Socialistisk Arbejderavis
Nr. 170 – 6. november 1997 – side 6
Leon Trotskij: “Læren af Oktober”
Læren af den russiske revolution
Jørn Andersen
Lenins bolsjevikparti var ikke et ensrettet og topstyret parti. Hele tiden var der diskussion og kampe – mest intenst lige før den russiske oktoberrevolution.
Trotskijs pjece Læren af Oktober sammenfatter de russiske bolsjevikkers erfaringer med at lave revolution i perioden fra februar til oktober 1917.
Trotskijs konklusion er, at selv under de mest favorable omstændigheder kan en arbejderrevolution kun lykkes, hvis der i forvejen er opbygget et revolutionært masseparti, som kan samle arbejderklassen i kampen for at overtage magten.
Pjecen er skrevet i 1924. I Tyskland havde der året forinden netop været en enestående mulighed for revolution. Men de tyske kommunister tøvede og forspildte chancen.
Trotskijs pjece handler om udviklingen internt i bolsjevikpartiet, da det stod over for opgaven med at organisere oktoberopstanden.
“Man kan betragte det som en næsten almengyldig lov, at der ved overgangen fra det revolutionære forberedelsesarbejde til den umiddelbare kamp om magten udbryder en krise i partiet.”
Et revolutionært parti må ændre sine arbejdsmetoder afhængig af betingelserne. Selv under “normale” forhold, kan skift i perspektiv udløse heftige diskussioner. Under de enorme skift i 1917 var bolsjevikpartiet flere gange ved at splittes.
Bolsjevikpartiet var ikke en ensartet maskine, der marcherede målbevidst frem mod 1917. Hele vejen var der konstante diskussioner og kampe. I hele 1917 var de utroligt intense – og meget afgørende.
Det første, der blev sat på prøve efter februar, var bolsjevikkernes egen revolutionsopfattelse.
Ligesom de socialdemokratiske partier i 2. Internationale mente de, at det tilbagestående Rusland måtte gennemføre en borgerlig-demokratisk revolution. Først efter en periode med kapitalistisk udvikling kunne man tale om socialistisk revolution.
Men dette viste sig efter februar at være alt for mekanisk. Lynhurtigt opstod der en dyb modsætning mellem at opfylde arbejdernes, soldaternes og bøndernes krav om “brød, fred og jord” og at stabilisere en kapitalistisk regering.
Regeringen fortsatte krigen. Alligevel støttede bolsjevikkerne regeringen. De havde ikke et perspektiv om, at arbejderne selv måtte tage magten.
Først da Lenin i april 1917 vendte tilbage fra eksil fik han rejst en diskussionen af den politik under parolen “Al magt til sovjetterne”. “Ingen understøttelse af regeringen,” sagde Lenin. “Den stræber efter monarkiets genoprettelse og befæstelsen af godsejernes og kapitalisternes magt.”
Lenins holdninger var i lodret opposition til de gamle ledere i bolsjevikpartiet, men svarede til holdningen hos mange militante arbejdere.
Dette var ikke blot et taktisk spørgsmål. “Det grundlæggende spørgsmål, som alle de andre grupperede sig omkring var: Kamp om magten eller ikke?” skrev Trotskij. Der var “to tendenser af helt åbenbar principiel betydning”. Den ene “bevægede sig på vejen mod verdensrevolutionen; den anden, den ‘demokratiske’, førte til slut til underordning under det borgerlige samfund. Disse to tendenser stødte sammen i hele året 1917”.
Efter en måneds hårde diskussioner vandt Lenin flertal. Der var dog stadig stor modstand, ikke mindst i partiledelsen.
Perspektivet var altså nu kamp mod den borgerlige regering.
Det handlede om at mobilisere en så bred støtte i arbejderklassen, at man kunne gå over til at sætte den socialistiske opstand på dagsordenen.
De næste måneder vandt bolsjevikkerne opbakning, men hele tiden trådte de gamle modsætninger frem. Samtidig krævede den skiftende situation en meget fin taktisk balance for at svejse arbejderklassen sammen.
Et eksempel: I august angreb en reaktionær general, Kornilov, den borgerlige Kerenskij-regering. Det udløste en diskussion i bolsjevikpartiet, om hvorvidt de skulle vælge side mellem Kornilov og den borgerlige regering.
Men det egentlige mål for Kornilov var ikke Kerenskijs regering, men sovjetterne. Som Lenin skrev: “Kerenskijs regering kan vi ikke engang understøtte nu. Det ville være principløshed. Man kan indvende: Skal man ikke kæmpe mod Kornilov? Naturligvis skal man det. Men det er ikke en og samme ting, der er her en grænse, som enkelte bolsjevikker overskrider, idet de forfalder til 'forligsmageri' og lader sig rive med af begivenhederne.”
Kerenskijs regering var selv ude af stand til at forsvare sig. Det var bolsjevikkerne, der via deres indflydelse i sovjetterne måtte organisere forsvaret. Kornilov blev nedkæmpet, men også Kerenskij blev svækket – og sovjetterne og bolsjevikkerne styrket.
I september havde mensjevikkerne og de socialrevolutionære indkaldt en “demokratisk konference” for at få dannet et borgerligt parlament. Højrefløjen i bolsjevikpartiet støttede konferencen.
Lenin og Trotskij, der mente at magten i det nye samfund skulle opbygges fra neden i sovjetter og bedriftsråd og ikke i et parlament, anså konferencen for at være en afledning fra kampen om magten.
Selv da – kun en måned før opstanden – var der altså stadig stor uenighed blandt ledende bolsjevikker om perspektivet. Der foregik en indædt kamp i denne sidste måned om det grundlæggende spørgsmål: “Kamp om magten eller ikke?”
Selv da opstanden var besluttet, blev den enten ignoreret eller modarbejdet af ledende bolsjevikker. Men samtidig begyndte andre bolsjevikker de praktiske forberedelser.
En opstand kan ikke besluttes demokratisk i en større forsamling. Alligevel var det nødvendigt at sikre bred opbakning. Det skete på forskellig vis:
14 dage før opstanden nægtede sovjetten at adlyde Kerenskijs ordre om at sende Petrograds garnison til fronten. Sovjetten vedtog, at soldaterne kun skulle adlyde ordrer underskrevet af sovjetten.
Den 16. oktober vedtog Petrograd-sovjetten at nedsætte en militær revolutionskomité med Trotskij som formand. Med disse to beslutninger var opstanden den 25. oktober ifølge Trotskij “i det væsentlige afgjort”. Kerenskij havde mistet kontrollen over militæret til sovjetten. Den havde ikke besluttet opstanden, men besluttet alle forberedelserne. Nu vidste bolsjevikkerne, at de havde bred støtte til opstanden.
Revolutionen betød i første omgang, at en lang række reformer kunne gennemføres, at krigen kunne afsluttes, at produktionen så småt kunne komme i gang igen.
Dens senere nederlag til Stalins diktatur gør ikke erfaringerne mindre vigtige. "Læren af Oktober" er, at det er nødvendigt for socialister allerede i dag at forberede opbygningen af et revolutionært masseparti.
Trotskij kontra Stalin
Trotskijs “Læren af Oktober” blev skrevet i 1924. Ud over at opsummere bolsjevikkernes erfaringer i 1917 var den samtidig et angreb på den herskende klike: Stalin, Zinoviev og Kamenev.
Lenin var død i januar 1924, og nederlaget for den tyske revolution i efteråret 1923 betød, at den russiske revolution – i hvert fald for en tid – måtte se sig isoleret.
I det forgangne år havde der stået en strid om hvilken vej man nu skulle gå. Trotskij m. fl. mente, at man skulle opbygge arbejderdemokratiet på ny gennem en balanceret industrialisering – samtidig med, at man understøttede enhver mulighed for international revolution.
Flertallet omkring Stalin ønskede en eller anden form for national udvikling. De iværksatte en anti-Trotskij-kampagne.
Trotskij havde bøjet sig for partidisciplinen, men da angrebene på ham fortsatte, svarede han igen ved at ty til historien. Det var især Zinoviev og Kamenev, der havde været fortalere for støtte til den borgerlige regering i 1917 og havde modarbejdet opstanden.
Dette udløste en endnu heftigere kampagne – kendt under det mærkelige navn “litteraturdebatten”.
Det var her, Stalin formulerede sin tese om “socialisme i ét land” – det endelige opgør med ideen om international revolution.
I de følgende år gennemførtes angrebene på revolutionens fremskridt.
Resterne af arbejderdemokrati blev fjernet, og arbejderne tvunget ind under en jernhård disciplin.
“Litteraturdebatten” var den sidste nogenlunde åbne diskussion. Fra 1928 lå magten i hænderne på et bureaukrati, som brutalt slog ned på enhver modstand.
Tusinder af revolutionære blev henrettet – inkl. tidligere allierede som Zinoviev, Kamenev og Bukharin.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed