Socialistisk Arbejderavis
Nr. 21 – August 1986 – side 5
De hænger sig i balanceproblemet
Poul Erik Kristensen
Det er uhyre effektivt, når TV-journalister sidder og leger med byggeklodser, som viser Danmarks underskud i samhandlen med resten af verden.
Disse pædagogiske kneb kan så tillige følges op af en alvorligt udseende herre, som med stramme miner slynger om sig med ord som: afgrund, handelsbalance, lån i udlandet, renteniveau, valutareserver, konkurrencedygtighed, lønudvikling. Når det hele er blandet sammen i en stor uforståelig pærevælling med et skær af personlig forfølgelse over det, ja så skal vi få dårlig samvittighed, fordi vi købte noget.
Uanset hvordan man vender og drejer det, er betalingsbalancen ene og alene et udtryk for styrkeforholdet mellem kapitalisterne i forskellige lande. Når danske firmaer ikke kan tjene nok på eksport er det udtryk for, at de er stillet overfor en svigtende profitrate på verdensplan.
For borgerskabet gælder det om, at arbejderklassen skal betale. Betalingsbalancen bliver trukket frem, som noget vi skal føle som et særligt problem. Går den, ja så går den. For der er penge at hente for arbejdskøberne, hvis det lykkes de borgerlige at skabe en ansvarsfølelse for deres dårlige økonomi, der kan presse danske arbejdere til at acceptere løntilbageholdenhed.
Desværre er en stor del af arbejderklassen i de fleste lande hoppet på de borgerliges limpind om, at hvis “vi” får økonomien på fode, kan “vi” igen komme til at tjene masser af penge.
Borgerlig logik
Ikke alene råder arbejdsgiverne uretmæssigt over de ting vi producerer, men de prøver også at overbevise os om, at hvis vi sælger det vi producerer billigere til vores egne kapitalister, end tyske arbejdere sælger det de producerer til deres kapitalister, så kommer vi til at tjene flere penge på det.
En ret speciel logik, som i uhyggelig grad er kendetegnende for den borgerlige økonomi.
Hvad der er vigtigt at holde for øje er, at betalingsbalancen nok er et udtryk for styrkeforholdet mellem kapitalister i forskellige lande, men det er også et udtryk for splittelse.
I mange situationer er de tilfældigt optrukne landegrænser ligeså snærende bånd for kapitalen, som de er for arbejderklassen.
Kapitalen kan kun overleve, hvis den hele tiden vokser. Dette behov for vækst kan ikke indfries for alle kapitalister. Forskellige kapitalgrupper må udkonkurrere hinanden – og det bliver nødvendigt at spænde de nationale grænser med valuta, love og toldmure.
I dag kender kapital ikke til landegrænser. Kapital og virksomheder huserer på tværs af alle grænser. Kapitalisterne er totalt ligeglade med, om det er en dansk, koreansk, amerikansk eller russisk arbejder, der må knokle for at skabe merværdi og profit.
Arbejderne skulle se at få det samme forhold til landegrænser. Både for danskere, koreanere, amerikanere og for russere er det uværdigt at skulle sælge sin arbejdskraft til en tilfældig kapitalists tilfældige interesser.
Se også:
SAA 21: SF forsikrer de borgerlige: Ingen grund til panik
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed