Socialistisk Arbejderavis
Nr. 200 – Januar 2002 – side 5
Er USA almægtig?
Jørn Andersen
USA som altdominerende supermagt, der kan gribe ind overalt, hvor dets interesser er truet. Det er det verdensbillede, medierne tegner efter smadringen af Afghanistan.
Slut med det Vietnam-syndrom, som har hæmmet USA siden 1970erne. Hvis dette billede var rigtigt, så det sort ud for oprørere verden over. Heldigvis er virkeligheden ikke så enkel.
Der har aldrig været tvivl om, at USA ville slå Afghanistan. USA’s 278 mill. indbyggere har (i snit!) en årsindkomst på 35.000 dollars. Afghanistans 20 mill. indbyggere har hver 200 dollars. Altså et forhold på ca. 1 til 2.500.
Svaghedstegn
Hvis USA havde blot det mindste problem med at slå lande som Afghanistan eller Somalia, ville det signalere svaghed. At de faktisk kan det, ville derimod kun signalere styrke, hvis resten af verden kun bestod af lande som Afghanistan og Somalia.
USA er markant svækket i forhold til dets styrke lige efter 2. verdenskrig. Dengang kunne USA sætte rammerne for “den vestlige verden” med en kombination af pisk og gulerod. Pisken er velkendt: USA-tropper, der griber ind mod folkelige oprør.
Pisk og gulerod
Men guleroden var mindst lige så vigtig for at kunne forme stabile og loyale regimer. Marshall-hjælp i Vesteuropa og andre milliarder til magthaverne i f. eks. Ægypten, Israel og Saudi Arabien har sikret loyaliteten.
USA’s brutale fremfærd mod Irak, på Balkan og i Afghanistan er et tegn på, at USA ikke længere er stærke nok økonomisk til at købe loyalitet. F. eks. har kun få i Mellemøsten en positiv opfattelse af USA. USA er ikke i stand til levere gulerødder nok til at ændre dette. Derfor bruger de pisken.
Men pisken har også sine omkostninger. For det første er USA bange for tab af egne soldater. I stedet er de afhængige af f. eks. UCK i Kosova eller Nordalliancen i Afghanistan eller nabolande som Pakistan. De allierede forventer noget til gengæld, men både på Balkan og i Irak har USA kun efterladt nød og fattigdom. Derudover har de allierede ikke nødvendigvis samme interesser (som da Nord-alliancen gik ind i Kabul på trods af USA’s løfter til Pakistan om det modsatte). For det andet er det næppe sandsynligt, at verdens øvrige magter blot vil lade USA bombe verden over.
USA’s alliancer er skrøbelige – både på stormagtsplan og på regionalt plan. EU og Rusland kunne se en fælles interesse i at støtte USA i Afghanistan, men vil alliancen holde, hvis USA ønsker at bombe Irak, Somalia, Yemen ...?
Desperat supermagt
Selv om ingen af de andre stormagter hver for sig kan udfordre USA, kan USA ikke tåle at få forskellige alliancer af EU, Rusland, Kina, Japan og diverse regionale magter imod sig. Vi står altså ikke med en mere stabil verden med USA i spidsen. Tværtimod: USA er en svækket supermagt, som desperat forsøger at klamre sig til magten. Midlerne bliver mere og mere brutale.
Denne militære side af globaliseringen, som Microsoft, General Motors og de andre multinationale er helt afhængige af, er starten på en epoke med enorme menneskelige omkostninger, som betales af de samme, som betaler prisen for den økonomiske globalisering: Arbejdere og bønder verden over.
Se også:
SAA 200: Afghanistan: USA’s krig dræber tusinder
SAA 200: Krig og antikapitalisme
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed