Socialistisk Arbejderavis
Nr. 208 – November 2002 – side 6
FN – en trussel mod freden
Jørn Andersen
Mens dette skrives foregår der en uhyggelig og kynisk tuskhandel mellem USA og især Kina og Rusland: Hvilken pris skal USA betale, for at Rusland og Kina stemmer for krig i FN’s sikkerhedsråd?
FN ses af mange som det største håb for, at der bare er lidt anstændighed tilbage i international politik. F.eks. hedder det i udkastet til SF’s principprogram: “SF ser FN som det centrale forum for løsning af internationale konflikter.”
Israel ignorerer FN-resolutioner
Virkelighedens verden er langt fra dette håb: Når stormagterne er enige, bruger de FN som figenblad for deres militære aktioner. Hvis de er uenige, er FN magtesløs.
F.eks. har FN vedtaget stribevis af resolutioner om, at Israel skal rømme de besatte områder. Men fordi Israel er USA’s vagthund, har de ingen virkning haft. Derimod har FN’s økonomiske sanktioner mod Irak i høj grad haft en virkning: Over en million irakere, heraf en halv million børn, er døde.
Før Berlin-murens fald var det kun få ting, stormagterne kunne blive enige om. FN var kun ansvarlig for småting som oprettelsen af staten Israel midt i en palæstinensisk befolkning, Koreakrigen 1950-53 (4,5 millioner døde) samt diverse interventioner, bl.a. i Congo og Namibia.
Siden da har USA, ud over den første Golfkrig, gennemført interventioner i Cambodia, Somalia og Bosnien under FN-baret. De har alle været katastrofer. Ikke kun for den lokale befolkning, men også for modstanden mod dens undertrykkere.
En USA-senator opsummerede i 1993 indsatsen i Somalia: “Vi tog til Somalia for at forhindre folk i at dø af sult. Nu er vi i gang med at myrde kvinder og børn.” Blot mellem juli og oktober 1993 havde USA-tropper dræbt og såret omkring 10.000 somaliere. Siden er stribevis af afsløringer om bl.a. belgiske og italienske FN-troppers grusomheder dukket op.
I såvel Cambodia som Somalia kom FN-tropperne, efter at stormagterne, især USA, i årevis havde pumpet enorme mængder våben ind i områderne.
Befolkningerne var ofre for et stormagtsspil, som FN-interventionerne blot fortsatte med andre (eller ofte de samme) midler.
Interventionen i Bosnien fik støtte af mange på venstrefløjen. Mange følte sig magtesløse over for en meningsløs borgerkrig og så ingen anden udvej end at bede stormagterne om at gribe ind.
Men disse magter havde allerede været involveret længe. Og deres støtte til skiftende magthavere cementerede blot den etniske opdeling, selv hvor lokalbefolkningen bekæmpede den.
FN-interventionen ændrede ikke på dette: Hver eneste ny fredsplan førte til nye kampe om etnisk opdeling. Det betød en styrkelse af de nationalistiske ledere i både Serbien, Kroatien og Bosnien. Og modstanden fra neden blev svækket. Den endelige fredplan indsatte et FN/NATO koloni-styre i Bosnien, som fastholdt den etniske opdeling i et jerngreb.
Bush under pres
Den aktuelle tuskhandel mellem USA og Rusland/Kina viser, hvordan FN, IMF, WTO, EU osv. fungerer: Der handles om byttet. Rusland og Kina får lov til at slå intern opposition ned og få en mindre andel i Iraks olie, mens USA får den store gevinst.
Når Bush i øjeblikket ønsker FN-godkendelse af krigen mod Irak, skyldes det, at hans politik er under pres. Krigsmodstanden både i USA, men især hos USA’s allierede, vokser. FN-godkendelsen skal forsøge at afvæbne denne modstand ved at spille på, at man handler på vegne af “det internationale samfund”.
FN-godkendelse tjener intet andet formål end at afvæbne krigs-modstanden. Den er kun et figenblad for de reelle stormagtsinteresser. Krigene bliver ikke mere humane. Socialister og krigsmodstandere bør være med til at afsløre bedraget frem for at blive fuppet endnu en gang.
Se også:
SAA 208: Socialistisk Arbejderavis mener: Ingen dansk støtte til krigen! Opbyg modstanden
SAA 208: Stop krigsvanviddet
SAA 208: Israelsk statsterror
SAA 208: Krise og oprør i USA’s baggård
SAA 208: Irak og Vesten: En kort historisk tidslinie
SAA 208: Kommentar: Trussel mod verdensfreden
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe