Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 208 – November 2002 – side 3

Socialistisk Arbejderavis mener

Ingen dansk støtte til krigen! Opbyg modstanden

Den danske regering vil bakke op om USA, ved et FN-sanktioneret amerikansk angreb på Irak.

På Venstres Landsmøde, d. 22. september, udtalte Anders Fogh sin holdning ret tydeligt: “Vi er ikke enige i USA med alt, men det, der forener os, er langt stærkere end det der skiller. Og det er kun USA, der er i stand til effektivt at forsvare verdens frie samfund mod tyranner, terrorister og gale krigsherrer.”

Fogh er, af hensyn til EU-formandsskabet, og frygten for at komme på tværs af de store EU-lande Tyskland og Frankrig, presset til at kigge til FN for at legitimere krigsstøtten. FN eller ej – der levnes ikke ret meget tvivl: Fogh er trådt ind i rækken af Bush’s skødehunde.

Den danske regerings opbakning til USA skal ses i sammenhæng med de tætte politiske og – ikke mindst – økonomiske bånd til USA.

Danmarks største kapitalist, Mærsk McKinney Møller, har et tæt samarbejde med den amerikanske stat. Blandt andet har Mærsk McKinney Møller lige nydt godt af, at Bush har ulovliggjort en flere måneder lang strejke blandt amerikanske havnearbejdere, ansat af A.P. Møller-koncernen. Ved at true med at sætte nationalgarden ind, har Bush tvunget havnearbejderne til at lave en del af det arbejde, som ellers lå stille. Måske et tak fra præsidenten, over at A.P.Møller stiller sine skibe til rådighed for amerikansk militær.

I august fornyede hans virksomhed, Mærsk Sealand, en milliardkontrakt om vedligehold og transport med det amerikanske forsvarsministerium Pentagon. I perioden efter USA’s sidste krig mod Irak i 1991, indgik koncernen milliardkontrakter med det amerikanske forsvar, efter at have stillet gratis containerskibe til rådighed for den amerikanske hær.

Magtfuld i Danmark

Og koncernens tilknytning til den danske stat er heller ikke ubetydelig. Statstilskuddet til virksomheden var i 1998 på 1 mia. kroner, og koncernen betaler kun ca. 4 % skat på milliardstore overskud. Statslige (og royale) delegationer udfører lobbyarbejde for virksomheden i udlandet, og koncernens ledere sidder dybt funderet i magtfulde politiske og økonomiske råd i Danmark.

Under USA’s krig mod Irak i 1991, støttede Danmark USA’s olie-krig ved at sende krigsskibet Olfert Fischer til Gulfen – fyldt med danske soldater. Ved USA’s krig mod Afghanistan, sendte Danmark soldater, og d. 2. oktober i år var danske soldater med til at smide bomber over Afghanistan. For første gang siden 2. verdenskrig har danske soldater deltaget i regulære krigshandlinger, denne gang som Nato-allieret med USA.

Men krigshøgeneerne er i mindretal i Danmark – ligesom i en lang række andre lande. En undersøgelse fortaget i oktober af Greens, for Dagbladet Børsen viser, at 74 % i Danmark siger nej til at støtte et angreb på Saddam Hussein, hvis USA starter krigen uden FN-godkendelse. Og en meningsmåling i Jyllands Posten d. 20.10 viser, at 48% er imod en krig mod Irak.

Dette åbner for enorme muligheder for at opbygge en omfattende og slagkraftig krigsmodstand. Allerede nu er krigen blandt de helt store spørgsmål der optager folk i dag, sammen med kampen mod nedskæringer og forringelser i velfærden.

Det er sørgelig at se at den danske venstrefløj ikke i høj nok grad øjner de muligheder dette åbner op for. Socialisters rolle i dag er at opbygge aktiv modstand mod krigen, og gå politisk i offensiven ved at pille krigsgalningenes tynde argumenter fra hinanden, gå imod krigen mod de fattige, og pege på at en anden verden er nødvendig. Hidtil er det Mogens Lykketoft der som den mest markante har taget bladet fra munden og udråbt klar modstand mod regeringens USA-venlige linie.

Vigtig bredde

I Århus er Socialdemokratiets Internationale udvalg, sammen med den øvrige venstrefløj gået ind i Initiativet Ingen krig mod Irak, og forhåbentlig følger partiet i de andre byer trop. Betydningen af at venstrefløjen og S går aktivt ind i antikrigsarbejdet skal ikke undervurderes – især vil det have stor betydning for at få større dele af fagbevægelsen involveret.

Allerede nu er LO Århus gået med i Initiativet, og i København bakker en række fagforeninger op om initiativet. Det er denne bredde der præger den britiske og italienske krigsmodstand. I England har Blair store problemer med at få opbakning til sin krigeriske linie. TUC – det engelske LO – gik klart ud med samlet krigsmodstand under deres landsmøde i september, og Blair’s parti Labour står til at miste 70.000 medlemmer pga. Blair’s krigslinie!

Den voksende krigsmodstand kommer også til udtryk på universiteter og blandt interlektuelle. Således har mere end 100 forskere indtil videre sagt fra overfor krigen. (Læs mere på: www.fred.dk/forskere/)

D. 21. oktober indrykkes der en støtteannonce for antikrigsdemonstrationen d. 26. oktober. 136 personlige anbefalere har betalt for annoncen.

Modstand mod regeringens krigslinie er en del af modstanden mod det system der skaber krig og terror. Et system hvor de stærkeste sætter en nyliberal, imperialistisk dagsorden, der daglig tager livet af titusinder af mennesker, og kaster store dele af verdens befolkning ud i krig, fattigdom og sult. Og blandt de ansvarlige for dette system er Bush, Blair og Fogh.

Herhjemme ser vi nu konsekvenserne af Fogh’s ulighedspolitik ved de massive angreb på velfærden. Krigsmodstanden, sammen med modstanden mod Fogh’s nyliberalistiske ulighedspolitik, kan blive en eksplosiv coctail, der kan slå benene væk under regeringen.

Demonstrationerne d. 26. oktober bliver starten på en omfattende antikrigsbevægelse i Danmark. Sammen med den voksende internationale modstand KAN vi standse Bush, Blair og Fogh’s ødelæggelse af vores verden, og sætte en anden og bedre verden på dagordenen!

Se også:
SAA 208: Stop krigsvanviddet
SAA 208: 26. oktober: Ingen krig mod Irak
SAA 208: Kommentar: Trussel mod verdensfreden
SAA 208: FN – en trussel mod freden
SAA 208: Irak og Vesten: En kort historisk tidslinie
SAA 208: Tag med til ESF i Firenze
SAA 208: Krise og oprør i USA’s baggård
SAA 208: Stop deres vanvid: Kapitalisme skaber krig

Flere artikler i serien Leder

Flere artikler fra nr. 208

Flere numre fra 2002

Siden er vist 4350 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside