Socialistisk Arbejderavis
Nr. 204 – Juli 2002 – side 6
Politisk polarisering – Socialdemokratiets krise – Hvad er alternativet
Er Socialdemokratiet på vej mod afgrunden?
Jørn Andersen
Blandt mange modstandere af ny-liberalismen er der en udbredt forvirring, om hvad alternativet til Fogh-regeringen er. Forvirringen handler især om, hvad Socialdemokratiet er for en størrelse.
Socialdemokratiets tilbagegang skyldes den borgerlige, nyliberale politik partiet har stået i spidsen for.
Mange af de tillidsfolk, der har deltaget i tillidsmandsmøder, er uden tvivl social-demokrater – som medlemmer eller som vælgere. Omvendt ved de fleste godt, at de borgerlige vandt valget på grund af skuffelse over det samme Socialdemokratis politik.
Skuffelsen er velbegrundet: Socialdemokratiet vandt valget i 1998 på løfter om, at de ville forsvare velfærden mod de borgerlige. Det samme skete i en lang række europæiske lande: Italien i 1996, Blair i England og Jospin i Frankrig i 1997 og Schröders Rød-Grønne alliance i Tyskland i 1998.
Socialdemokratierne til magten
Under overskriften “Europas Røde Oktober” kunne “Financial Times” bedrøvet konstatere, at “Centrum-venstre er tilbage ved magten i 13 af EU’s 15 stater.”
Valgene var et klart ønske om forandring og en protest mod nyliberalistisk politik.
Men den dagsorden, som Jospin, Blair, Schröder og Nyrup havde i tasken, handlede ikke om mere velfærd, men derimod om mere nyliberalisme, “modernisering af den offentlige sektor”, opgør med “velfærds-afhængighed” osv.
I både Tyskland og Danmark forsøgte man faktisk at gå til valg på disse paroler i 1998, men uden succes. Så midt i valgkampen begyndte de i stedet at snakke om at forsvare velfærden – og vandt.
Men efter valgene kom de nyliberale paroler frem. Schröder fyrede sin populære finans-minister, “Røde” Oskar Lafontaine. Jospin i Frankrig har privatiseret mere end de seks foregående regeringer tilsammen. Tony Blair er nærmest verdensberømt for privatiseringer og nedskæringer.
I Danmark gjorde Nyrup i valgkampen i 1998 et stort nummer ud af, at efterlønnen var sikker med en socialdemokratisk regering. Inden året var omme blev efterlønnen slanket med 4 milliarder kr. – som blev brugt til at fritage arbejdsgiverne for at betale arbejds-markedsafgift. Denne svinestreg skabte stor bitterhed.
Så da Socialdemokratiet ved valget i november 2001 sagde de samme ting om at forsvare velfærden og afskaffe ventelisterne, som de havde gjort i 1998, var der ingen der troede dem over en dørtærskel. De havde ført borgerlig politik og omfordelt fra arbejde til kapital – og løjet om det.
Kontrasten mellem 1996-98 og i dag er skræmmende: På kun 5 år har social-demokratiske partier over hele Europa skuffet folks forhåbninger så meget, at de taber stort set alle de valg, de stiller op til. De fik straffen for at føre den samme ny-liberale politik, som de skulle være garanten mod.
Polarisering
Det er ikke noget socialister fryder sig over. Selvom straffen er yderst velfortjent, så er de virkelige ofre ikke de vragede politikere, men arbejderklassen. Og det store problem er at utilfredsheden ikke kun går til venstre, men også til højre.
Venstrefløjen må formulere en strategi for, hvordan man kan vinde menige social-demokrater for socialistisk politik. Det kræver klarhed om, hvad socialdemokratiet er for en størrelse.
Socialdemokratiet er et borgerligt arbejderparti. Det har sine rødder i arbejderklassens organisationer. Det er dominerende inden for fagbevægelsen. Det er det parti, de fleste arbejdere søger til. Men det er samtidig et parti, der fører borgerlig politik.
Når systemet har været truet af oprør og protester nedefra, og de borgerlige magtesløse, så har Socialdemokratiet været systemets redningsmand.
Det er denne modsætning, som en stærk venstrefløj kan udnytte. Løsningen er hverken at snakke Socialdemokratiet efter munden eller at afskrive alle socialdemokrater, men at udfordre Socialdemokratiet til at forsvare de basale velfærdskrav – parlamentarisk og udenomsparlamentarisk.
Der er ikke behov for et parti i arbejderklassen, som hele tiden fører borgerlig politik. Derfor skal det ikke ignoreres, men udfordres.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed