Socialistisk Arbejderavis

Nr. 191 – Marts 2001 – side 6

Attac-bevægelsen breder sig

Tænk globalt – kæmp lokalt

Hans Erik Madsen

“Den borgerligt-liberale side er med de holdninger, der hidtil er kommet frem, ved at tabe ‘kampen om sjælene’ med et brag, der risikerer at runge lige så højt og længe, som da ungdomsoprøret startede i 1968.”
(Berlingske Tidende, 7. marts 2001)

ATTAC er en ny antikapitalistisk bevægelse, som kræver global retfærdighed, mere demokrati og mindre markedsøkonomi – læs også “Anders Fogh og Co. er i defensiven”.

Alle tre krav gør den farlig for magteliten i vores verden. Mindre markedsøkonomi betyder mindre profit for magthaverne. Mere retfærdighed og mere demokrati svækker magtelitens privilegier og indflydelse.

Liberalisternes respons på ATTAC-bevægelsen har ikke været til at tage fejl af: De hader den. Toppen i Socialdemokratiet og fagbevægelsen har efter en tænkepause valgt at støtte og rose ATTAC.

Er det ikke overraskende, i og med at ATTAC også bekæmper den politik, Socialdemokratiet og fagbevægelsens top i praksis står for?

Både ja og nej.

Det er ikke overraskende i den forstand, at Socialdemokratiets idegrundlag er, at styre og kontrollere kapitalismen på demokratisk vis for at få den bedst mulige velfærd og det bedst mulige samfund ud af det. Ideer og mål, som er identiske med ATTAC-bevægelsen. Men ja i den forstand, at Socialdemokratiet samtidig har kapituleret fuldstændig overfor markedsøkonomien.

I dag er det i praktisk politik umuligt at se forskel på Venstre og Socialdemokatiet. Så derfor udtrykker toppens ja til ATTAC også et tvetydigt ja.

De er bange for ATTAC ligesom de borgerlige. De er bange for, at ATTAC mobiliserer deres egne medlemmer og vælgere til en kamp for mere velfærd, mindre racisme og mindre miljøsvineri. Og de ved godt, at færre og færre tror på politikere. Tror på, at de holder løfter, tror på, at de gør en forskel uanset hvilket parti de tilhører – se Gallup undersøgelsen nedenfor. Magteliten har en klar historisk hukommelse. De ved godt hvad mere demokrati og bevægelse fra neden kan betyde.

ATTAC større end ‘68

De frygter en gentagelse eller en ny udgave af ungdomsoprøret i 1968. Dengang revolutionerede studenterne uddannelsessystemet i løbet af nogle år; kvindebevægelsen rev den borgerlige myte om kvinden og kernefamilien ned og kæmpede for ligestilling og frigørelse; atomkraft i Danmark blev stoppet af Organisationen til Oplysning om Atomkraft (OOA), som var en græsrodsbevægelse, der igennem oplysning, happenings, festivals osv. pressede et flertal i folketinget for a -kraft til at undlade at indføre galskaben; en hel generation blev bevidstgjorte og “røde” i takt med USA’s beskidte krig i Vietnam, og en hel generation lærte, at det nytter noget selv at være aktiv.

ATTAC vækker disse minder om tidligere tiders bevægelser hos politikerne, og det gør dem bange.

Men ATTAC rummer potentialet til at blive endnu farligere end 70'ernes enkeltsagsbevægelser af den simple grund, at ATTAC angriber ny -liberalismen og kapitalismen over en bred front.

ATTAC er ikke alene en bevægelse, der vil angribe de finansielle transaktioner ved at indføre Tobin -skatten og afskaffe skatteparadiserne eller kæmpe for at slette de fattige landes gæld.

ATTAC tænker globalt og handler lokalt. Derfor var ATTAC aktivister også med til at demonstrere foran NOVO Nordisk i protest mod at medicinalfirmaerne igennem en retssag vil forhindre Sydafrika i at importere billig kopimedicin til AIDS ramte. Selvom ATTAC ikke tager stilling til EU, vil der blive mobiliseret i forbindelse med EU's topmøde i Gøteborg i juni ud fra hovedparolen: For et socialt Europa. Uanset om ATTAC aktivister er for eller imod EU vil de stå sammen om at kræve mere velfærd i Europa – og mindre markedsøkonomi og liberal politik.

Kampen mod privatiseringer/udliciteringer herhjemme er også et oplagt angrebspunkt for ATTAC, fordi privatisering/udlicitering af rengøring, børnepasning, busdrift, ældreforsorg og sygehuse forringer såvel ydelserne som arbejdsforholdene for de ansatte.

ATTAC må konsekvent kæmpe for parolen “mennesker før profit”. En bevægelse som har det udgangspunkt kan blive en afgørende styrkelse af modstanden mod global kapitalisme og dens udtryk her i landet i form af arbejdsløshed, nedskæringer, privatiseringer og miljøødelæggelser.