Socialistisk Arbejderavis
Nr. 180 – Februar 2000 – side 9
Etnisk identitet – en ny og forkert opfindelse
Konni Nørlem
Hvad er en etnisk identitet egentlig? Overalt skrives og tales der om etnisk tilhørsforhold, som var det noget naturgivet. Men at sætte etnisk baggrund og kultur som det afgørende for menneskers identitet, er at skjule de grundlæggende sociale strukturer, argumenterer Konni Nørlem i denne artikel.
Tilsyneladende er etnisk identitet et progressivt fænomen, da det ofte bruges af undertrykte grupper som afsæt for krav om sociale, politiske og kulturelle rettigheder. Når indvandrere beskrives som etniske minoriteter, må det opfattes som en positiv betegnelse, hvis det henviser til den diskrimination og undertrykkelse, de møder i det danske samfund.
Der skal da ikke herske tvivl om, at vi som socialister til enhver tid støtter kampen mod diskrimination og undertrykkelse af minoritetsgrupper herhjemme såvel som internationalt.
Når det er sagt, er der gode grunde til at se kritisk på begrebet etnisk identitet(etnicitet), der er nært beslægtet med begreber som race og nationalitet og derfor udgør ideologisk råmateriale til at begrunde og legitimere diskrimination, racisme, undertrykkelse og krig.
For det andet camouflerer fokuseringen på det etniske tilhørsforhold de sociale og klassemæssige forskelle under kapitalismen og tjener som et ideologisk redskab til at splitte arbejderklassen.
Som regel fremstilles etnisk identitet som en oprindelig og naturlig måde for menneskeheden at se sig selv og hinanden på. Man drager skillelinierne ud fra fælles sprog, kultur, historie og traditioner. Når etnisk identitet defineres som noget oprindeligt gøres det, i lighed med den nationale identitet, til det vigtigste fællesskab mellem mennesker. Det fremstår som et ubrydeligt, natur-givent fællesskab mellem mennesker.
Som marxister bestrider vi ikke, at mange mennesker i dag føler et etnisk eller nationalt tilhørsforhold. Men vi anerkender ikke etnicitet eller nationalitet, som hverken noget oprindeligt eller naturligt og derfor heller ikke som et objektivt og alment gældende fænomen.
Både etnicitet og nationalitet er ideologiske konstruktioner, der hører kapitalismens og imperialismens tidsalder til.
Derimod beskriver klassebegrebet et objektivt fænomen, nemlig de menneskelige relationer – klasser og klassemodsætninger, der udgår fra kontrollen over produktionen og organiseringen af denne. Disse relationer er afgørende, fordi de beskriver de forhold, som er fundamentet for vores eksistens, nemlig hvordan vi skaffer os mad, husly, tøj osv.
Om fæstebønderne har identificeret sig som godsets ejendom og herremandens loyale tjenere eller om de har oplevet sig som en undertrykt klasse og gjort oprør har vekslet i historien. Det samme gælder for lønarbejdere under kapitalismen. I perioder identificerer de sig med firmaet eller fædrelandet, i andre perioder er klassebevidstheden den fremherskende.
Mens klasser og klassekamp har været et alment gældende fænomen i historien, så eksisterede hverken national eller etnisk identitet som idé og begreb på fæstebondens tid eller før.
Nationalitetsbegrebet opstod først i det 19. århundrede, som led i nationalstaternes etablering. Det skete blandt andet ved at skabe et fælles sprog og ved at konstruere en fælles national historie og indføre skolegang for alle.
Den nationale homogeniseringsproces af folk, der tidligere havde været kongens tro undersåtter i kraft af ridefogedens pisk, afspejlede kapitalismens behov for ‘frie’ lønarbejdere, der kunne læse, skrive og regne.
Samtidig skulle de helst være loyale overfor borgerskabet og dets stat i såvel freds- som krigstid, til det var ideen om et nationalt fællesskab et effektivt redskab at kræve loyaliteten ud fra.
Etnicitetsbegrebet er af nyere dato. Det udspringer af antropologiens studier af afgrænsede gruppers særlige kultur. Omend etnisk identitet ikke på samme måde, som den nationale afspejler borgerskabets og kapitalismens behov for kontrol, så indeholder de to identiteter de samme grundideer.
Samtidig har ideen om et etnisk tilhørsforhold fostret et statisk kultur begreb og legitimerer en fokuseren på stereotype kulturforskelle.
Ser vi på hvordan etnisk identitet og kultur anvendes i den hjemlige indvandrerdebat, er det meget tydeligt, at vi har at gøre med en konstruktion bygget op omkring modsætningen mellem en majoritet, Os, og en minoritet, Dem, hvor kulturforskelle gøres til omdrejningspunkt.
Majoriteten, den “danske” befolkning, fremstilles som om vi udgør en kulturel enhed, mens minoritet er den mangfoldighed af indvandrere med en ikke-vestlig kulturel baggrund.
I virkeligheden består ‘vores’ påståede fælles kultur af mange forskellige kulturer, der har udspring i folks forskellige livsvilkår, erfaringer og bevidsthed. F.eks. er der kulturforskelle, dvs. forskelle i levevis mellem rig og fattig, mellem bønder, fiskere og lønarbejdere, mellem religiøse og ateister osv.
Det samme gør sig gældende for de etniske minoriteter. Der er “en kulturverden” til forskel, om man har sine rødder i en landprovins som Konya eller en storby som Ankara.
I anden halvdel af det 20 årh. blev såvel national som etnisk identitet et omdrejningspunkt for kampen mod undertrykkelse. Kampen mod imperialistisk undertrykkelse kom ofte til udtryk gennem nationale befrielsesbevægelser og krævede national selvstændighed.
Det etniske tilhørsforhold blev især brugt af indvandrergrupper og internt forfulgte grupper som f.eks. sigøjnere eller indfødte befolkningsgrupper. Det sker dels som modreaktion til racisme og diskrimination, men også som reaktion på deres sociale situation.
De får de dårligst betalte jobs, hvis de altså får job. Det betyder, at de kun har råd til at bo i de fattigste kvarterer, med de dårligste skoler osv. Samtidig mødes de af politikere og forskere, der (bort-)forklarer deres sociale problemer som udtryk for kulturforskelle.
Hvad der sker er, at problemer, som reelt er sociale, kulturaliseres og tilskrives menneskers etniske baggrund. Samtidig bliver de etniske forskelle misbrugt af klemte magthavere, der uden skrupler anvender etnisk definerede grupper som syndebukke og skydeskive for social utilfredshed.
De sorte tog den racestempling, de blev udsat for på sig og vendte det til en positiv selvforståelse og omdrejningspunktet for deres politiske mobilisering. Det samme sker i dag blandt etniske minoritetsgrupper.
Men det ændrer ikke ved, at selve forestillingen om national og etnisk identitet tjener magthavernes interesser og tilslører klassemodsætningerne i samfundet, da nationalitet og etnicitet er ideen om et fællesskab, der forener høj som lav.
Dermed har magthaverne et ideologisk redskab til at frede sig selv og splitte arbejdere og andre undertrykte grupper ud mod hinanden, når den sociale utilfredshed blusser op.
De lokale magthavere i eks-Jugoslavien brugte helt bevidst dette ideologiske redskab til at splitte arbejderne og dermed stoppe de store strejkebevægelser i slutningen af 1980’erne, for derefter at sende arbejderne i krig mod hinanden.
Aktuelt ser vi de russiske magthavere skabe en anti-tjetjensk nationalisme og bruge krigen i Tjetjenien til at aflede den sociale utilfredshed.
Også i Indonesien ser vi magthaverne spille på etniske modsætninger i befolkningen i håbet om, at befolkningens oprørstrang dræbes.
I dag er der mange på venstrefløjen og i de indvandrerpolitiske miljøer, som ukritisk bifalder etnisk mobilisering og perspektivet om et multietnisk samfund. Om end det ikke er hensigten, bidrager det til at bringe højrefløjens racisme i offensiven.
Højrefløjen baserer sig i dag kun i ringe grad på den gamle biologiske raceopfattelse og bygger i høj grad på en kulturelt baseret racisme. Befolkningen inddeles efter kulturelle og etniske forskelle. Problemer og konflikter forklares i kulturelle termer.
Kulturfikseringen fjerner opmærksomheden fra klassebevidsthed og klassekamp, som er det, der kan skabe fællesskab mellem arbejdere uanset etnisk baggrund og er det middel, der kan tvinge magthaverne til at forbedre levevilkårene for arbejderklassen.
Med et klasseperspektiv vil den sociale utilfredshed føre til opbakning til højrefløjen, da arbejderklassen har et meget bedre svar end racisme og fremmedhad. Den fortsatte strejkebevægelser i Frankrig er et godt eksempel på, at klassekamp og klassebevidsthed effektivt bremser den fremgang, som den ekstreme højrefløj, ved partiet Front National, havde.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed