes forgodtbefindende. Udfaldet af forhandlingerne vil efter al sandsynlighed først foreligge engang efter nytår. Til den tid vil der kun være få i arbejde på grund af sne og kulde, og så har stilladsarbejderne intet andet valg end at godtage forhandlingsresultatet.
Det er desværre typisk, at det er en Bjarne Høpner og ikke en Arne Kruse, der er i stand til at stoppe strejken. Vi så akkurat det samme under påskestrejkerne. Det var ikke Hardy Hansen og Georg Poulsen, men venstrebureaukraterne anført af DKP, som var de reelle strejkeslagtere.
En anden ting som muliggjorde, at strejken kunne stoppes uden resultat, var selve uklarheden i strejkegrundlaget. Stilladsarbejderne lå under for den sædvanlige snak fra såvel arbejdsgivere som bureaukrater om, at der ikke kan forhandles under en strejke.
Derfor opstillede de parolen om, at de ville gå i arbejde, såfremt entreprenørerne gav garanti for, at de ville realitetsforhandle ud fra de 92½ %. Imod slutningen af strejken gik de endog videre, da de slækkede på kravet om 92½ % og »blot« krævede væsentlige forbedringer i forhold til arbejdsgivernes udspil på 50% af priskuranten i København. Begrundelsen var, at hvis de viste forhandlings- og kompromisvilje, så ville det blive lettere at få modparten til at åbne op.
Men at fire på kravene er det samme som at vise svaghed og bliver tolket af såvel entreprenørerne som SiD, som at de strejkende var ved at blive møre. Der kan forhandles under en strejke. Er arbejdsgiverne presset nok, skal de nok komme med et udspil. Det udspil de kom med, og som stoppede strejken, var en prøveballon. Havde stilladsarbejderne ikke fulgt Bjarne Høpner, men fortsat strejken, skulle arbejdsgiverne nok have forsøgt sig med et nyt udspil – som uden tvivl havde indeholdt noget mere i stilladsarbejdernes favør.
Optrapningen udeblev
IS har under hele strejken slået på nødvendigheden af at udvide strejken til også at omfatte de københavnske stilladsarbejdere. En del stilladsarbejdere har argumenteret imod dette ud fra, at det ville være umuligt at holde de strejkende i gang økonomisk.
Vores begrundelse for inddragelse af københavnerne var, at det ville sætte entreprenørerne under et stærkere pres, at yderligere 290 stilladsarbejdere gik i konflikt. Samtidig ville det give strejken det pift, som skulle til for at gøre den landskendt og dermed afgørende styrke støtten fra arbejdspladser ikke mindst i København og Sjællandsområdet.
En landsdækkende strejke ville også have understøttet det mål, landsklubben blev dannet ud fra – nemlig at få en fælles priskurant op at stå på landsplan. Stilladsstrejken var et fælles anliggende for alle stilladsarbejdere i landsklubben. En sejr kunne have været indenfor rækkevidde, såfremt landsklubbens samlede styrke var sat ind.
Se også:
SAA 14: Stilladsarbejderne har gjort det før: Sejr i ‘78
SAA 14: Århus: Lager og Pak
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed