Socialistisk Arbejderavis
Nr. 21 – August 1986 – side 5
SF forsikrer de borgerlige
Ingen grund til panik
Jason Meyler
Det bliver bedre næste gang. Det har været det dybtgående håb, mange har om næste arbejderflertals regering. Det har været håbet, at et stærkere SF vil presse socialdemokraterne fra den politik, som har kendetegnet tidligere mindretalsregeringer.
Socialdemokraterne bliver ved med at fremhæve, at lønningerne vil blive holdt nede, og at der må spares i den offentlige sektor. Dansk erhvervsliv skal ikke være urolig over for, hvad et regeringsskifte kan betyde for den økonomiske politik.
Men socialdemokraterne har ikke været de eneste der vil berolige de borgerlige. SF’s finanspolitiske ordfører Jes Lunde udtaler til Børsens Nyhedsmagasin: “Vi vil føre en økonomisk politik, der bliver langsigtet og stabil, så virksomhederne ved, hvad de har at gøre med. Der er ingen grund til panik.”
Anker hilste den voksende ansvarlighed fra SF velkommen. Socialdemokratiets finanspolitiske ordfører, Mogens Camre, var mere forsigtig. “SF skal passe på, at de ikke i deres iver for at vise sig regeringsduelige placerer sig til højre for den konservative regering.”
Kodeordene for Jes Lunde har været: Stram finanspolitik, meget svag lønudvikling – også for de laveste lønnede – samt en forbedring af betalingsbalancen.
Bremser hårdt op
Hensynet til betalingsbalancen indebærer, at der ikke er plads til store lønstigninger, siger Jes Lunde. “Vi er nødt til at bremse meget hårdere op over for privatforbruget. Vi vil kun tillade en årlig forbrugsvækst på omkring en halv procent. Alle lønmodtagere med indkomster over gennemsnittet skal regne med et betydeligt fald i købekraft, og for lavindkomstgrupper bliver der kun tale om en meget beskeden stigning.”
“Vi vil sætte os sammen med fagbevægelsen og i fællesskab udarbejde planerne for den økonomiske politik,” siger Jes Lunde. “I disse forhandlinger vil vi åbent sige. Vi forventer en enorm disciplin fra jeres side. Vi tilbyder arbejdstidsforkortelse og økonomisk demokrati. Til gengæld må fagbevægelsen holde igen på lønningerne. Hvis lønningerne eksploderer, vælter regeringen.”
Jo nærmere valget kommer, jo mere bekymret bliver SF for arbejdernes forventninger til at indhente det store lønefterslæb for de sidste år. Ideen om, at arbejdere vil slås for at forbedre deres tilværelse er noget der skal tæmmes, fordi det kan true regeringen.
Sidste gang, der var et flertal af arbejderpartier, var der et stort opsving i verdensøkonomien. Selv den gang kom der momsstigninger og dyrtidsrøveri. Nu med økonomisk krise er spillerummet så begrænset, at selv løfterne er renset bort, inden de sætter sig på taburetterne.
Rammerne for en ny arbejderregerings økonomiske politik er lagt i støbeskeen, og intet tyder på at arbejderklassens levevilkår under en sådan regering vil blive forbedret ret meget.
Det røde flertals alternativ
Siden 1982, da de borgerlige overtog regeringsmagten, har diskussionerne gået meget højt på venstrefløjen, om hvordan man får skabt et realistisk alternativ til de borgerlige.
En vigtig del af diskussionen, ikke mindst de sidste par måneder, har været forholdet til Danmarks vaklende økonomi, eller “gældsætning af den danske arbejderklasse” som nogen ynder at kalde det.
I de seneste 2-3 år er der blevet udarbejdet forskellige planer på venstrefløjen. Uanset om man tager udgangspunkt i VS’ økonomiske planer, Jes Lundes forskellige udtalelser, eller i pjecen, “Der er et alternativ”, der er kommet fra det DKP-dominerede Socialarbejdernes Fælles Udvalg, er metoderne og argumenterne de samme.
Alle sætter en kinesisk mur mellem nationaløkonomien og klassekampen. Økonomien er noget man ordner inde på Christiansborg. Ingen af dem tager udgangspunkt i den styrke arbejderne kan opbygge i kampen mod arbejdsgiverne.
Alle planerne er såkaldt “teknisk realistiske” – det vil sige at forslagene kan gennemføres, hvis der altså er politisk vilje til det. Hermed er de med til at styrke den holdning, at økonomien er et fælles anliggende for arbejdsgiverne og arbejderklassen.
Kamp og styrke
At de “højt betalte” arbejdere holder igen er ingen sikring for, at deres arbejdsgivere overfører det de sparer til arbejdere på mindsteløn. Tværtimod. Kun stærke arbejdergrupper, som regel dem som har tilkæmpet sig lønstigninger, kan gå i spidsen for at trække de svagere op.
Inden for bogbindernes område kan man netop se, at de faglærte “højt betalte” bogbindere har sikret, at bogbinderassistenter er blandt de højst lønnede ufaglærte. Det blev ikke gjort ved at holde igen.
Det er kun den styrke og sammenhold, der kan bygges op i de daglige kampe om penge og arbejdsforhold, som kan bruges til at sikre reelle forbedringer.
SF vender ikke kun ryggen til en magt, der kan kæmpe de forbedringer igennem, som de selv har på programmet. De vender også ryggen til en magt, som kan skabe et virkeligt alternativ til de borgerlige.
Billedtekst:
Jes Lunde fra SF: “Vi forventer en enorm disciplin fra jeres side.”
Anker Jørgensen: “Jeg hilser SF's ansvarlighed med glæde.”
Skal han blive hjemme, når de “højtlønnede” strejker?
Se også:
SAA 21: De hænger sig i balanceproblemet
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed