Socialistisk Arbejderavis
Nr. 193 – Juni 2001 – side 5
EU – de riges Europa
Jørn Andersen
Kan EU være et redskab til at gennemføre nogle af de krav, som den anti-kapitalistiske bevægelse vil demonstrere for ved topmødet? Eller er EU blot endnu en af vore modstandere – på linie med IMF, Verdensbanken og WTO?
Svaret på det spørgsmål er afgørende for, hvordan vi fortsætter kampen. Vi går her tæt på 4 nøgleområder: Miljøet, velfærden, Fort Europa og EU’s rolle overfor den tredje verden.
EU og miljøet
EU har nogle fine hensigtserklæringer på miljøområdet. Men de konkrete beslutninger ligger oftest langt fra de fine erklæringer.
F.eks. mener EU, at tilsætningsstoffer i fødevarer ikke må være vildledende for forbrugerne.
Fint nok. Alligevel tillader EU’s madsminkedirektiv fra 1995 en lang række stoffer. Har madsminke noget andet formål end netop at vildlede forbrugerne? Madsminkedirektivet tillader endda medicin i mad.
Det er netop problemets kerne: Hvis det er billigere at producere med tilsætningsstoffer end uden, så giver EU industrien lov til det.
Tre direktiver om tilsætningsstoffer fra 1994-95 øgede f.eks. antallet af tilladte tilsætningsstoffer i baby- og småbørnskost fra 14 til 91 stoffer.
Op til afstemningen om Amsterdamtraktaten i 1998 påstod regeringen, at Danmark havde en “miljøgaranti”, således at EU-regler ikke kunne forringe nationale regler. Kort efter blev et forbud mod nitrit, nitrat og sulfit i mad fjernet.
På nogle områder har medlemslande lov at stille skrappere krav end EU-reglerne. Men kravene gælder ikke for importerede varer. Så varer produceret under hensyntagen til miljøet vil med EU's velsignelse blive udkonkurreret af produkter fra EU-lande med få miljøkrav.
EU og velfærden
Allerede i 1993 sagde tidligere formand for EU-kommissionen, Jacques Delors: “De europæiske virksomheder kan ikke konkurrere, når de har velfærdsstaten som en lænke om anklen.”
Bybusserne i Århus er blot ét eksempel på, hvordan erhvervslivet med EU-regler i hånden forsøger at tvinge privatiseringer igennem. Det er hverken til gavn for brugere eller ansatte, kun for erhvervslivets profitter.
Nice-traktaten betyder flertals-afgørelser for bl.a. skatte- og socialpolitik. Medlemslande kan nu ikke længere nedlægge veto. Det betyder flere fælles EU-regler, regler som er udformet efter pres fra erhvervslivets lobbyister.
Euroen betyder ifølge tidligere Bundesbank-direktør Tietmeyer øget konkurrence “ikke alene mellem virksomhederne, men også mellem ØMU-landene og deres socialsystemer, skattesystemer og arbejdsmarkeder.” (1999)
Fort Europa
Ligesom nationalstaterne kan EU ikke føre fælles økonomisk politik uden at have politi og militær til hjælp.
EU er bevogtet udadtil og indadtil som et andet Fort Europa.
Schengen-aftalen har givet politiet langt videre beføjelser end tidligere. I Schengen-regi opbygges EU-registre uden demokratisk kontrol.
Selvom de indre grænser er blevet mere åbne, så er de ydre grænser nu endnu mere lukkede. Afvises en asylansøger i ét EU-land, er det umuligt at komme ind i et andet. EU er samtidig i gang med at opbygge fælles militære strukturer. Man vil ikke finde sig i, at USA skal være førerhund på den militære arena.
Dette har fået nogle til at se EU som et alternativ, en modvægt til USA. Men et militært stærkt EU betyder snarere, at internationale konflikter lettere kan udvikle sig til konflikter mellem verdens stormagter. Og det betyder, at EU vil kunne føre krig på eget initiativ.
EU og den 3. verden
Som på miljø-området har EU også fine hensigtserklæringer omkring udvikling af de fattigste lande.
EU er den næststørste multilaterale bistandsyder, kun overgået af Verdensbanken. EU-landene yder 60 pct. af verdens u-landsbistand. 17 pct. heraf ydes i EU-regi. Men problemet er det velkendte: Omkring 75 pct. af bistanden forlader aldrig i Europa, fordi den bruges som betaling for europæiske varer og tjenesteydelser.
Rammerne for EU’s samhandel med de fattigste lande findes i Lomé-aftalen fra 1975, som giver 70 lande (AVS-landene – de fleste af dem i Afrika) adgang til EU's markeder på fordelagtige vilkår.
Men selvom Lomé-aftalen i princippet fordeler 5,5 ECU årligt til indbyggerne i AVS-landene, vil landene fra 1998 til 2003 betale 1,5 gange så meget tilbage til EU i form af renter og gældsafbetalinger. Men Lomé-aftalen virker ikke: AVS-landenes andel af EUs samlede import faldt fra 6,7 procent i 1976 til 2,8 procent i 1994. I samme periode voksede Latinamerikas eksport med 6 pct. og Asiens med 12 pct. om året.
Lomé-aftalen har nemlig to afgørende undtagelser: Den ene er produkter under EUs fælles landbrugspolitik. Landbruget i EU er verdens mest subsidierede erhverv, mens landbrugsvarer for mange u-lande er en væsentlig eksportvare.
Undtagelsen betyder, at det er umuligt for AVS-lande at komme ind på markederne i EU, mens landbrugsvarer fra EU med tilskud i ryggen kan udkonkurrere landbrugsproduktion i fattige lande.
Den anden undtagelse er, at kun 10 pct. af produktet må indeholde input fra lande uden for EU eller AVS. Det gør det utroligt svært for u-lande at etablere en forarbejdnings-industri. De fastholdes som råvareeksportører.
EU bruger ligesom IMF og Verdensbanken sin u-landsbistand til at påtvinge modtagerlandene en ny-liberalistisk politik. 25 pct. af EU's bistand går til sådanne “struktur-tilpasnings-programmer”.
På miljøområdet betyder EU forringelser, der truer vores helbred. Vores velfærd er truet af EUs privatiseringer og ØMUens pres på de sociale udgifter. For u-landene betyder EUs politik fastholdelse i fattigdom. EU giver politiet øgede beføjelser, og EU-hæren truer verdensfreden.
De riges Europa
EU er de riges Europa, som arbejdere, miljøaktivister osv. er nødt til at kæmpe imod, hvis vore krav om en bedre verden skal gennemføres. Så når vi demonstrerer i Göteborg, skal vi ikke forvente, at EU-spidserne lytter velvilligt. Vore protester vil kun give resultater, når de bliver så store, at spidserne bliver presset til at bøje sig.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed