Hvilken vej for den antikapitalistiske bevægelse?

Nyrup har uforbeholdent bakket svensk politi op og har sagt, at han agter at gøre nøjagtig det samme, når Danmark får formandsskabet i EU i 2002 og skal holde topmøde i København.

Nyrup er åbenbart så presset af magtelitens planer i EU, at han har glemt alt om skyderierne på Nørrebro 18. maj 1993, hvor politiets løgne om, at de skød i nødværge senere blev afsløret.
Nyrup har åbentbart fuldstændig lagt sig på maven for hensynet til markedskræfterne. Skidt med demokratiet – demon-stranterne truer jo magt-elitens projekt. Nyrup lå også som de fleste andre EU ledere på maven for George Bushs missil-skjolds projekt.

Intet alternativ

De socialdemokratiske ledere har intet alternativ til den kapitalistiske globalisering og markedsgørelse. De har intet at tilbyde det store flertal med hensyn til mere velfærd, jobs og uddannelse, sundhed. Derfor møder de større og større utilfredshed. Derfor vokser den antikapitalistiske bevægelse.

Men Gøteborg har også sat sine spor indenfor den nye bevægelse mod kapitalistisk globalisering. Spørgsmålet om politiets rolle, om aktionsmetoder og om de autonomes rolle diskuteres heftigt.

Blandt bevægelsens mere etablerede og moderate dele – dvs. miljøet omkring Dagbladet Information, forskellige NGO-ere, dele af Attac, og SF – er bestyrtelsen ovenpå Gøteborg stor. De placerer i bedste fald ansvaret for volden både hos de autonome og hos politiet.

I værste fald kun hos de autonome. Men det var ikke de autonome der skød med skarpt, der tilbageholdt fredelige demonstranter, angreb Gøteborgaktionens hovedkvarter osv. Bagmændene bag volden i vores samfund er, som den franske antiglobaliserings aktivist, José Bové, siger: Statsmagten og markedspladsen.

Hvert minut dræber det kapitalistiske system 13 børn, fordi de ikke får mad. Den kendsgerning ser de moderate kræfter bort fra.

Men hvad har de moderate kræfter at tilbyde, hvis vi blot skal ændre verden lidt. Ja, Christian Friis Bach, tidligere formand for Mellemfolkeligt Samvirke mener, at Attac helt må afholde sig fra at demonstrere fremover – for ikke at blive slået i hartkorn med de autonome. Men hvad vil Bach så: Han vil søge dialog med det voldelige statsapparat. Men Gøteborg var en udstilling af dialoglinjens fallit. Politiet droppede deres dialog med de demonstrerende allerede inden de første demonstrationer var kommet i gang. Politiet fremkaldte konfrontationen.

Dagbladet Information skriver på lederpladsen, at dialogen må fastholdes akkurat ligesom i Palæstinakonflikten på trods af stenkastende unge mod israelsk politi. Som om stenkastende unge palæstinensere forhindrer dialogen! Også i denne konflikt er statsmagtens vold den altoverskyggende.

De moderate kræfter svækker kampen mod den globale kapitalisme. De splitter os op på magthavernes præmisser mellem de "gode" og de "voldelige" demonstranter. De føjer magthaverne ved at slå på, at f.eks. demonstrationer ikke længere duer.

De føjer magthaverne ved at give deres voldsapparat tillid. De legitimerer magthavernes voldsapparat ved – selv efter Gøteborg – at fastholde ideen om dialog. At gøre 200 unge stenkastende unge – hvor halvdelen måske var autonome – til hovedproblemet for den nye bevægelse mod globalisering, er vand på magtelitens propaganda virksomhed.

Vi vil ikke tage afstand fra, at de unge smed med brosten mod politiet og smadrede hovedstrøget i Gøteborg. For det var politiet som provokerede dem. Det var politiet som gang på gang ønskede konfrontation og skabte volden.

På vores side

De stenkastende unge og de autonome er en del af kampen mod global kapitalisme. De er på vores side – det er politiet ikke. Men vi tror ikke på, at de autonomes politik kan vinde over global kapitalisme. En håndfuld nok så militante unge kan ikke med brosten smadre kapitalismen og slå politi-brutaliteten tilbage.

Det kræver massekamp og masseaktioner, hvor den antikapitalistiske bevægelse må opbygge en enhed med arbejderklassen, som har den kollektive magt til at stoppe undertrykkelse igennem strejker og aktioner. Arbejderklassen kan gennem kollektiv kamp lamme systemet – det kan 200 unge stenkastere desværre ikke.

I den videre diskussion om taktik og strategi for den antikapitalistiske bevægelse må vi slå på tre ting: Magtelitens topmøder og politik kan kun udfordres og ændres hvis vi aktionerer. Hvis vi – som i Seattle, Prag, Quebec og sidst i Gøteborg – forsøger at stoppe dem. At stoppe deres møder og initiativer.

Men det kræver at den antikapitalistiske bevægelse styrkes. I Gøteborg var der 5000 til demonstrationen ved topmødets åbning. Og 3000 af dem gik med i den antikapitalistiske march. Det tal må mangedobles.

Det er den eneste garanti for, at vi kan råbe politikerne op, stoppe eller forstyrre deres topmøder og reelt mindske eller neutralisere politiets voldsapparat.

Arbejderklassen

Nøglen til at blive flere og hermed stærkere ligger i, at den antikapitalistiske bevægelse knytter tættere bånd til arbejderklassens mest militante dele i dag.

Det er det perspektiv revolutionære socialister skal slås for i den antikapitalistiske bevægelse. Et perspektiv som forhåbentlig allerede ved G-8 landenes topmøde i Genoa i juli vil blive omsat i de hidtil mest omfattende protester og strejker mod global kapitalisme.

Next stop Genoa for den antikapitalistiske bevægelse.